Politik og virkelighed


Politik og virkelighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Hverken mere eller mindre."

Der er politiske sætninger, der bliver ved at hænge ved. F.eks. Helle Thorning-Schmidts ord fra 28. august 2009, hvor hun og SF's Villy Søvndal fremlagde deres fælles skatteudspil og samtidig gjorde det krystalklart, at det var sådan, det ville blive: "Hverken mere eller mindre". I en fremtid, hvor hun skulle være statsminister i en S-SF regering med Søvndal i en fremskudt rolle.

Det blev som bekendt til noget mindre, for først lugede Radikale ud i udspillet, så gjorde Socialdemokraterne og SF det videre arbejde og endelig fik Venstre lov til at blåstemple skattereformen i juni 2012. Og det var vel at mærke uden hverken millionærskat eller forhøjede selskabsskatter.

"Hverken mere eller mindre" mødte virkeligheden. Den politiske virkelighed.

Da Villy Søvndal i 2012 gik af som formand og efterlod et noget forslået SF, var Astrid Krag hans foretrukne kandidat. Men ikke medlemmernes - og den relativt nyvalgte fynbo, Annette Vilhelmsen, stillede op mod Krag. Vilhelmsen sagde i valgkampen, at hun ville udfordre det regeringsgrundlag, som S, SF og især R var blevet enige om.

Hun blev valgt overvældende, men efter det første møde på Marienborg, hvor hun ikke kun spillede bordtennis med Helle Thorning og Margrethe Vestager, lød det fra Vilhelmsen, at hun bakkede fuldt og helt op om regeringsgrundlaget.

Også hun havde mødt virkeligheden. Den politiske virkelighed.

Og hvorfor nu rippe nu op i alt det? Helle Thorning er ikke længere statsminister, men måske på vej til et job som FN's flygtningehøjkommissær. Og Margrethe Vestager er ikke længere radikal leder, men EU-kommissær. Villy Søvndal er slet ikke i politik, men i Sdr. Bjert.

Og Annette Vilhelmsen er på vej til Nordfrankrig på cykel.

Fordi virkeligheden, også den politiske, har det med, om ikke at gentage sig, så dog at vise sig i situationer, der til forveksling ligner noget, vi har set før.

I marts, mens Thorning stadig var statsminister, blev en række partier, S, R, SF, V og K, enige om den aftale, der danner grundlag for folkeafstemningen 3. december om delvist at afskaffe vores EU-retsforbehold. Det var en aftale, der var skabt i en politisk virkelighed, hvor DF's udlændingepolitik har vundet indpas langt ind i både Venstre og Socialdemokraterne, så derfor er den fælles asyl- og udlændingepolitik udeladt og skal forblive på danske hænder. SF og R er uenige, men har måttet bøje sig.

Det er en aftale, der er født i en politisk virkelighed, som ændrede sig.

I valgkampen i juni i år lancerede blå blok et EU-udspil, som fik en del Venstre-folk af den gamle Uffe Ellemann-Jensen-skole til at løfte øjenbrynene, mens DF næsten ikke kunne få armene ned af bar begejstring. Blå blok gav håndslag på at støtte Storbritannien og premierminister David Cameron, som vil have en ny aftale med EU, som det britiske folk skal stemme om i 2017. Og blå blok gav også håndslag på, at EU-borgere i fremtiden skal optjene ret til velfærdsydelser i Danmark, selv om EU-Kommissionen har fastslået, at det er i strid med EU-reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Med aftalen rykkede Lars Løkke Venstre et stykke væk fra den ellers EU-positive linje, partiet har stået for - men som DF's succes har lagt et voldsomt pres på. Aftalen var, set fra Venstres side, et forsøg på imødekomme og dermed stække DF og samtidig fastslå, at Danmark skal forblive i EU.

For to uger siden var Lars Løkke Rasmussen så i Berlin, hvor han mødte forbundskansler Angela Merkel. Her skar han ud i pap, at Danmark har et "særligt standpunkt": Nemlig at vi ikke vil være med i den fælles asylpolitik.

I slutningen af forrige uge stod det klart for Lars Løkke Rasmussen, at EU-Kommissionen ville komme med endnu et forslag til fordeling af flygtninge, denne gang bundet op på Dublin-forordningen. Her er vi kun med, fordi vi har en parallel-aftale, ellers står forbeholdet i vejen. En ændret Dublin-forordning kan betyde, at Danmark enten skal sige ja til kvoter for at være med eller stå uden for en ny Dublin-forordning. Hvilket vil betyde, at Danmark ikke kan sende asylansøgere tilbage til andre EU-lande, men selv skal behandle alle ansøgninger.

Sidste søndag ringede Angela Merkel så til Lars Løkke, som lovede at Danmark ville tage 100 asylansøgere fra Tyskland.

Mandag blev de længe annoncerede "bliv væk"-annoncer bragt i en række libanesiske aviser, samtidig med, at flygtninge fra især Mellemøsten gik ind i Danmark. Og Lars Løkke Rasmussen måtte indkalde Folketingets partier og sige til offentligheden, at tiden nu kaldte på en fælleseuropæiske løsning.

Her mødte Lars Løkke Rasmussen virkeligheden. Europas og verdens virkelighed.

Politik og virkelighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.