SUDAN: Hovedparten af verdens flygtninge når aldrig i sikkerhed i et andet land. 25 millioner mennesker over hele kloden er lige nu fanget som flygtninge i deres egne lande uden beskyttelse mod overgreb - og intet tyder på, at verdens lande kan enes om at garantere deres sikkerhed
De bor på den bare jord. Hvis de er heldige, har de et læsejl af stof og pinde, som dog hurtigt bliver gennemblødt i de voldsomme regnskyl.

Kvinderne, der er nødt til at gå efter vand og samle brænde uden for den primitive lejr, risikerer at blive voldtaget - igen - og deres mænd er i fare for at blive skudt, hvis de forsøger at forsvare dem.

Drikkevandet er forurenet og giver småbørnene kronisk diarré.

- Lige meget hvor meget mad, vi putter i munden på børnene, skider de det hele ud igen. Selv om der er mad nok til, at mange burde overleve, dør især de mindste af sult, fordi de ikke kan holde maden i sig.

Oplevelserne er Carsten Pedersens.

Han er ansat i Folkekirkens Nødhjælp og er netop kommet hjem fra Dafur-provinsen i Sudan, hvor den arabiske Janjaweed-milits, som støttes af landets militærregering i hovedstaden Khar- toum, har drevet omkring en million sorte afrikanere på flugt.

Ofrene i de primitive lejre, som Carsten Petersen har besøgt, er blandt denne verdens mest nødlidende, men på trods af mord, tortur og voldtægter har menneskene dér ikke lov til at kalde sig flygtninge.

Officielt er de internt fordrevne. "Internally displaced persons", som det hedder i internationale dokumenter. Eller de skjuler sig bag forkortelsen IDP's.

Ingenmandsland

De afrikanske sudanesere i Dafur befinder sig i et juridisk ingenmandsland. FN's flygtningekonvention blev skrevet i 1951, da Europa stadig var ét stort kaos efter Anden Verdenskrig, og millioner af mennesker befandt sig uden for deres fædrelande. Det kom konventionen til at bære præg af.

En flygtning blev nemlig defineret som en person, der:

"...som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret."

Konventionen forpligter verdens lande til at give flygtningene husly, mad og beskyttelse mod yderligere forfølgelse.

Men det gælder altså kun for mennesker, der har krydset en landegrænse, og det er langt fra alle forfulgte, der er i stand til det.

De forfulgte i lejrene i Da-fur kender flygtningekonventionen slet ikke til, og deres fremtid er endnu mere usikker.

- Problemet er netop, siger sektionsleder i Dansk Flygtningehjælp, Eva Green Meinel, - at de befinder sig i deres hjemland. Regeringen dér har fuld suverænitet over egne borgere, der befinder sig inden for grænserne, og derfor skal FN og organisationer, som vores, have tilladelse til at komme ind og hjælpe.

Suverænitet vigtigst

Peter Stoett er professor fra Concordia University i Montreal og er ekspert i menneskerettigheder og internationale konflikter. Han har besøgt flere af verdens brændpunkter som led i sin forskning. Han har også skrevet bogen "Human and Global Security".

- Selv i de mest katastrofale situationer har FN slet ikke mandat til at gribe ind. Hvis man gav organisationen ret til at intervenere, ville det være et brud på princippet om ikke-indblanding, og det ville være ekstremt svært at få gennemført, forklarer Peter Stoett.

Den canadiske professor peger her på den konflikt, der i sidste ende ligger til grund for de internt fordrevnes tragedie - ikke bare i Dafur, men i hele verden. I øjeblikket er 25 millioner mennesker i 52 lande på fire kontinenter, ligesom i Sudan, flygtninge i deres eget land, og så længe det internationale samfund vægter landenes suverænitet højere end de internt fordrevne, kan de ikke regne med hjælp udefra.

- Kort sagt skal FN's medlemslande eller Sikkerhedsrådet stemme for en intervention til fordel for de internt fordrevne, og da medlemslandene har større interesse i at bevare princippet om staternes suverænitet over indre anliggender, sker det uhyre sjældent.

Somalia og Rwanda

En enkelt gang har FN med hjælp fra USA grebet ind i en konflikt af rent medmenneskelige grunde. I 1993 sendte en borgerkrig mellem forskellige stammer og klaner i Somalia tusinder af mennesker på flugt inden for landets grænser.

