Den vestjyske afrikaner

Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/Polfoto

Den vestjyske afrikaner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efter 30 år som farmere i det til tider bizarre Zimbabwe er Wolle Kirk og hans kone Birthe tilbage i Danmark mange oplevelser rigere - og et øje fattigere

I mere end 30 år var de storbønder i Zimbabwe, hvor de blandt andet drev mejeri, kvægfarm, tobaksfarm og en foderstoffabrik. For ikke at tale om de børnehaver og skoler, som de åbnede for arbejdernes børn. Nu sidder de i den tilbyggede udestue på Mors med udsigt over Limfjorden. Tilbage i Danmark, men ikke "hjemme". Hjem er stadig nede på den afrikanske højslette. På farmen, livsværket, i Zimbabwe, som sønnerne nu driver videre.

- Jeg er blevet hvid neger, klemmer Wolle Kirk ud i et rustent grin, der kvæles af en kras hoste.

Hans hvide skæg er let gulnet omkring munden efter snaddens tobakssovs. Et skævt, bondesnu smil peger op mod læderlappen, der dækker for det manglende øje, som røverne stak ud.
Vestjysk management når man længst med i Afrika. Wolle Kirk havde knap tusind ansatte på sine afrikanske farme.
Vestjysk management når man længst med i Afrika. Wolle Kirk havde knap tusind ansatte på sine afrikanske farme.
Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/Polfoto

Det afrikanske eventyr

Ægteparrets afrikanske eventyr endte for fire år siden. De havde oplevet flere overfald, efter at landets diktator Robert Mugabe i år 2000 udstedte "den galoperende jordreform", som Wolle Kirk kalder den. Reformen, der stadig er gældende i dag, erklærede, at enhver sort frit kunne overtage en hvid farmers ejendom, så længe der ikke var tale om fysisk tvang. Alt andet end decideret vold mod farmeren blev betragtet som politisk, og dermed ikke kriminelt.

En oberst udså sig på et tidspunkt Kirks farm og sendte en gruppe fulde og skæve ballademagere derud. Efter en længere nervekrig, hvor bøllerne i timevis havde omringet farmen, smidt sten op på taget og spillet trommer så højt, at hele jorden rystede, trængte de ind i huset og nåede til sidst ind i værelset, hvor Wolle Kirk havde forskanset sig. Han kunne ikke gøre andet end at overgive sig.

- Jeg havde godt nok et jagtgevær, men jeg skulle ikke nyde noget af at skyde en sort. Så var jeg blevet hængt! De kommer ind og bagbinder mig og pisser på gulvet lige foran mig, så det sprøjter op på mine shortsbeklædte, bare ben.

Der gik lang tid, før politiet dukkede op for at anholde besætterne. Sagen endte med, at de fik en bøde for at have brugt fysisk vold mod farmeren. Wolle Kirks erstatning blev de nye låse, der blev installeret i huset.

Siden har andre regelmæssigt forsøgt at overtage farmen med falske papirer og psykisk terror. Men familien nyder fortsat godt af at kende den lokale guvernør, der holder hånden over den danske farm, fordi den er storleverandør til guvernørens hotel- og restaurantkæder.

Det overfald, der i 2002 kostede farmeren sit venstre øje, var dog ikke politisk motiveret. Det var ludfattige lokale, der ikke kunne se andre udveje end at plyndre.

- Overførselsindkomst, kalder Wolle Kirk det selv.

En håndfuld bevæbnede røvere var trængt ind i huset og havde overmandet farmeren, da Birthe Kirk kom ind på kontoret for at høre, om han ville have sin aftenkaffe. Røverne tog kvælertag på konen og stak Wolle Kirk 27 gange, blandt andet i øjet. I næsten tre timer var de bundet og hårdt sårede, mens røverne tømte huset og læssede byttet ned i parrets bil. Efter den oplevelse tog parret til Danmark og har siden kun opholdt sig hos sønnerne på farmen i Zimbabwe i kortere perioder.
- Mugabe er utroligt selvcentreret og dårlig til at lytte. Han er kolerisk, og så er han verdensmester i psykisk terror, fortæller Wolle Kirk.
- Mugabe er utroligt selvcentreret og dårlig til at lytte. Han er kolerisk, og så er han verdensmester i psykisk terror, fortæller Wolle Kirk.
Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/ Polfoto

Farvel til EF

Det var det skandinaviske tilhørsforhold, der var hovedårsagen til, at familien drog mod det sydlige Afrika.

Danmark stemte i 1973 ja til Rom-traktaten og fællesmarkedet, og det var ifølge Wolle Kirks bedste overbevis- ning et skamfuldt svigt af vore skandinaviske brødre med det ene formål at mænge os i de store drenges klub.

- Jeg forlod Danmark i protest. Jeg ville ikke leve og opdrage mine børn under Rom-unionen. Det at seks eller 10 af verdens rigeste lande slår sig sammen og siger, "nu bygger vi en kinesisk toldmur, der udelukker de små lande".

Den danske indmeldelse i fællesmarkedet var det afgørende skub for familien. Der sad allerede en nagende længsel tilbage mod det Afrika, som de havde rejst rundt i i et skrumlende folkevognsrugbrød få år tidligere. Så i 1973 blev gården i Hanstholm solgt, de danske statsborgerskaber opgivet, og turen gik mod det daværende Rhodesia, der blev ledet af den hvide Ian Smith. Wolle Kirk havde tidligere arbejdet i Zambia og Mozambique, og han så muligheder i den afrikanske højslette.

- Jeg kunne se, hvor frugtbart der var, og hvor lille en promille af det, der blev udnyttet ordentligt. Jeg syntes, det kunne være en interessant livsopgave at udnytte ressourcerne i området og få et landbrug til at køre der, siger han.
grafik: Mikkel Pedersen
grafik: Mikkel Pedersen
Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/ Polfoto

Løbsk inflation

Efter syv år med fremgang for Wolle Kirks farm kom Robert Mugabe til magten. Her var der tale om en mand, som ligefrem pralede med at have en doktorgrad i vold fra sine studier i Kina. Mugabe satte gang i en jordreform, der skulle tvinge jorden fra de hvide farmere. Mange hvide rejste, men regeringen havde hverken lyst eller ressourcer til selv at drive de efterladte farme, så Wolle Kirk kunne i stedet købe to nabofarme.

- Jeg har aldrig tjent så mange penge på landbrug som i de første år, efter Mugabe tog over. Vi havde så gunstige forhold at producere under.

Jo, i de første år under Mugabe gik det faktisk rigtig godt. Men så begyndte han at blive utilregnelig. Fra at være frihedskæmperen, der befriede landet fra den hvide Ian Smith, blev han en korrupt og ondskabsfuld diktator. Han ændrede forfatningen flere gange, så hans magt blev uindskrænket, inden han udråbte sig selv til enevældig konge, kejser og krudtgeneral. Og da økonomien brød sammen i 90'erne, og det internationale samfund forsøgte at blande sig, erklærede han at, han var revnende ligeglad. Landet begyndte at trykke flere og flere penge med det resultat, at inflationen løb aldeles løbsk.

- Da Mugabe overtog, kunne man købe fire brød for en Zim dollar, fortæller Wolle Kirk. I dag koster to brød 500 millioner Zim dollar. Og i næste uge er prisen det dobbelte.

De forhold har familien Kirk som erhvervsdrivende måttet affinde sig med gennem de seneste 10 år i et land, der tidligere blev set som et afrikansk forbillede. Hver dag må de i banken og veksle dagens omsætning til amerikanske dollar, for dagen efter kan værdien være halveret. Med godt 1000 afrikanske ansatte måtte Wolle Kirk også forholde sig til en noget anden arbejdsmoral end den, han var vant til i Danmark.

- De fleste afrikanere har det sådan, at når de har tjent nok, så gider de ikke arbejde mere. Når jeg var ude på konsulentarbejde og prøvede at lære dem at fordoble udbyttet ved for eksempel at jordbrugskalke markerne, så siger de alle sammen: "Det er fint. Så behøver vi kun at så halvt så stort et stykke". Det er mentaliteten. Hvis de får dobbelt så meget i løn, så behøver de kun at arbejde hver anden dag. Det er da en forståelig indstilling, men svært at arbejde med, når man vil drive forretning.

- Vestjysk management kommer man længst med i Afrika, påstår han.

- Hvad er vestjysk management?

- Jow, ser du ... begynder han på sit thybomål i en tillempet rigsdansk version og klør sig eftertænksomt i skægget.

- Der er ingen person-anseelse. Lederen står ikke oppe på en piedestal. Han går rundt mellem sine medarbejdere på lige fod. Og han kan selv udføre det arbejde, de andre er sat til. Da vi startede slagteriet, så måtte jeg lære at være slagter. Da vi startede mejeriet, så måtte jeg lære det, siger han.

En lugt af kommunisme

Hans indstilling betød et opgør med de raceskel, som især var fremherskende hos de britiske farmere. Wolle Kirk betalte en sort medarbejder nøjagtigt det samme som en hvid, hvis han havde de samme kvalifikationer. Måske var det derfor, han aldrig rigtigt blev accepteret af de andre hvide farmere. Han var godt nok med i deres country club, men han spillede ikke golf eller kørte rundt i en stor Mercedes som de andre.

De troede endda en overgang, at han var kommunist, fordi han havde oprettet en arbejderkomité med to kvinder og tre mænd, hvor de diskuterede arbejdsvilkår, løn, bolig og rationer. Det var uvante forhold for de afrikanske arbejdere at have den slags indflydelse. Det havde man aldrig prøvet før, og nogle af de andre farmer syntes, at det lugtede lidt af kommunisme.

- Min arbejderkomité er aldrig gået tilbage til folkene uden at have opnået et eller andet. Det kunne være, at de gerne ville begynde en halv time før om morgenen og så have en halv times længere frokostpause. Og hvis ikke man går med til den, så er man fandengalme også dum i nakken! Men hvordan skal man vide det, hvis ikke man har en komité?

- Hvordan har du det med at blive kaldt koloniherre?

- Det er der gud ske lov ingen, der gør længere. Jeg er bonde, måske storbonde. Men ikke herremand. De findes ikke i Vestjylland.

Den vestjyske afrikaner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce