"Vi skal have et samfund, hvor alle har en fair chance for at udnytte sine evner. Et samfund, hvor ethvert menneske har et håb om at kunne forbedre sin situation. Et samfund, hvor det er muligt at bevæge sig fra bistandsklient til bankdirektør".

Så flot lød visionen, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) holdt sin første åbningstale til Folketinget 1. oktober 2002. Nu skulle der for alvor gøres noget ved det faktum, at 10 procent af en børneårgang risikerer at havne på samfundets bund, fordi de er socialt udsatte. Måske fordi mor drikker, far er narkoman eller familien på anden vis er ramt af sociale problemer.

Anders Fogh Rasmussen og hans regeringshold satte sig derfor for at bryde den negative sociale arv.

Da socialminister Henriette Kjær (K) og undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) et års tid efter præsenterede en stor plan for, hvordan regeringen ville sikre "En god start til alle børn", tilsluttede Henriette Kjær sig en målsætning om, at antallet af udsatte børn skal halveres på 10-15 år. En ambitiøs målsætning set i lyset af, at antallet af udsatte børn har været stabilt siden 60'erne.

To et halvt år efter Foghs flammetale er emnet sporløst forsvundet fra den offentlige dagsorden. Måske med god grund. Ifølge en række fagfolk er vi nemlig ikke rykket tættere på målet.

Brat opvågnen

En af dem er overlæge May Olofsson, leder af Familieambulatoriet på Hvidovre Hos-pital. Regeringen udråbte Familieambulatoriet som foregangsbillede for resten af landet i planen "En god start til alle børn", og derfor var May Olofsson også indkaldt som "vidne", da Socialministeriet 2. maj 2003 holdt en stor høring om den sociale arv.

Familieambulatoriet har siden 1993 haft gode erfaringer med at sætte effektivt ind over for gravide stof- og alkoholmisbrugere for at begrænse skaderne på barnet. Kodeordet er at samle alle relevante myndigheder omkring familien og barnet for at sikre barnet en stabil start på livet, allerede fra den tidlige graviditet, samt at barnet følges tæt både lægeligt, psykologisk og socialt indtil skolealderen.

Familieambulatoriet kan dokumentere, at indsatsen virker, og May Olofsson kan ikke understrege nok, hvor vigtig den er.

- Vi ved, at barnets første tre leveår er de allervigtigste for barnets udvikling udover graviditeten, så det er der, der skal sættes ind. Alligevel er der ingen obligatoriske foranstaltninger for børns ve og vel, før de træder ind i skolen, kun tilbud og frivillige ordninger, siger hun.

Selv om alle kappedes om at rose Familieambulatoriets indsats, som både dækker Rigshospitalet og Hvidovre Hospital, blev ambulatoriet kort tid efter ramt af besparelser af Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS). På to år er der røget en tredjedel af læge- og socialrådgiverstaben, og det betyder, at indsatsen på Rigshospitalet sandsynligvis lukkes snart, og at indsatsen på Hvidovre er droslet kraftigt ned.

Uoverensstemmelse

May Olofsson har gjort Socialministeriet opmærksom på, at det er svært at være forbillede, når man ikke længere kan yde den indsats, som ministeriet ellers har fremhævet som noget af det vigtigste i kampen mod den negative sociale arv.

- Så er der jo en total uoverensstemmelse mellem, hvad man siger, og hvad man gør og accepterer, for selv om det er forskellige systemer, er det i sidste ende den samme samfundskasse, pengene tages fra, siger May Olofsson.

Tidligere socialminister, nu familieminister Henriette Kjær (K) kalder det fuldstændig vanvittigt, at HS har beskåret Familieambulatoriet, som hun kalder 'topmålet af god forebyggelse'. Alligevel mener hun ikke, at regeringen kan holdes ansvarlig.

- Vi kan ikke sikre, at midlerne følger de gode eksempler, for så skulle vi lave strukturerne om og give kommuner og amter meget mindre magt. Der er mange gange, hvor kommuner og amter ikke gør, som vi synes, de burde, men vi kan simpelthen ikke gå ned og detailstyre, siger hun.

Skudt til hjørne

Et andet sted, hvor penge har været kæppen i hjulet på 'En god start i livet' er i forhold til pædagogernes uddannelse. Som en del af planen varslede undervisningsminister Ulla Tørnæs en reform af pædagog- og lærerudannelsen, for skal den sociale nød knækkes, kræver det bedre faglige kompetencer. I slutningen måtte Ulla Tørnæs imidlertid udsætte forhandlingerne på ubestemt tid. Pædagogreformen alene vil koste cirka 300 millioner kroner, og de penge vil hverken kommunerne eller finansminister Thor Pedersen (V) betale.

Selom regeringen løbende har afsat midler til forskellige initiativer, har de forskellige ministre gang på gang sagt, at der er rigeligt med midler indenfor systemerne. De skal bare anvendes bedre.

Alligevel kommer man ikke udenom, at det koster penge at komme den negative sociale arv til liv, mener forskningschef Niels Ploug fra Socialforskningsinstituttet. Han står i spidsen for et stort forskningsprogram om den sociale arv, som afsluttes til sommer.

- Der er grænser for, hvor store samfundsforandringer man kan lave inden for de eksisterende midler, og hvis man skal have løst problemet med den negative sociale arv, så taler vi jo om en betydelig samfundsforandring, siger Niels Ploug, som heller ikke mener, vi er nået særlig langt i målsætningen om at halvere antallet af udsatte børn.

Vi famler i blinde

Det helt store problem i Danmark er, at vi mangler viden om, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Det konstaterede Niels Ploug og hans kollegaer for alvor, da de i 2003 lavede en vidensopsamling på regeringens opfordring. Interessen for at finde ud af, om pengene blev brugt rigtigt i det sociale system har i årevis været lille.

Det kan Jonatan Schloss, kontorchef i børne og kulturkontoret i Kommunernes Landsforening (KL) nikke genkendende til. Sidste år var han i Chicago på studietur, hvor han kunne konstatere, at alle sociale tiltag blev evalueret på kryds og tværs. På ægte markedsvilkår gik både penge og børn til de sociale løsninger, som viste de bedste resultater. Det kunne vi godt lære noget af i Danmark, mener han.

- Der har længe været en håndskyhed på socialområdet overfor at måle effekten af det, vi gør. Men når vi ikke ved, hvad der virker, er det ret svært at gøre noget ved systemet, for så handler alle i blinde, på følelser og tro, siger Jonatan Schloss.

Kommunernes interesse har dog ændret sig de seneste par år. Ifølge Jonatan Schloss hænger det sammen med, at udgifterne på området er vokset eksplosivt, og det har fået politikerne til at vågne. Dermed har de opdaget, at ingen har svarene på, hvad den rigtige indsats er, så den viden skal først dannes.

Derfor roser Jonatan Schloss også regeringen for at have sat 100 millioner kroner af over fire år til et forskningsprogram i, hvilke velfærdsløsninger der virker, og hvike, der ikke gør. Derimod tvivler han på, om nogle af regeringens øvrige 'social arv-initiativer' får den store virkning.

Tidlig indsats

En af de ting, som alle er enige om er, at der skal sættes ind tidligt. Det er også tanken bag en af regeringens hjørnestene, nye læreplaner i daginstitutionerne, som pr. 1. august forpligtede personalet til at lave en pædagogisk strategi i den enkelte børnehave.

Det er en god ide, men for tidligt at sige, om det virker, mener lektor Bente Jensen fra Danmarks Pædagogiske Institut. Hun offentliggjorde i november en undersøgelse om 'daginstitutioner og social arv'. Den viste, at pædagogerne er dårligt rustede, fordi de mangler viden og tid. Kun cirka halvdelen af personalet er uddannet, og generelt er normeringen for dårlig til at hellige sig det enkelte barn.

Skal læreplanerne have en effekt, er det derfor nødvendigt, at der sættes massivt ind for at opruste den faglige viden og sikre, at normeringen er i orden, mener Bente Jensen. Indtil videre har Familieministeriet afsat cirka 35 millioner kroner til, at cirka tre fra hver daginstitution bliver efteruddannet.

- Et kursus er fint, men der er brug for, at kommunerne sætter ressourcer af til den ekstra indsats, som det rent faktisk kræver. Det kan godt være, at tre i institutionen bliver fagligt rustet til at bruge læreplanerne, men hvad med den 12.? Det er det forløb, man skal interessere sig for og følge op på, siger Bente Jensen.

Familieminister Henriette Kjær lover for sin part at evaluere læreplanerne efter de første tre år. Hun er enig i, at der generelt mangler systematisk viden om indsatserne.

- Derfor vil vi se på, om det har hjulpet, og om vi har sporet os ind på noget rigtigt. Vi kan ikke måles på, om vi har brudt den sociale arv, men vi har sat nogle ting igang, som vi tror virker, men det kan man måske først se om 30 år, siger hun.

Danmark bagud

Det man med sikkerhed kan se i dag er, at Danmark er dårligere end sine nordiske søstre og brødre til at bryde den negative sociale arv. Det viste OECD's PISA-undersøgelser både i 2001 og i 2004.

Bente Jensen fra DPU peger på, at det kan hænge sammen med, at personalet i daginstitutionerne i både Norge og Sverige er bedre uddannede end i Danmark. Overlæge May Olofsson fra Rigshospitalet peger på, at både Norge og Sverige går meget mere kontant til værks. Her tvangsbehandler man en gravid misbruger, og er knap så berøringsangste for at gribe ind tidligere. I Norge får forældrene til et tvangsfjernet barn to år til at bevise, at de alligevel kan være forældre, derefter tvangsbortadopteres barnet. I Danmark skal sagen tages op hvert år, og det skaber ustabilitet, mener May Olofsson.

Ingen har dog alle magiske svar på forskellene, for endnu er det ikke undersøgt.

Selv familieminister Henriette Kjær erkender, at målet ikke bliver nået alene med de tiltag, regeringen foreløbigt har taget. Nu må valgkampen vise, hvad næste skridt bliver i Foghs plan om at gøre bistandsklienten til bankdirektør.