Musiker er vel i virkeligheden et lidt fattigt ordvalg, når man skal beskrive engelske Brian Peter George St John le Baptiste de la Salle Eno , der tirsdag den 15. maj fylder 70 år.

Rockpioner, superproducer eller slet og ret lydfilosof ville alle være mere præcise beskrivelser.

Allerede i 70'erne tog han afstand fra arbejdsbeskrivelsen musiker og kaldte sig "ikkemusiker".

Eno, som trods det aristokratiske navn er søn af et postbud fra Suffolk, er uden formel musikalsk uddannelse og i øvrigt ikke synderligt teknisk bevendt, efter eget udsagn, med et instrument i hænderne.

Til gengæld har han rykket grænserne for, hvordan en kunstner kan manipulere og rykke grænserne i et lydstudie.

Her har han udviklet nye former for elektronisk musik, programmeret lydinstallationer til kunstudstillinger og lufthavne, og ageret kreativ fødselshjælper som producer for navne som U2, Coldplay og David Bowie.

Første kapitel i historien om fænomenet Eno blev skrevet i glam rockbandet Roxy Music, som han var med til at starte i 1971.

Uoverensstemmelser med frontmanden Bryan Ferry betød dog, at han forlod bandet efter blot to album og påbegyndte en meget rost solokarriere allerede to år senere.

I årene, der fulgte, indspillede han nogle af de bedste eksempler på hans særlige form for avantgardistisk popmusik. Og han har siden været uhyre produktiv både som producer, sammen med andre og som soloartist.

En anden væsentlig bedrift er, at han udviklede, hvad der senere skulle vise at være en helt ny musikalsk genre, nemlig ambientmusikken.

Hans særlige talent for at kunne "male" med lyd, og arbejde med musikken som en slags tekstur, er markant på et album som "Another Green World" fra 1975.

Det særlige ved den plade er, at numrene vitterligt lyder som det, de hedder. For eksempel skaber han et buldrende lydbillede på det instrumentelle åbningsnummer "Sky Saw".

Brian Eno eksperimenterer utrætteligt med musikken, men holder sig helst fra at skrive tekster.

Musik bærer i sig selv en række budskaber, som ord kan risikere at flytte lytterens fokus fra, mener han.

Som maleren kaster han utrætteligt lyde op på lærredet og ser, om de ikke på et tidspunkt skulle sige ham noget interessant.

Og ligesom et maleri aldrig rigtig bliver færdigt, kun forladt, som det berømte citat lyder, bliver den nysgerrige Eno nok ved med at kaste nye idéer op på lærredet i en rum tid fremover. (Ritzau)

  • fyens.dk