Verdens længste roman blev aldrig færdig

Proust blev opfattet som en amatør med dårlig arbejdsmoral, men i virkeligheden havde han alvorlige problemer med helbredet, og de sidste år af sit liv isolerede han sig mere og mere og helligede sig sin roman. Foto: Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix

Verdens længste roman blev aldrig færdig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Over én million ord om tid, erindring, søvnløshed, madeleinekager og meget andet udgør Marcel Prousts voluminøse mesterværk. Næsten 100 år efter hans død er det stadig den længste roman, der nogensinde er blevet udgivet. Detter er femte og sidste afsnit i en sommerserie om rekordbøger.

Historien går, at Marcel Proust ved et poetisk sammentræf døde samme dag, som han færdiggjorde slutningen af syvende og sidste del af sin mammutroman "À la recherche du temps perdu" - "På sporet af den tabte tid". Sådan en historie er selvfølgelig for god til at være sand.

Faktum er, at hverken syvende eller for den sags skyld femte og sjette del af bogen var færdige, da den astmatiske og tilbagetrukne forfatter udåndede som følge af lungebetændelse 18. november 1922, 52 år.

Proust skrev hurtigt, men han skrev også langt - for langt - og hans tekster fik altid først deres endelige form efter en meget omfattende redigering. Den redigering havde de tre sidste bind ikke været igennem, da forfatteren døde, og hans notesbøger med de rå udkast var forsynet med myriader af overstregninger, tilføjelser og notater.

Omkring 1913 fortalte Proust om sin skriveproces i et brev til en ven. Han beskrev, hvordan han udnyttede hver eneste millimeter blankt papir i sine notesbøger til at lave notater og tilføjelser, og hvordan han klistrede små sedler ind på siderne for at få plads til yderligere noter. I samme brev hævdede han, at han slettede så meget af det, han havde skrevet, at mindre end én ud af 20 linjer af det originale udkast stod tilbage, når han var færdig med at redigere.

Prousts udkast var med andre ord temmeligt svære, hvis ikke umulige, at tyde for andre end ham selv. Vi kan altså ikke være sikre på, at de tre sidste bind af "På sporet af den tabte tid", som udkom i årene efter Prousts død, på nogen måde ligner dét, som forfatteren havde tænkt sig.

Prousts spørgsmål
I aviser og magasiner vil man ofte se, at kendte personer bliver stillet en række faste spørgsmål a la "Hvad er din favoritdyd?" og "Hvad er lykke for dig?" Disse spørgsmål kaldes Prousts spørgsmål, ikke fordi de blev opfundet af Proust, men fordi han i sin pure ungdom fandt en liste med 37 spørgsmål i en poesibog og besvarede dem med stor entusiasme.Prousts oprindelige besvarelse blev fundet i 1924 og er siden blevet solgt på auktion for næsten 103.000 euro, men det var den franske tv-vært Bernard Pivot, der for alvor populariserede spørgsmålene i sin programserie "Apostrophes" i 1970'erne. Spørgsmålene har også været en fast bestanddel af det amerikanske magasin Vanity Fair.

Her er et lille udvalg af den unge Prousts besvarelser:

- Hvilken egenskab begræder du mest ved dig selv?: "Mangel på forståelse; mangel på viljestyrke."

- Hvad er din sindstilstand for øjeblikket?: "Irritation over at skulle tænke på mig selv for at besvare disse spørgsmål."

- Hvilken kvalitet vægter du højest hos en mand?: "Feminin charme."

- Hvilken kvalitet vægter du højest hos en kvinde?: "En mands dyder, og ærlighed i venskab."

- Hvad er din yndlingsfarve og -blomst?: "Deres skønhed er ikke i farverne men i deres harmoni."

- Hvordan vil du gerne dø:? "Som en bedre mand, end jeg er, og højt elsket."
Prousts udkast var et nærmest uoverskueligt sammensurium af overstregninger, tilføjelser og små påklistrede lapper med noter, så det er ikke så underligt, at hans færdige manuskript til forlaget så således ud. Dette er en side fra andet bind af ?På sporet af den tabte tid?, ?I skyggen af unge piger i blomst?. Foto: Francois Guillot/AFP/Ritzau Scanpix
Prousts udkast var et nærmest uoverskueligt sammensurium af overstregninger, tilføjelser og små påklistrede lapper med noter, så det er ikke så underligt, at hans færdige manuskript til forlaget så således ud. Dette er en side fra andet bind af ?På sporet af den tabte tid?, ?I skyggen af unge piger i blomst?. Foto: Francois Guillot/AFP/Ritzau Scanpix

Lup til etbindsudgaven

Ikke desto mindre udkom de, efter at Prousts bror Robert havde forestået redigeringen , og i 1927 var verdens længste roman en realitet. Omkring 1,25 millioner ord fordelt over mere end 3.000 sider i syv dele. Skrevet mellem 1909 og 1922 og udgivet løbende fra 1913 til 1927.

I den seneste danske udgave fra forlaget Multivers har man måttet opdele romanen i hele 13 bind, der tilsammen fylder næsten en hel hyldesektion i Billy-reolen. Den hidtil eneste etbindsudgave af romanen, udgivet af Bibliothèque de la Pléiade, er på lidt over 2.400 tynde sider og angiveligt trykt med så små bogstaver, at selv normaltseende vil have glæde af et forstørrelsesglas. Det er ikke en bog, man kan læse i sengen - med mindre man har en pervers lyst til vågne midt om natten med følelsen af, at en flodhest har lagt sig til rette på ens brystkasse.

Spørger man sagkundskaben, vil man få at vide, at romanen er et mesterværk. Og vi andre må nok desværre nøjes med at tage sagkundskabens ord for gode varer, for de færreste kommer nogensinde til at læse hele værket fra ende til anden. Ikke kun på grund af den nærmest uoverkommelige længde, tyngde og pris, men lige så meget på grund af Prousts prosa, der kan tære på selv den mest velvillige læsers tålmodighed.

Handlingen - hvis man kan tale om en egentlig handling - flytter sig kun modvilligt ud af stedet, og visse sætninger breder sig over flere sider uden ét eneste vederkvægende punktum i syne. Allerede i første kapitel af første del tænker den søvnløse jegfortæller tilbage på de værelser, hvor han tidligere har kæmpet med at falde i søvn, i en sætning, der kun afbrudt af tankestreger, kommaer og et enkelt semikolon fortsætter over mere end 550 ord. Det ville svare til, at der endnu ikke havde været ét eneste punktum i denne artikel.

Den formentlig længste sætning i "På sporet af den tabte tid" strækker sig i den originale franske udgave over ikke mindre end 845 ord. Den mundfuld kan man læse i romanens fjerde del, "Sodoma og Gomorra". Husk at trække vejret undervejs.

"På sporet af den tabte tid"
Originalsprog: Fransk.Originaltitel: "À la recherche du temps perdu".

Længde i originalversionen: Syv bind, 3031 sider, 1.267.069 ord, ca. 9.609.000 tegn inklusive mellemrum.

Længste sætning i originalversionen: 845 ord, 5220 tegn inklusive mellemrum.

Persongalleri: Flere end 2500 personer og bipersoner.

Mest berømte scene: Episoden hvor en madeleine-kage dyppet i te udløser et ufrivilligt minde om fortællerens barndom i den fiktive by Combray.

Tematikken i en nøddeskal: Livet er forgængeligt, tiden slipper os af hænde som sand mellem fingrene, men vi kan fastholde den lidt længere med vores minder og - ikke mindst - gennem kunsten.

Tilblivelse og udgivelse: Skrevet mellem 1909 og 1922, udgivet løbende mellem 1913 og 1927.

Seneste danske udgave: Udgivet på forlaget Multivers mellem 2006-2015, opdelt i 13 bind og oversat af Niels Lyngsø, Else Henneberg Petersen, Lars Bonnevie og Peter Borum. Aktuel pris: 2450 kroner for alle 13 bind.

Betalte selv for udgivelsen

Forlæggeren Bernard Grasset, der udgav romanens første del, "Swanns verden", på sit forlag i 1913 betegnede da også bogen som "ulæselig", og han antog den kun på den betingelse, at Proust selv betalte alle udgifter. Proust havde i forvejen fået adskillige afslag, så han gik med til at betale de 1.000 franc, det kostede at få trykt 1.750 eksemplarer af bogen - en anseelig sum på den tid.

Derudover betalte han i al hemmelighed et næsten lige så stort beløb for at få positive anmeldelser i aviserne Le Figaro og Journal des Débats.

Den udgift kunne han dog have sparet sig, for det viste sig, at "Swanns verden" sagtens kunne stå på egne ben. De positive, betalte anmeldelser fik følgeskab af adskillige, der var helt legitime, og i begyndelsen af 1914 modtog Proust sågar en undskyldning fra André Gide, en af de forlæggere, der oprindeligt havde afvist ham. Gide erklærede at afvisningen af "Swanns verden" var den største fejl, han nogensinde havde begået.

Anden del af romanen, "I skyggen af unge piger i blomst", blev forsinket på grund af Første Verdenskrig, og i mellemtiden gik Bernard Grasset nedenom og hjem. Denne gang havde Marcel Proust imidlertid ingen problemer med at finde en forlægger, og da bogen udkom i 1919, blev den belønnet med den prestigefulde Goncourt-pris.

De syv bind af "På sporet af den tabte tid"
Bind 1: "Swanns verden" ("Du côté de chez Swann"), udg. 1913.Bind 2: "I skyggen af unge piger i blomst" ("À l'ombre des jeunes filles en fleurs"), udg. 1919.

Bind 3: "Guermantes' verden" ("Le Côté de Guermantes"), udg. 1920-1921 i to dele.

Bind 4: "Sodoma og Gomorra" ("Sodome et Gomorrhe"), udg. 1921-1922 i to dele.

Bind 5: "Fangen" ("La Prisonnière"), udg. 1923.

Bind 6: "Albertine forsvundet" ("Albertine disparue"), udg. 1925.

Bind 7: "Den genfundne tid" ("Le Temps retrouvé"), udg. 1927.

En amatør med dårlig arbejdsmoral

Indtil den positive modtagelse af "Swanns verden" var der næppe mange, der ville have spået, at Marcel Proust skulle blive en berømt forfatter, der ville blive husket længe efter sin død. Han havde brugt de første mange år af sit liv på at udrette nærmest ingenting. Han boede hjemme hos sine forældre, indtil de døde, han fik aldrig gennemført sin uddannelse, og da han for at tækkes sin far fik et job som frivillig på Bibliothèque Mazarine, var hans første handling at få bevilget en sygeorlov, som han aldrig vendte tilbage fra.

Proust fik dog udgivet en del avisartikler, essays, to oversættelser af den engelske digter John Ruskins bøger og novellesamlingen "Les plaisirs et les jours", men mange betragtede ham som en amatør med dårlig arbejdsmoral, en wannabe, der gnubbede skuldre med aristokratiet. Dette ry kan have været en af årsagerne til, at han havde så svært ved at få udgivet "Swanns verden" i 1913.

Men mange af Prousts tilsyneladende dårlige karaktertræk skyldtes i virkeligheden, at han livet igennem var meget syg. Proust led af astma, der på hans tid var langt mere invaliderende end i dag, både fordi der ikke var nogen behandling, og fordi mange betragtede det som en form for hysteri og ikke en sygdom. Det siges, at selv Prousts egen far, der var en fremtrædende patolog, ikke tog sønnens sygdom alvorligt.

Astmatikere havde dengang brug for hjælp fra andre til at komme igennem deres anfald - det var derfor, han blev boende hjemme. Det var også astmaen, der afskar ham fra at få en uddannelse og at gå på arbejde, og samtidig medførte astmaen alvorlige problemer med søvnløshed, der betød, at han ofte tilbragte det meste af dagen i sin seng, mens han brugte nætterne på at skrive. En overgang boede han i en lejlighed, hvis vægge var isoleret med kork for at holde støj og dårlig luft ude, og det hævdes, at han i lange perioder kun gik ud sent om natten og i de tidligere morgentimer, hvor luften ifølge ham var friskest.

Set udefra har han lignet en skabet boheme eller en hypokonder, men for Proust var det nødvendigt at leve på den måde for at overleve.

Efter først faderens og dernæst moderens død i henholdsvis 1903 og 1905 blev hans helbredsproblemer værre. Han isolerede sig mere og mere fra verden, mens han fordybede sig i arbejdet med "På sporet af den tabte tid". De sidste tre år af sit liv tilbragte han stort set kun i sin seng, og det eneste menneske han jævnligt så, var hans husholderske Celeste Alberet.

Et af temaerne i "På sporet af den tabte tid" er livets flygtighed, og hvordan erindringen kan lade os genvinde en smule magt over tidens ubønhørlige gang.

Proust skrev bogen i et kapløb med tiden. Værket skulle egentlig kun have bestået af tre bind, men det blev ved med at vokse i omfang, mens tiden blev mere og mere knap for den dødssyge forfatter. Han forsøgte at vinde tid ved at koncentrere sig fuldt og helt om sit arbejde, og måske ville han have fuldendt sit værk, hvis han bare havde haft et år eller to mere.

Men formentlig ville verdens længste roman bare være blevet endnu længere.

Verdens længste roman blev aldrig færdig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce