Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Danmark som supermagt igen

kort: Gert Ejton

Danmark som supermagt igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danmark er måske et lille land, men når det kommer til kampen om Nordpolen, er vi en supermagt på linje med USA og Rusland

Der var engang, da de danske vikinger gjorde Danmark til en stormagt, som det var svært at komme uden om.

Siden er det gået en hel del tilbage, og vores stormagtsdrømme er blevet til hygge i takt med, at riget er skrumpet, og vi har affundet os med, at "hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes." Lidt har der dog været tilbage, men bortset fra en strategisk interesse har Grønland og Færøerne ikke rigtigt kunnet fylde hullet i den danske selvfølelse.

Nu kan vi dog godt igen begynde at puste os op, for med den globale opvarmning og skyhøje oliepriser er det Arktiske Ocean blevet et af verdens brændpunkter, og her sidder Danmark med blandt de fem lande, der har kyst til havet og dermed kan gøre krav på dele af det.

Og det er ikke blot den smukke natur, som der er rift om.

Ifølge eksperter er der olie i mængder, der svarer til op mod 25 procent af verdens reserver, og med den globale opvarmning er der tilmed udsigt til at kunne komme til den - for slet ikke at tale om de nye sejlruter, der åbner sig.

- Med den smeltende is har man for lang tid siden haft kig på de nye sejlruter, og russerne har allerede sejlet der. Det er for dyrt at sejle med isbrydere, men det er ved at åbne sig, så man kan komme igennem med almindelige skibe. For 15 år siden var det utænkeligt, men nu ser det ud til, at man kan sejle igennem om nogle år, og så vil for eksempel skibe, der sejler biler fra Japan til Europa, forkorte sejltiden med 40 procent, siger Jørgen Taagholt.

Han var tidligere videnskabelig forbindelsesofficer ved Danmarks Polarforskning og har skrevet et række bøger om området.

Kapløb

Der er ingen regler i området, og ingen ejer det, men som i en svunden tid er kapløbet om denne ubesatte plet på globussen begyndt efter alle kunstens regler.

Især Rusland og Canada har været aktive med klassiske territorialmarkeringer, som da Canada i 2005 satte et flag på den lille klippeø Hans Ø, og da russerne plantede et flag på bunden af Nordpolen.

Den slags virker dog ikke som dengang, verden endnu ikke var opdaget af hvide mennesker, som kunne snuppe den med et vestligt flag, men derfor er det alligevel ikke uden betydning, fortæller professor i international politik ved Københavns Universitet, Ole Wæver.

- Det er et stykke tid siden, at der har været sådan nogle stridigheder, og det kommer til at ligne noget fra det tidligere århundrede i Afrika, hvor det bare handlede om at sætte et flag først. Nu er der mest et element af indenrigspolitik i det, men der er også et lille element i at vise, hvad man kan, for det kan være en fordel rent faktisk at være der, så på den måde betyder det noget at plante et flag, siger han.

Derfor er det da også blevet taget alvorligt fra dansk side, at russerne i 2001 og igen for et år siden gjorde krav på et kæmpestort stykke af ishavet og hele Nordpolen. Ikke fordi der har været fare for en væbnet konflikt i området, men mere fordi det for den måbende offentlighed begyndte at se sådan ud med alle de flagplantninger. Så var det, at Danmark trådte frem på denne storpolitiske scene.

- Den danske udenrigsminister ønskede, at de fem lande satte sig ned og drøftede det igennem og blev enige om at følge et fælles regelsæt. Alle landene så et behov for at sende det signal til hinanden og til resten af verden, hvor der har været en del bekymring over, om der var noget på vej, som ikke kunne styres, siger kontorchef i Udenrigsministeriets folkeretskontor Thomas Winkler.
Havretten
Danmark ratificerede den internationale havretskonvention i november 2004. Og fra det tidspunkt har vi 10 år til at gøre krav på havbunden gældende. Artikel 76 i FN's Havretskonvention giver nemlig Danmark og andre kyststater mulighed for at fremsætte krav om en kontinentalsokkel ud over den nuværende grænse på 200 sømil. Grænsen går ved 350 sømil og i nogle tilfælde længere, men kun, hvis kyststaten kan dokumentere, at den del af soklen der strækker sig ud over de 200 sømil, har en naturlig geologisk sammenhæng med den kystnære kontinentalsokkel.

Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS), som består af 21 sagkyndige medlemmer, har udarbejdet retningslinjer for den dokumentation, der skal fremlægges. Det gælder blandt andet havbundens dybdeforhold, geologi og geofysik. Det er også denne kommission, som vurderer, om den pågældende stat, ud fra den foreliggende dokumentation, har et gyldigt krav på området

Kilde: MiljøDanmark nummer 1, 2005
Arktis
Arktis er den nordligste del af jordkloden, i modsætning til Antarktis, der er den sydligste del. Arktis har navn efter stjernebilledet Store Bjørn, der bruges til at lokalisere Nordstjernen. Arktis betyder bjørn på græsk. Arktis defineres også som det land, der ligger nord for trægrænsen.

Arktis er hovedsageligt et hav - blandt andet kendt som Ishavet - omgivet af kontinenter og øer. Det centrale ishav er dækket af is året rundt, mens der findes sne og is i det omgivende land det meste af året.

Kilde: DR

Videnskabsmændenes tur

Det lykkedes Per Stig Møller (K) at få de fem lande samlet i slutningen af maj, hvor alle erklærede, at nu skal det nye territorium fordeles efter de internationale spilleregler.

Kampen om Nordpolen er afblæst, lød det derefter fra byen Ilulissat i Grønland, hvor Per Stig Møller havde sat stormagterne stævne.

Dermed er det slut med de mere spektakulære markeringer, og scenen er overladt til videnskabsmændene, som har indtil 2014 til at bevise, at Nordpolen tilhører netop deres land. Og hvis der ikke er enighed der, så fortsætter kampen også helt civiliseret.

- Man kan godt forestille sig, at der er såkaldte overlappende krav, som skal løses gennem forhandling. Hvis man ikke kan blive enige, er næste skridt international mægling og derefter domstolen i Haag, siger Thomas Winkler.

På Forsvarsakademiet har forskningschef Flemming Splidsboel fulgt det storpolitiske skuespil, og efter mødet i Ilulissat sover han mere roligt.

- Der har været potentiale for en konflikt, men det ser ud til, at parterne er klar til at følge FN-sporet, siger han og giver et bud på, hvorfor Danmark spiller en hovedrolle i processen.

- Det er nok nemmere for os som en mindre stat at spille rollen som mægler og få bilagt en mulig konflikt. Nu handler det om at finde data, der viser, at man har ret til mere end i dag, så det er forskning med et politisk mål, siger han.

Hovedrolle

På Københavns Universitet er Ole Wæver heller ikke i tvivl om, at konflikten nu er flyttet over i geologernes verden, selv om den nok skal komme tilbage til politikerne senere.

- Videnskabsmændene er vigtigere end ubåde med flag, men der er også et element af forhandling, for det er trods alt noget, alle skal være tilfredse med. Den måde, som folkeretslige processer fungerer på, er lidt mere diplomatiske, fordi man i sidste ende ikke kan tvinge især stormagterne til at følge en afgørelse, så hvis domstolen nu gav det hele til Grønland, så ville det ikke fungere, siger Ole Wæver, som vurderer, at Danmark har gjort det ret godt som stormagt.

Men det stopper ikke her. Nu er videnskabsmændene i gang, men lige under det storpolitiske spil mellem ministrene i Arktisk Råd sidder der også en parlamentarisk del af rådet, der sammen med andre nordiske fora arbejder med alle de afledte udfordringer, når Nordpolen skal til at bruges til noget.

En af de mest aktive er folketingsmedlem Niels Sindal (S), som stort set har alle de nordiske kasketter på, der findes. Han er leder af den danske delegation, og gennem Nordisk Råd er han udpeget til det Arktiske Råd og det Vestnordiske Råd. Samtidig er han i Fællesudvalget vedrørende råstoffer, som deler olie og andre råstofrettigheder ud.

- Det er vigtigt at have et overblik. Vi står over for et mangearmet uhyre, med både undergrund, oprindelige folk, søredning og sikkerhed, og derfor skal det løses i sammenhæng. Jeg tror også, det er ved at gå op for landene, at vi er i et skæbnefællesskab, siger Niels Sindal.

Det vilde Nord

Niels Sindal kæmper især for at få fælles regler for sejlads i det arktiske område, hvor trafikken vil vokse voldsomt, når nye sejlruter bliver tilgængelige.

- Problemet er, at hvis vi begynder at sejle endnu mere i fremtiden, kan det give myrekryb at tænke over, at der ikke er nogen regulering af trafikken. Derfor vil vi gerne have en arktisk kode for, hvordan man sejler, så krydstogtskibe fra Middelhavet og russiske olietankere ikke bare ligger og sejler, som det passer dem, siger Niels Sindal.

Dermed handler kampen om Nordpolen også om retten og pligten til at håndhæve et sæt regler, der kan beskytte området. Faktisk er det langt fra sikkert, at de enorme ressourcer er der, eller at man kan komme til dem, og med selvstyreaftalen, som blev underskrevet i sidste uge, kommer eventuelle oliemilliarder under alle omstændigheder til at gå i Grønlands kasse. Alligevel er der ikke tvivl hos Flemming Splidsboel fra Forsvarsakademiet om, at Danmark selvfølgelig skal spille stormagt, når nu chancen er der, for der er trods alt en grund til at plante sit flag, om ikke andet, så bare af princip.

- Alle har en interesse i at udvide deres område. Det er ikke sikkert, der er nogen økonomisk interesse i det, men det koster jo heller ikke noget at have Hans Ø til at ligge derude, som han siger om de danske muligheder for for en gangs skyld at vinde noget udadtil.

Danmark som supermagt igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.