OP OG NED: Hun har sunget for Grace Kelly, malket køer ved de danske byfester og spillet alt fra bjørn til skildpadde. I fredags fyldte Grethe Sønck 75, og hun fortæller her om et liv, der ikke kun har været grin, gæt og grimasser
Der sad Grethe. Alene hjemme. Hun var netop blevet enke og havde en frossen skulder. Smerter indeni og udenpå.

- Jeg fik en kæmpe nedtur. Jeg havde lige mistet Volmer og var faldet ned af taget. Jeg kunne ingenting foretage mig og havde svært ved at sove om natten.

Sådan begyndte det, der endte med spruttende grin og seersucces. Der var ellers mere end dystert i stuen, og hun sank længere ned i sofaen. Fjernsynet stod på en svensk kanal.

- Og pludselig tog jeg mig selv i at sidde at grine af et program, der hed "Gäster med gester". Det var fantastisk, at en fjernsynsudsendelse for et øjeblik kunne få mig til at glemme, at jeg havde det ad H til, og jeg ringede straks til Erling Bundgaard fra fjernsynet, for det program måtte man kunne bruge til noget.

Året efter mavede Grethe Sønck sig for første gang af sted over gulvet i programmet, der på dansk kom til at hedde "Gæt og grimasser". Viljen havde vundet. Humøret var så småt ved at vende tilbage, og den lille lyserøde pille, som lægen havde ordineret mod tristheden, var erstattet med musik. Nu kunne hun med overbevisning synge visen "Jeg slår et slag for det gode humør" ved årets vinterrevy på Amagerscenen. Noget, det havde knebet med til de første prøver.

Gori i gave

Historien er ikke enkeltstående. Der har ikke altid været noget at grine af i Grethe Søncks liv, men humøret har altid sejret, og hun er med bestemte skridt vendt tilbage.

- Det har sgutte været kedeligt - det har det bestemt ikke, kommer det med et buldrende grin, da hun tager imod foran hjemmet i Rågeleje i Nordsjælland. Et stort hus i bjælkehyttestil med massivt træværk alle steder.

Da hun i fredags fejrede sin fødselsdag med chokolade, boller og 100 gæster på Bakken, lød ønskesedlen da også på Gori-træbeskyttelse frem for nips.

Håndtrykket er fast. Blikket er mildt, men myndigt, da hun trækker os med indenfor i stuen, der byder på sommerhusstemning hele året. Blomsterne klatrer på bjælkerne udenfor vinduerne, døren står på klem til fuglesang i den fugtige have, og gravhunden Rufus tapper hen over parketten, mens Grethe Sønck disker op med jordbær og knækbrød. Efter fem minutter for-står man, hvorfor hun er blevet folkeeje. Her er ingen facader eller forbehold.

- Jeg er ærlig, når jeg fortæller om mit liv. Der har ikke kun været solskin, men man kan ikke leve på en løgn. Når jeg er ude at holde foredrag, fortæller jeg også om nedturene. Dem har der gudskelov ikke været forfærdeligt mange af i mit liv, men jeg fortæller om dem, der var, for det kan være med til at hjælpe folk videre, som står i samme situation, siger Grethe Sønck

Livets gang

Hvis nogen tror, at hverdagen i huset i Rågeleje minder om Grethe Sønck og Volmer Sørensens monotone pensionistvise "Livets gang", hvor lillemor støver af, og den ene dag afløser den anden i uendelig kedsomhed, må de tro om. Sofaen i hjørnet af stuen trækker ikke i Grethe Sønck, der stadig kører landet rundt og synger og holder foredrag. Stemmen er lige så stærk og sprød som i de unge år.

- Men jeg har jo heller ikke røget og drukket, smiler hun bag tekoppen.

- Jeg havde valget mellem at arbejde eller lægge mig ned og dø, og så var det jo ikke så svært at droppe lasterne, forklarer Grethe Sønck.

Efter hun fik astma i midten af 1960'erne, blev de daglige 30 cigaretter skoddet en gang for alle, og siden har hun også takket nej til spiritus. Flaskerne i stuen er til gæster. Lige nu er huset befolket af to jyske veninder, der hemmelighedsfuldt pakker gaver ind, mens de skotter til og spøger med fødselaren. Tonen er bramfri.

- Indvendigt er jeg jo ikke 75. Herinde har jeg stadig lyst til alle de ting, jeg altid har haft, siger Grethe Sønck og peger mod brystet. Hun er i koboltblå sweater, med sart makeup og fint lakerede negle.

- Selvfølgelig ældes kroppen, og jeg har da også fået nogle skavanker, men når jeg møder jævnaldrende, som jeg ikke har set længe, tænker jeg tit: Nøjjj, hvor er han eller hun kommet til at se gammel ud, men jeg glemmer at se på mig selv. Det er ikke til at fatte, at jeg er på vej til de 80 og om få år kan fejre 60 års jubilæum som sanger, siger hun og smiler, så øjnene bliver to varme streger i ansigtet.

Næsten 18

Grethe Sønck var bare en halvstor teenager, da hun vandt sine første amatør- sangkonkurrencer. Egentlig var det moderen, der havde meldt hende til, men sejr afløste sejr, og hun fik blod på tanden. Som 17-årig løj hun sig et år ældre og fik hyre på "Sommerlyst" på Bakken. Visen blev udskiftet med jazzen og Danmark med Sverige i en periode. I 1962 optrådte hun i sin første revy, og siden er det blevet til 49 af slagsen. Søncksen var blevet til det mere mundrette Sønck, og modsat mange af sine kvindelige kolleger, der forsvandt fra scenelyset, blev Grethe Sønck ved med at stå på scenen.

- Der har ikke været dårlige tider for mig. Jeg har altid haft arbejde, og selv om jeg er selvlært, har jeg alligevel fået lov til både at spille Holberg og musical. Jeg har sunget for Grace Kelly og optrådt i det meste af Europa. Det har været fantastisk dejligt, men man skal heller ikke glemme, at det er hårdt at spille revy, når der er 52 grader på scenen, og du har 25 sekunder til at klæde om, siger hun og kaster sig ud i en anekdote fra Cirkusrevyen.

Hun er fuld af gode historier, der fortælles med drama, lune og sans for detaljen. Kun afbrudt af et - "Mere kaffe?", "Flere jordbær?" og andre betænksomheder.

Særligt, når talen falder på perioden med "Gæt og grimasser", begejstrer hun med morsomme anekdoter.

- Jamen, jeg skulle altid spille små dyr. Muldvarper, skildpadder og pindsvin. Altid! Jeg spurgte engang Erling Bundgaard, om det var med vilje, at jeg altid fik de kort, for jeg var jo lidt stor i det. Men jeg havde jo selv kæmpet for at få udsendelsen op og køre, og jeg havde lovet ham, at jeg ville hoppe på tungen, hvis det lykkedes, griner Grethe Sønck.

Ligesom udsendelsen blev indbegrebet af Grethe Sønck for flere generationer af børn og unge, er sangen om Klaus Jørgen, der forduftede til USA, blevet en af hendes tro følgesvende.

- Jeg har aldrig forladt et sted, uden at folk har bedt mig om at synge den. Den var et megahit. Efter at have malket en ko i tv i Tivoli, dannede det mode rundt om til alle byfesterne, og jeg malkede køer på scenen i hver en krog af Danmark.

Fint at være folkelig

Grethe Sønck har været alene, siden hun mistede Volmer Sørensen i 1982. Hans ånd hviler dog stadig over huset, som de købte sammen i begyndelsen af 1960'erne. På havevandringen blandt bede og blomster viser Grethe Sønck et kunstværk, Volmer fik til sin fødselsdag, og han lytter med fra det store portræt i stuen, når hun fortæller om de 24 års parløb, der af og til var mere udfordrende, end hun ønskede sig.

- Jeg troede, det ville gå over, når vi blev gift, men det gjorde det ikke. Han var som en sæk lopper. Jeg havde aldrig været jaloux før, men pludselig blev jeg mistroisk og holdt øje med hver en lille forandring. Om han brugte lidt mere duft eller ordnede sine negle. Mænd tror, de er så hemmelige, men det af-slører sig, og når man kender sin mand godt, kan man se, at han er utro. Min mors mand havde også været hende utro, og hun mente nærmest, at utroskab hørte med til ægteskabet, og nogle gange følte jeg, at hende og Volmer rottede sig sammen.

Alligevel var det en stor sorg, da Volmer Sørensen døde. Senere mistede Grethe Sønck også sin mor, og inden for de senere år har hun også mistet sin søster. Men smilet er vendt tilbage igen. Efter nogle måneder med usikkerhed og medicinkvalme på grund af vinterens knæoperation.

- Der har været hårde perioder, men der har altid været noget, der fik mig videre. Det har noget med vilje at gøre. Jeg tager mig selv i nakken og spørger, om jeg vil bruge resten af mit liv op at sidde her og være ked af det. Jeg skal videre. Man bliver nødt til at hive sig selv op ved hårene og fortælle sine venner om problemer og spekulationer, siger Grethe Sønck og ser et øjeblik alvorlig ud. Kort efter varmer hun stuen op med endnu en historie.

- Der er en grund til, at folk altid synes, jeg virker så glad. Jeg har sjældent haft grund til andet, det har nogle gange været svært på privatfronten, men jeg slår stadig et slag for det gode humør.

Da bilen knaser ned af grusvejen, efter Grethe Sønck har vinket farvel med gravhunden under armen, udbryder fotografen imponeret:

- Man kan sgu da ikke se, at hun er 75. Hun ligner jo én på 60.

Grethe Sønck er langt fra færdig. Hun drømmer stadig om at få lov til at instruere en lille revy og er bestemt ikke ked af at være hele Danmarks Grethe.

- Jeg opfatter folkelighed som noget positivt. Det er ikke noget, man kan købe, men noget man er født med. Enten har man det, eller også har man det ikke, og jeg er meget stolt over den betegnelse.
  • fyens.dk