Rigtige venner kan købes


Rigtige venner kan købes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lars Løkke og Claus Jensen har fundet hinanden, fordi de har brug for hinanden

"Nej, desværre, han er i München.”
Det var beskeden, da Fyens
Stiftstidende i foråret inviterede Metalformanden Claus Jensen til at deltage i Det fynske Folkemøde.
En uge før folkemødet hed det, at han kom tidligere hjem fra München, men havde et ”andet møde”.
Det havde han også.

”Jeg er på hjemmebane”, sagde Claus Jensen, da han sidste weekend dukkede op til Venstres landsmøde i Odense Congress Center. Han tilføjede, efter klapsalver, at han mente på Fyn, men fortalelsen blev hørt og forstået hos både socialdemokrater og i den øvrige del af fagbevægelsen.

Med talen, som godt nok var meget fredsommelig i forhold til regeringen og på ingen måde gjorde Metal til et halehæng til Venstre, fik Claus Jensen alligevel sat en streg under Metals forvandling fra værdiorganisation til interesseorganisation, der sætter medlemmernes ve og vel over politiske interesser.

Sådan læses det hos Socialdemokraterne, som indadtil er rystede, men udadtil lader som ingenting og slår det hen med, at det ”jo er meget forståeligt, at Metal vil tale med alle forbund.” Det er ren skalkeskjuls-tale - Claus Jensens tale på Venstres landsmøde er en af den slags politiske begivenheder, der går over i historien. Ikke talen, men begivenheden.

Metal har altid været det trofaste forbund, der støttede partiet med stort P som i Socialdemokraterne. Metal var med til at bringe Poul Nyrup Rasmussen til magten i sin tid. Metal trådte til med analyse- og sekretariatsbistand, da Socialdemokraterne mistede regeringsmagten i 2001 og dermed magten over statsapparatet. Det var også Metal, der rådede og fik Nyrup overtalt til at tage en folkeafstemning om euroen i 2000, som han godt nok tabte.
Og det var Metal, der i høj grad var med til at få Helle Thorning-Schmidt valgt i 2005. Metal har altid stået last og brast med S, mens 3F har været dem, der har brokket sig højlydt, når S førte blå politik. Her har Metal nikket og samtykket.

Derfor gør Claus Jensens tale på Venstres landsmøde også ondt. Meget ondt.

Men talen er en logisk følge af det, der er sket, siden treparts-forhandlingerne brød sammen sidste sommer. Metal, under den daværende formand Thorkild Jensen, kunne ikke levere to fridage, og så lukkede Bjarne Corydon som bekendt forhandlingerne.

Samtidig lukkede han også for forholdet mellem parti og bevægelse. Toppen af partiet - med Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Cory-don og Morten Bødskov - kappede troen på bevægelsen og vendte i stedet ansigtet mod arbejdsgiverne i DI, som i dag har en kæmpe indflydelse i og på regeringen.

Det efterlod fagbevægelsen på perronen. Der er stadig møder mellem LO’s top og regeringstoppen, hvor Corydon, Henrik Sass Larsen, Mette Frederiksen, Carsten Hansen og Henrik Dam Kristensen deltager, men den varme linje er kold.

Omvendt er det ovre hos Venstre. De har ingen kontakter til Dansk Industri, DI, som i dag er den reelle arbejdsgiverorganisation, ikke Dansk Arbejdsgiverforening, DA. Dem har Ventre så til gengæld kontakt til, men det er ligegyldigt. Magten ligger i DI, der med direktør Karsten Dybvad i spidsen har et tæt forhold til regeringen, især til Bjarne Corydon.
Det frustrerer Venstre, at arbejdsgiverne på den måde har valgt den rødmelerede regering, ligesom det frustrerer fagbevægelsen.
Rent politisk har Venstre under Lars Løkke også opgivet noget af den ideologiske kamp mod fagforeningerne, som Anders Fogh stod for.

Løkke vil gerne være formand for et folkeparti, og med mange arbejdervælgere, især blandt Metals medlemmer, er der grund til at bløde op på ideologien. For eksempel ved at åbne for, at A-kasserne kan få del i jobformidlingen. Det var et af slagnumrene, da S-SF lavede Fair Løsning, det er bare aldrig blevet reel politik, selv om det vil betyde så utroligt meget, især økonomisk, for en hensygnende fagbevægelse.

Nu viser Venstre, som etablerede de kommunale jobcentre, at de er klar til at slække på deres egen politik. Det var Metal de første til at kvittere for - de havde også fået det at vide på forhånd, så de havde kommentarerne klar.

Der var derfor flere grunde til, at Claus Jensen valgte at takke ja og tage lidt tidligere hjem fra München, da Lars Løkke Rasmussen midt i september ringede og inviterede ham til at tale på partiets landsmøde.

Ved at stille sig op på partiets talerstol fortalte han både, hvem han selv var, men i lige så høj grad, hvad hans forbund var ved at blive: En interesseorganisation. Fordi nytten af at være socialdemokratisk værdiorganisation er ikke-eksisterende, når de, hvis værdier man skal forsvare, har kappet båndene.

Derfor vil man ikke se Metal bruge de kræfter og summer, som blev brugt i sidste valgkamp for at få en socialdemokratisk ledet regering. Dengang var det både et politisk ønske, fordi Metal er socialdemokrater, men også, og i højere grad, en kamp for at undgå det, som Metal anså for en borgerlig massakre på fagbevægelsen.

I dag er det anderledes. Det politiske lys er på vågeblus, og det borgerlige alternativ viser under Lars Løkke ikke de tænder, der før bed så hårdt i blandt andet Metal.
Derfor gik Metal solo.

Og Venstre?
Her er interessen noget mere tydelig. Med Claus Jensen på talerstolen var det nærmest som at få serveret de socialdemokratiske kronjuveler på et sølvfad. Det siger man ikke nej til.

Der er også kommet et tæt forhold mellem Venstre og Metal, efter at Claus Jensen blev formand. Før talte man sammen, nu spiser man sammen.

Claus Jensen har længe haft et tæt forhold til Lars Chr. Lilleholt, der går helt tilbage til en af Lindø-værftets juletræsfester i midten af 1990’erne. Lilleholts svigerfar arbejdede på Lindø, Lilleholt var nyvalgt i Odense Byråd, og Claus Jensen ville, som tillidsmand, også gerne have politiske kontakter til borgerlig side. I løbet af det sene-
ste år har Lars Løkke også lært Claus Jensen at kende, og her er god kemi.

Vældig god kemi faktisk. Og det er ikke usædvanligt, at Claus Jen-sen er vært for en god middag i
Metalhuset i Nyropsgade i København. Her kommer socialdemo-kraterne også, og de spiser også gerne med, men det gør Venstre-folkene også. Både Løkke, Lilleholt og, som fjerdemand, Søren Gade, som i dag sidder i Landbrug og Fødevarer.

Det betyder ikke, at Venstre vil til at føre en politik, som er fagbevægelsens livret. Det betyder heller ikke, at Claus Jensen og Metal holder op med at være socialdemokrater. Eller at han ikke længere vil anbefale sine venner at stemme socialdemokratisk. For det vil han.

Men det betyder, at Metal som det første, store forbund har gjort op med sig selv, at når der ikke er noget forhold - som der ikke er til S-toppen - er det ikke utroskab at gå ud med Venstre. Så er det et spørgsmål om at gå selv.

God søndag

Af Elisabet Svane, politisk redaktør
elsv@fyens.dk

Rigtige venner kan købes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.