Debat: Der er en vej ud af ghettoen - Længe leve provinsen
Af: Forfatter Carsten Jensen

Er øsamfund ghettoer, parallelsamfund, uden nogen frivillig forbindelse til omverdenen? Danmark er på mange måder et øsamfund. Men hvad med Jylland? Er det ikke jyderne, der har ry for at være tunge og indadvendte, altså sådan lidt ghetto-agtige af mentalitet?

Der er en historisk forklaring på den jyske sendrægtighed. Når du er landfast og oven i købet forbundet med hele det europæiske kontinent, kan hvem som helst spadsere ind over dine marker, stjæle dit kvæg og forgribe sig på kvinderne, og så bliver du nødvendigvis defensiv og indadvendt. Du har noget at vogte over, og tillid til fremmede kan også være en farlig blottelse.

Øer kan også blive hjemsøgt. Mørkhårede mænd og kvinder på Færøerne vidner om besøg af tyrkiske pirater. Men øboere har en grundlæggende anden mentalitet end fastlandets indbyggere. De er egenrådige og selvhjulpne. Det er de nødt til at være. Men gør det dem til ghetto-boere? Der er en ting, øboerne ikke kan være, og det er selvtilstrækkelige. Så det første, de lærer sig, er at bygge en båd og sejle den. De må ud på den anden side af horisonten. Jyder kender til hjemvé. Øboer kender til udlængsel. Det er spændvidden i det danske sind, mellem hjemvé og udlængsel, og det er også her, vores indre konflikt befinder sig. Men måske er det ikke noget tilfælde, at vores hovedstad ikke befinder sig på fastlandet, men på en ø. Vores blik var altid mere udadvendt end indadvendt.

Ordet provins har en nedladende klang. Nu er ordet udkant kommet til. Man kommer ikke længere fra en egn i landet, man kommer fra et udkantsområde, og det lyder som en diagnose. Statsminister Lars Løkke gjorde med sin strukturreform i 2007 sit til at skabe det grimme ord, da han sammenlagde kommuner og nedlagde fællesskaber. Nu vil han gerne råde bod. Det gør han med en tvangsdeportering af en række statslige institutioner til provinsen, dog fortrinvis til de administrative centrer, der i forvejen findes. Helt ud i kanten når de tvangsdeporterede ikke, og der er da også god grund til at spørge, hvad en landsby eller ø skal med en flok fremmedgjorte akademikere, der oplever deres udflytning som en dansk parallel til Stalin-tidens sibiriske Gulag og næppe vil magte at skabe sig en meningsfuld plads i et påtvunget fællesskab.

Det er da heller ikke sådan, at udkantens problemer løses. Alle mennesker har behov for at føle sig som verdens centrum, også selv om de godt ved, at afgørende beslutninger bliver truffet et andet sted. Når rådhuset nedlægges, den lokale skole og sygehuset forsvinder, når posthuset flytter ind hos 7/11 sammen med billetsalget til den offentlige trafik, der i øvrigt bliver mere og mere sparsom, hvad er der så tilbage af fællesskabsfølelsen? Din by forsvinder fra landkortet sammen med historien om dem, der skabte den. Du er fra nu af hr. og fru Ingenting. Den populistiske protestbølge, der i disse år går gennem Europa, handler ikke så meget om et nyt politisk engagement som om det modsatte: Mennesker, der mister deres motivering til at deltage i fællesskabet, fordi der ikke længere er et. Tag Dansk Folkeparti. En femtedel af vælgerne stemmer på dem til folketingsvalget, men ved kommunalvalget formår de kun at vinde en borgmesterpost. I nærbillede er populisterne ikke tillidsvækkende.

For en del år siden var Marstal ved at miste sin navigationsskole. Øboerne stod sammen og vandt slaget. Nogle år senere mistede de deres færge. Nu har de igen stået sammen og uden en hjælpende hånd fra hverken stat eller komnunalbestyrelse dannet et færgeselskab. Snart sejler der igen en færge på Marstal. Marstal er igen verdens centrum. Det er sådan, udkanten hører op med at være udkant, ikke ved påtvungne løsninger, der i sidste ende fastholder centralismen, men gennem lokalkendskab, også om mennesker og deres behov, opfindsomhed og gåpåmod. Det er vejen ud ad af ghettoen.