På grund af blandt andet dårlig planlægning og billeder af døde amerikanske soldater, der blev slæbt rundt i hovedstadens gader, besluttede man at trække FN-styrken ud.

- Det blev en skelsættende begivenhed, siger Carsten Pedersen fra Folkekirkens Nødhjælp.

- Vi troede, at Somalia blev begyndelsen på humanitære interventioner andre steder også, men man brændte fingrene og lader i dag tingene fortsætte deres vanvittige gang. Først når vigtige sikkerhedspolitiske eller økonomiske vestlige interesser er på spil, griber vi ind til fordel for internt fordrevne.

Det blodige resultat blev verden vidne til i sommeren 1994, da knap en million mennesker i det lille afrikanske land Rwanda blev slagtet under tre måneders etnisk udrensning. Vesten, med den amerikanske regering i spidsen, afviste konsekvent at betegne katastrofen som folkemord, fordi det ifølge FN's regler ville have krævet indgriben fra verdenssamfundet.

Kritik af Danmark

Carsten Pedersen kritiserer samtidig Danmark for at være alt for passiv i forhold til verdens millioner af internt fordrevne, og fremhæver i stedet Norge.

- De gør virkelig et godt stykke diplomatisk fodarbejde. Blandt andet er de stærkt medvirkende til, at vi nu er meget tæt på en afslutning på borgerkrigen i Sudan. Det var også nordmændene, der stod bag Oslo-aftalen (fredsaftalen mellem Israel og palæstinenserne fra 1993). Den faldt ganske vist, men Norge forsøgte da i det mindste, siger Carsten Pedersen.

Den kritik synes Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen, er skudt over målet.

- Udenrigsministeren har været særdeles aktiv i køreplanen for fred i Mellem-østen, og Danmark deltager i en lang række fredsbevarende opgaver, påpeger han.

Han understreger også, at regeringen vil spille en endnu mere aktiv rolle, når Danmark efter al sandsynlighed får plads i FN's Sikkerhedsråd til næste år. Han mener også, at krigen i Irak har sat fokus på, hvornår det internationale samfund kan gribe ind i et lands interne anliggender.

- Dit argument for krigen i Irak var jo blandt andet, at man skulle befri indbyggerne fra et brutalt styre. Regeringen i Sudan er da om nogen brutal. Hvorfor griber vi så ikke ind dér, når millioner er i nød?

- Du kan ikke sammenligne de to lande. Irak havde jo invaderet et andet land og set stort på en række FN-resolutioner, men jeg synes, det er vigtigt på den baggrund at diskutere, hvad vi kan gøre på det afrikanske kontinent. Jeg vil dog gerne understrege, at jeg ikke sidder med et endegyldigt svar. Det er et kompliceret spørgsmål, siger Troels Lund Poulsen.

Samtidig tvivler han på, at Danmark ville kunne samle international opbakning til en intervention i Sudan.

- Skal man sætte soldater ind, så skal der jo være en form for ro i landet. Jeg tror, de færreste lande vil sende deres soldater af sted, når en række militser har kontrollen i området.

For Carsten Pedersen er det imidlertid et bevis på, at Vesten i bund og grund ikke interesserer sig for Afrika.

Kalasjnikover

Der er dog enkelte lyspunkter for verdens internt fordrevne. I 1998 vedtog FN et sæt retningslinjer, som skulle gælde behandlingen af internt fordrevne.

- Internt fordrevne har jo ligesom alle andre en række rettigheder, og disse guidelines bygger på alle de eksisterende rettigheder, som de har uanset deres nuværende situation. Dermed kan andre lande og os som organisationer bedre slå på, at et lands regering krænker menneskerettighederne, forklarer sek- tionsleder i Dansk Flygtningehjælp, Eva Green Meinel.

Hun understreger dog samtidig, at retningslinjerne ikke er bindende for FN's medlemslande.

Det er stadig op til den enkelte regering, om den vil lade FN, fredsbevarende styrker eller nødhjælpsorganisationer komme inden for grænserne og hjælpe de internt fordrevne. Gør den ikke det, er situationen for flygtningene uændret.

- Hvis ikke man intervenerer, er de internt fordrevne overladt til militsledere og unge knøse med kalasjnikover, lyder det tørt fra Carsten Pedersen.
  • fyens.dk