Han kaldes bare "Q", han er døbt Quincy Delight Jones Jr., men de fleste kender ham som Quincy Jones, den helt legendariske komponist, arrangør, orkesterleder og pladeproducer gennem mere end seks årtier. Hjemme i privaten har han ikke færre end 28 grammy-priser. Onsdag den 14. marts bliver han 85 år.

Han blev født i Chicagos rå South Side, men voksede op i Seattle på den amerikanske vestkyst, oppe mod nord, hvor det altid regner. Han interesserede sig for musik fra han var helt lille og modtog bl.a. undervisning på Berkeley College of Music. Som ungt menneske var han orkesterleder og arrangør på 1950'ernes jazz-scene.

I 1968 var Quincy Jones og sangskriveren Bob Russell de første sorte amerikanere der blev nomineret til en Oscar, samme år var han nomineret også for en filmsang, "The Eyes of Love", fra en film som ingen husker i dag, men også for sit musikalske bidrag til filmatiseringen af Truman Capotes "Med koldt blod".

Og i øvrigt blev han i 1971 den første sorte orkesterleder, der kom til at stå i spidsen for orkestret ved årets Oscar-uddeling.

Som pladeproducer var han sammen med Michael Jackson med til at udgive Jacksons albums "Off the Wall" (1979), "Thriller" (1982) og "Bad" (1987) ligesom han både var producer og orkesterleder på sangen "We Are the World" (1985), fra hvilken indtægterne gik til ofrene for en sultkatastrofe i Ethiopien.

- Jeg har lært alt af Ray Charles, har Quincy Jones fortalt.

- Vi traf hinanden, da jeg var 14 og han var 17. Dengang sang han lidt som Nat King Cole og Charles Brown - og han spillede alt som Charlie Parker. Der var meget racisme dengang i '40erne, men hver dag sagde vi til os selv: "Ikke en dråbe af mit selvværd afhænger af, hvad de mener om mig."

Jones og Frank Sinatra havde mødt hinanden i 1958, da de begge var inviteret til at optræde ved et velgørenhedsarrangement foranlediget af fyrstinde Grace i Monaco. Seks år senere engagerede Sinatra ham til at være orkesterleder på Sinatras andet album med Count Basies orkester, den der hed "It Might as Well Be Swing" (1964).

Ikke mindst dirigerede og arrangerede han også Sinatras album ved den berømte live-optagelse på Sands i Las Vegas (1966). Også da Frank Sinatra, Sammy Davis Jr., Dean Martin og Johnny Carson optrådte ved en velgørenhedskoncert i juni 1965 i St. Louis, Missouri, og næsten 20 år senere arbejdede de sammen igen i 1984 på lp'en "L.A. Is My Lady".

- Frank Sinatra tog mig et helt andet sted hen, til en anden planet, har han taknemmeligt fortalt om deres samarbejde.

- Jeg arbejdede sammen med ham, helt indtil han døde i 1998. Han efterlod mig sin fingerring. Jeg tager den aldrig af. Når jeg rejser til Sicilien, behøver jeg ikke at tage pas med. Jeg viser dem bare ringen. (Berlingske)