Et af de spørgsmål, som jeg oftest bliver konfronteret med som økonom, er, hvad kommer der til at ske med renten, og hvilket lån skal vores familie vælge?

I perioder har jeg følt mig lidt som lægen, der til middagsselskabet bliver konfronteret med tante Odas tennisalbue. Men jeg har ikke nødvendigvis geniale privatøkonomiske råd at øse af mellem silden og det lune. 

Når det er sagt, så forstår jeg jo godt, hvorfor spørgsmålet fylder så meget i mange familier. Renteudviklingen og valget af lån spiller en stor rolle for privatøkonomien for boligejere - og det kan gøre en kæmpe forskel for ens privatøkonomi, hvis man får valgt den rette lånetype. 

Problemet er blot, at man ikke kan sige, at én type lån er bedre end en anden - og dermed bliver det også umuligt at svare på spørgsmålet om, hvilket lån der er bedst.

Det er ikke muligt at sige, hvilket lån som er bedst, så lad os nu bare få den lune flæskesteg på bordet.

I perioder med faldende renter er det i udgangspunktet en god idé med et variabelt forrentet lån. I perioder med stigende renter er det fordelagtigt med fastforrentede lån.

Den optimale lånstrategi er nem, rent teoretisk. Vælg variabelt forrentede lån så længe renterne falder, men konverter til fastforrentede lån dagen inden, de lange renter begynder at stige. Hold fast i lånet med fast rente, indtil renten topper, og læg så lånet om til et variabelt forrentet lån. Ved denne omlægning kan du så glæde dig over, at kursfald på dit lån med fast rente har sikret, at restgælden er blevet reduceret.

Strategien er intet mindre end genial og ufejlbarlig. Når du er færdig med at vælge lån, så kan du også håndplukke de aktier, som du ved vil stige, og lottotallene skal naturligvis vælges med samme sikre hånd.

Problemet er desværre bare, at hverken jeg eller andre ved, hvor renten vil bevæge sig hen, så den fine teoretiske anbefaling er i praksis ubrugelig. Ligesom det heller ikke er en god idé at satse på, at ens privatøkonomi skal baseres på forventede lottogevinster.

Når det er sagt, så kan man jo godt bruge den grundlæggende tankegang i privatøkonomien. I disse år er centralbankernes rente negativ - det er usædvanligt. Det kan sagtens fortsætte en rum tid endnu, men skal vi sætte sandsynlighed på, så er det nok mere sandsynligt, at renten om fem år er højere end nu, end den er lavere. Det taler umiddelbart for fastforrentede lån.

Omvendt er der en del, som tyder på, at renten ikke kommer til at stige ret meget på den korte bane. Den danske rente er på grund af fastkurspolitikken bundet op på renten i Europa, og den europæiske centralbank valgte i sidste uge at forlænge deres såkaldte opkøbsprogram, så det som minimum løber til september næste år.

Man behøver ikke at forstå centralbankens opkøbsprogram, det vigtige er, at det er usandsynligt, at renten bliver sat op, så længe opkøbsprogrammet løber. I tillæg til det, så vil der sandsynligvis gå noget tid fra, at opkøbsprogrammet udløber til, at man sætter renten op, og så er vi nok nået ind i 2019.

Nu er det de færreste af os, som triller ned i Havnegade i København for at låne i Nationalbanken. Det kræver en banklicens, hvilket jeg i hvert fald ikke har. Vi låner typisk til boligkøb ved hjælp af realkreditobligationer, og obligationsrenten følger ikke centralbankens rente slavisk. Renten på obligationerne kan derfor godt ændre sig uden, at centralbankrenterne gør, men der er dog grænser for hvor meget.

At Nationalbanken ser ud til at holde renten uændret længe betyder således ikke, at den rente, vi almindelige mennesker kan låne til, ikke vil ændre sig, men det betyder, at der er grænser for, hvor store renteændringer vi sandsynligvis kommer til at stå overfor.

Med andre ord så ser det ud til, at rentestigningerne kun kommer langsomt, hvilket kan tale for variabelt forrentede lån i hvert fald en tid endnu - det vil sige det modsatte af før. Det er med andre ord ikke muligt at sige, hvilket lån som er bedst, så lad os nu bare få den lune flæskesteg på bordet.

  • fyens.dk