Redaktøren i den røde stol: Pivskid i popmusikken


Redaktøren i den røde stol: Pivskid i popmusikken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg har længe haft det på fornemmelsen. Popmusikken er blevet mere jammerlig og selvmedlidende, end dengang midt i 80'erne, da vi brølede med på "Magi i luften" og "Sui Sui" og "Kys det nu det satans liv". Dengang var sangene fulde af vild energi og lysten til at stikke af fra det hele - og kysse resten. Vi skulle ud "under åben himmel" og "løbe hjemmefra - uden at spørge mor og far" og et sted derude lå verden og ventede "kun på dig", som TV2 hævdede.

Men pludselig gik der totalt pivskid i popmusikken. Burhan G sang om det, der gør "Mest ondt", REM jamrede sig gennem "Out of Time" og Michael Jackson brød bogstavelig talt sammen i gråd på scenen - nærmest som fast indslag til koncerterne.

Siden er poppen blevet endnu mere mørk og indadvendt. Den festivalaktuelle hitmager Ed Sheeran nærmest græder sig igennem nummeret "Save Myself", der angiveligt handler om hans eget alkoholproblem. Man kommer uvægerligt til at tænke på det berømte citat fra Emil fra Lønneberg, hvor der står: "Og borgmesteren holdt en tale. Den handlede mest om ham selv. Så han blev lidt rørt".

I denne uge kom det så frem, at der ér faktisk noget om snakken. Popmusikken har fået ondt i livet. De sidste tre årtier er der produceret færre glade popsange, og i stedet er popmusikken blevet trist og sørgmodig.

Det bliver dokumenteret i en undersøgelse fra Royal Society Open Science ved University og California, hvor man har undersøgt en halv million popsange, der er udgivet i Storbritannien i årene 1985 til 2015. Forskerne har kategoriseret sangene efter stemning, og i den proces har de fundet ud af, at popmusikken er blevet mere melankolsk, skriver Berlingske Tidende.

Forklaringen skulle være, at de unge også er blevet mere melankolske og triste, end vi var dengang midt i 80'erne.

Anders Reuter, der er forsker i popmusik - sådan én har vi åbenbart - siger:

"Teenagere og folk i 20'erne har det sværere i dag og er udsat for et langt større pres end tidligere. Og så er det rart, at man kan sætte et 3,5 minutter langt popnummer på, hvor de kan spejle sig i sangens stemning og tekst".

Det, de unge spejler sig i, er for eksempel Ariana Grande og hendes nummer "Breathin'", der handler om angst og frygten for, at himlen falder ned, eller Shawn Mendes og hans nummer "In My Blood", som handler om hans første angstanfald, hvor det føltes, som om væggene lukkede sig sammen om ham, og at ingen medicin var stærk nok til at hjælpe. Og så er der selvfølgelig rapperen Kid Cudi, der i sangen "Wounds" synger om dengang, han var indlagt med depression.

Det er med andre ord barske emner, som den ellers så livsbekræftende popmusik er begyndt at beskæftige sig med. Man kan kun være glad for, at man befinder sig på den side af generationskløften, hvor vi sang "Kys det nu, det satans liv". Ovre på den anden side af kløften kunne det lyde, som om de synger "Frygt det nu, det satans liv".

Redaktøren i den røde stol: Pivskid i popmusikken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce