Ny bog går til forsvar for Bjørn Wiinblad og alt det puttenuttede

Bjørn Wiinblad i arbejde i 1970'erne. Foto fra bogen

Ny bog går til forsvar for Bjørn Wiinblad og alt det puttenuttede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kulturjournalist Heidi Laura giver med ny bog adgang til det Wiinbladske paradis, hvor hun folder hans værk ud til meget mere end masseproducerede platter og sødladen småborgerlighed.

Bogudgivelse: Hvis du kigger ind i den nærmeste genbrugsbutik, er der al sandsynlighed for, at du støder på et par Wiinblad-platter eller fem. Og har du det som hovedparten af danskerne, rynker du lidt på næsen og lader hastigt blikket glide videre. For det der puttenuttede univers med smilende kvindeansigter, blomster og kruseduller i hobetal - nej tak.

Men Bjørn Wiinblad er meget mere end de platter, skåle og krukker, som i 1960'erne og 1970'erne oversvømmede det danske marked. Det har kulturjournalist og og forfatter Heidi Laura sat sig for at bevise - og hun gør det overbevisende med bogen "En bid af paradis - Bjørn Wiinblad og hans tid".

Ja, det er ikke for meget at sige, at en helt ny Bjørn Wiinblad træder frem på bogens 330 sider. Og selv om Heidi Laura har et klart blik for den problematiske side af hans virke, bliver hendes fortælling et vellykket forsvarsskrift, som betyder, at man efter læsningen vil kigge med lidt mere kærlige øjne på den alt for ofte alt for produktive kunstner.

Wiinblad var ikke bare overbevist om, at man burde leve det konfliktfri, muntre og fortryllede liv, han så vedholdent skildrede; han gjorde alt for i praksis at leve det liv og inddrage sine omgivelser i fortryllelsen.
Fra "En bid af paradis"
Sådan kender danskerne Bjørn Wiinblad. Kakler, fade og meget andet blev masseproduceret af Schous Fabriker under navnet Nymølle. Foto fra bogen
Sådan kender danskerne Bjørn Wiinblad. Kakler, fade og meget andet blev masseproduceret af Schous Fabriker under navnet Nymølle. Foto fra bogen

Mangler overblikket

Heidi Laura er da heller ikke bleg for på værkerne fra bogens hovedperson at hæfte alle de ord, vi andre gerne finder frem: sentimentalt, sukkersødt, kønsløst, fladt, mekanisk, overlæsset, postuleret, forudsigeligt, useriøst.

Men, konstaterer hun, "en del af den hårde kritik af Wiinblad kan meget vel skyldes, at de fleste af dem, som i udpræget grad ikke kan lide hans værk, heller ikke har et særlig stort overblik over det".

Og den umiddelbare tanke ved platterne i genbrugsbutikken - at Bjørn Wiinblad må have tjent bunker af penge - er for så vidt rigtig, for hans arbejdsomhed resulterede i en imponerende omsætning. Men pengene var aldrig målet for kunstneren. Da han døde i 2006, 87 år gammel, dannede man efter hans ønske en fond, der skulle tage vare på hans bo og værk, men penge til opgaven fandtes stort set ikke i boet.

Politik og revolutioner lå ham ligeledes fjernt. I stedet handlede det om en dybtliggende tro på, "at mennesket havde brug for skønhed. Overalt! Og det var åbenbart Bjørn selv, som hvileløst skulle producere mest mulig skønhed til alle", skriver Heidi Laura.

Eller med lidt andre ord: Bjørn Wiinblad blev drevet af "en stærk personlig drift, som han stort set ikke afbalancerer med en refleksion over de store linjer og forbrugernes behov. Han skaber ting, som optager ham selv - og som næsten ved et mirakel altså også fascinerer et stort publikum".

Bjørn Wiinblad i topform. Den ni meter høje gobelin er én af seks, han i de tidlige 1970'ere designer til The Apparel Mart i Dallas.  Foto fra bogen
Bjørn Wiinblad i topform. Den ni meter høje gobelin er én af seks, han i de tidlige 1970'ere designer til The Apparel Mart i Dallas. Foto fra bogen

Hvileløs og livsglad

Disse sider af Bjørn Wiinblads virke bliver - heldigvis - skitseret meget hurtigt i bogen, bl.a. i titlen "En bid af paradis". Det skubber de forudfattede meninger fra genbrugsbutikken lidt i baggrunden, og Heidi Laura guider derfra læseren rundt i et univers, der igen og igen folder sig ud med nye vinkler. Startende i besættelsens sidste år med de første udstillinger, der straks resulterer i opgaver for den unge kunstnerspire, og han har snart opnået et ry som en af Danmarks vigtigste keramikere.

Allerede da træder dét frem, som Wiinblad - med Heidi Lauras ord - "i de følgende årtier hvileløst tilfører enhver produktion: det legende, det livsglade, det skønhedssøgende, det naivistiske, det lystige".

Begejstringen for dette nye udtryk findes også hos Schous Fabriker, i 1940'erne med 1200 butikker landet over "en slags datidens Føtex", som det udtrykkes. Wiinblad bliver i 1945 hyret til at levere dekorationer til fajance, og dermed kommer der fart på udbredelsen af hans karakteristiske figurer og kruseduller, som Schous Fabriker sælger under navnet Nymølle. Over det efterfølgende årti skaber han en meget stor del af det sortiment, vi i dag kender som Wiinblads plattestil - og der er købere til det hele, for danskerne søger gerne skønheden efter krigens fem onde år.

I Tyskland, USA og Japan

Men Heidi Laura fortæller også, at den populære kunstner ikke går i stå dér. Han er i evig udvikling. Fra Nymølle strømmer hans design ud til ikke kun Danmark, men også det øvrige Europa, USA og Japan. Det bringer tyske Rosenthal Porzellan på banen, og Bjørn Wiinblad bliver en flittig leverandør af design til også dette firma, bl.a. en række stel, man ikke umiddelbart vil genkende som værende fra hans hånd.

I USA står både massevarerne og unika-arbejderne i stormagasiner, på eksklusive hoteller og i elegante butikscentre. Specielt Dallas bliver en Wiinblad-by, bl.a. med seks kæmpestore gobeliner til handelscentret The Apparel Mart. Mens Wiinblads design i Japan indgår som en populær del af en gavekultur, der dikterer, at man altid ved et mere formelt besøg medbringer en lille og gerne overraskende gave.

Og undervejs blev det hele bare for meget. Ikke udpræget i udlandet, men i hvert fald i Danmark. Wiinblads ting "blev mangfoldiggjort i så overvældende grad, at de blev ligefrem allestedsnærværende", som Heidi Laura skriver.

Hvad det kom til at betyde, har Bjørn Wiinblad ifølge hende næppe overvejet. Han satte i stedet foden på speederen gennem 1970'erne og 1980'erne - og han kan ikke stoppe. Han bliver ved med at producere til et overmættet marked "og gør sig selv så velkendt, at hans ting begynder at blive oplevet som kitsch".

Når Bjørn Wiinblad bliver rent eventyr. Platterne er fra en serie med motiver fra
Når Bjørn Wiinblad bliver rent eventyr. Platterne er fra en serie med motiver fra "1001 nats eventyr", som han i 1970'erne skaber til tyske Rosenthal. Foto fra bogen

Det nuttede og det skøre

Dér - på hylderne i genbrugsbutikkerne - ligger Wiinblads ry i dag knust mellem de alt for mange platter. Han kan symbolisere alt, hvad man har modvilje mod, og Heidi Laura mener, at "et par generationers følelser og aversioner er projiceret over på Wiinblad" med, det resultat, at han nu sidestilles med småborgerlighed og sentimentalitet.

Men det er ikke retfærdigt, argumenterer forfatteren og peger på mangfoldigheden i den engang så populære kunstners arbejder. Og hun peger sammen med kulturforskeren Sianne Ngai på, at tiden er løbet fra vores gamle æstetiske kategorier: "Vi kan ikke mere nøjes med at gå efter det skønne og det sublime i kunsten, vi bliver nødt til at også at se på det interessante, det nuttede og det skøre" - og så bliver en Bjørn Wiinblad pludselig interessant.

Bogens sidste afsnit hedder da også "Opstandelse" og "Ny kærlighed" - overskrifter, der dækker over, at interessen for Wiinblad er ved at genopstå, bl.a. med en udstilling i 2012 på keramikmuseet Clay i Middelfart og relanceringen af en serie porcelæn. Alt imens de mangeårige samlere af Wiinblad får selskab af nye.

Sådan slutter "En bid af paradis" optimistisk. Og som læser sidder man tilbage med vidtåbne øjne og lykkeligt klogere på både Wiinblad og mange af de fænomener, der knytter sig til hans omfattende værk.

Om bogen

Heidi Laura: "En bid af paradis - Bjørn Wiinblad og hans tid", 330 sider, Gads Forlag

Det her er også Wiinblad - fra en side, de fleste ikke kender. Stellet Lotus designede han i 1964 til tyske Rosenthal Porzellan.  Foto fra bogen
Det her er også Wiinblad - fra en side, de fleste ikke kender. Stellet Lotus designede han i 1964 til tyske Rosenthal Porzellan. Foto fra bogen
Et fad fra Bjørn Wiinblads tidlige produktion. Man aner, hvordan hans stil vil udvikle sig. Foto fra bogen
Et fad fra Bjørn Wiinblads tidlige produktion. Man aner, hvordan hans stil vil udvikle sig. Foto fra bogen

Ny bog går til forsvar for Bjørn Wiinblad og alt det puttenuttede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce