Appel til morder: Meld dig selv

Laila Christensens forældre, Vagn og Inger, og hendes lillesøster Allis Christensen ved det lille urnegravsted ved Næsbyhoved Broby Kirke, som blev Lailas sidste hvilested.
Foto: Yilmaz polat

Appel til morder: Meld dig selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I august 2003 dræbte en ukendt mand familiens ældste datter Laila Christensen. Men Vagn, Inger og Allis Christensen insisterer på at fortsætte livet

De havde ringet og ringet. Hendes mor, hendes far og lillesøsteren Allis. Men Laila svarede ikke. For den 6. august blev livet taget fra hende. Af en ukendt person, som var inde i hendes taglejlighed på Rugårdsvej.

Her fem år efter er han stadig ikke fundet. Og familien Christensen, moren Inger, faren Vagn og lillesøsteren Allis, er tvunget til at leve videre i uvished.

- Han har taget Strits liv, men han skal ikke tage vores også.

36-årige Allis Christensens blik er fast.

Det var hende, der for fem år siden gjorde det makabre fund i lejligheden på Rugårdsvej i Korup, hvor 32-årige Laila Christensen lå død.

Efterhånden som de bange anelser begyndte at nage, da Laila ikke svarede på forældrenes og lillesøsterens opkald, besluttede Allis sig for at køre ud til lejligheden.

Da hun nåede adressen, var hun så angst for, hvad hun ville finde, at det en overvindelse at tage fat i dørhåndtaget, da hun stod i trappeopgangen.

Døren var ulåst.

Allis kaldte, men fik ikke noget svar.

For Laila var død.
Foto: Yilmaz Polat

Intet kan gøres om

- Jeg kan stadig få det dårligt over, at jeg ikke selv tog derhen, siger faderen Vagn Christensen, som gerne ville have skånet sin yngste datter for synet af den døde søster.

Men intet kan gøres om.

Heller ikke for den drabsmand, som måske går frit omkring og lever sit liv.

- Vi får aldrig Strit tilbage, men at vedkommende bare kan leve videre ...

Allis forsøger at sætte ord på det, der gør så ondt.

- Jeg må ikke tænke på, hvem det er. For jeg må ikke begynde at spekulere over, om det er ham, der står bag mig i køen.

Så er Allis bange for, at det løber af med hende. Og det må det ikke, for hun er mor til to små piger.

Da Laila døde, var Allis alene med sin ældste datter, som dengang var tre år. Så hun blev nødt til at tage sig selv i nakken og passe på datteren, som pludselig blev meget ked af det. Bange for at sove alene. For åbne vinduer.

- Det har været hårdt at komme videre. Og at stole på andre igen.

Men det er lykkedes Allis at holde tankerne på afstand, og i dag - fem år efter drabet - har hun mødt en mand, stiftet familie og lever sit liv.

Det samme gør forældrene. Trods alt.

- Vi skal videre. Vi har et barn mere - og børnebørn. Men jeg tør ikke sige, hvordan det var gået os, hvis vi ikke havde Allis, siger Vagn.

Umiddelbart efter drabet måtte han og Inger bede lægen give dem noget at sove på. Og efter nogle dage fik de også et par A4-ark med navnene på forskellige psykologer. Inger og Allis fik glæde af hjælpen. Vagn er mere forbeholden. Han mener ikke, at han får noget ud af at sidde og fortolke billeder ...

I dag klarer de sig selv. Sådan da. For Vagn tænker nogle gange på at få noget hjælp til at efterbearbejde. Men han har ikke gjort noget ved det. Endnu. Ikke fordi han vil undgå at tale om det. Tværtimod. Både han og Inger taler gerne, når folk spørger.

- Jeg tror, vi har bedst af at tale om det. Så vi ikke lukker det inde, siger Vagn.
Laila Christensen.
Laila Christensen.
Foto: privatfoto

Ingen afgørende spor

Men det er svært. Og når hans stemme bæver, er Inger der hurtigt med trøst. De husker alle, hvordan det var, da det gik op for dem, at Laila var væk for altid.

Allis, da hun fandt Laila i lejligheden, og politi og ambulancefolk overtog scenen.

Vagn, da han blev ringet op på sit arbejde. Og Inger, da hendes mand kom hjem og faldt sammen i entreen.

I månederne efter drabet handlede alt om politiets efterforskning. Familien stod frem og bad offentligheden om hjælp til at finde deres datters drabsmand. Men ingen kunne komme med de afgørende spor.

Først mellem jul og nytår var politiet færdig med at arbejde i lejligheden, og den blev frigivet til familien. Alt var sølet ind i rødt pulver fra de tekniske undersøgelser, og politiet havde fjernet de mest personlige ejendele. Vagn og Inger tog lidt med sig. Møblerne blev sendt til genbrug. Hos politiet fik de lov at kigge i kasserne og tage det, de ville gemme.

Andre ejendele har politiet stadig. Så man kan tage sagen op, hvis der kommer nye henvendelser. Familien håber:

- Jeg er ikke så optimistisk, som jeg har været. Men jeg tror ikke, at han går alene med det, siger Vagn.

Og hvis han gør, så håber familien, at det en dag bliver ham for meget. At drabsmanden må gå til bekendelse. Så de kan få den forklaring, som de savner.

- Vi står frem for at rippe op i hans sind. For at se, om han er et menneske. Man kan ikke gå rundt på den måde, hvis man er et menneske, siger Vagn, som håber, at vedkommende, der tog hans datters liv, læser linjerne og får brug for at tale.

Hver især har Vagn, Inger og Allis situationer, lyde og indtryk, der minder dem om drabet.

Allis fik det i lang tid dårligt, når hun hørte sirener, og Vagn har haft svært ved at se kriminalfilm på fjernsyn.

- Når de griber om halsen. Det kan jeg ikke lide.

En sidste gave

Og så er der alle mærkedagene. Jul, fødselsdage, dagen for drabet. Inger mærker dem som den første. Når hun ser datoerne på kalenderen eller i avisen. Som fredag den 25. juli. Da var det fem år siden, Vagn, Inger, Allis og Laila var en tur i byen sammen. Den dag gav Inger sin ældste datter det sidste knus. Og Laila fandt et par ørestikker, som hun ønskede sig til sin fødselsdag. Dagen efter gik Inger ned og købte dem til hende. Fik dem pakket ind. Klar til 8. september, hvor Laila ville fylde 33 år.

Men øreringene er aldrig blevet pakket op. Familiens gave til Laila på hendes 33-års fødselsdag blev i stedet et hjerteformet granitfuglebad, som i dag står på det lille urnegravsted ved Næsbyhoved Broby Kirke foran stenen med inskriptionen:

"Laila M. Christensen. 8.9.1970 - 6.8.2003. Elsket og savnet."

Læs mere i Fyens Stiftstidende søndag

Appel til morder: Meld dig selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce