Eksklusivt interview med britisk forfatterstjerne: Skal man forstå historien, må man skrive om den

Lyset fra karnapvinduet i Londonforstaden rammer reolerne, der for længst er blevet for små. Her skriver den 82-årige prismodtager stadig dagligt på sin næste digre roman. Foto: Peter Leth-Larsen

Eksklusivt interview med britisk forfatterstjerne: Skal man forstå historien, må man skrive om den

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

  • Den 28. oktober modtager den verdensberømte britiske forfatter Dame Antonia Susan Byatt den internationale Hans Christian Andersen Litteraturpris i Odense.
  • Den 82-årige forfatter, der får prisen for sin livslange inspiration af den fynske digter, insisterer på at skrive historiske romaner i en tid, hvor fællesskab er under pres, og hun kunne ikke finde på at fortælle sin egen historie.
  • Ikke før hun inviterer avisen Danmark med ind i sin verden i dette eksklusive interview.

Ikke så meget som en kat sniger sig over vejen i det søvnige kvarter langt væk fra den mest pulserende del af London. Gardinerne er trukket for i de fleste af de ens røde murstensrækkehuse, hvis største forskel består i, om lågen er åben ud til verden eller ej.

Inde bag stuevinduet ved en åben låge sidder Dame Byatt og leder efter penge til sin rengøringskone. Den 82-årige litterat og professor fra Oxford, der de seneste 30 år har markeret sig som en af Storbritanniens mest internationalt kendte og intellektuelle forfattere, har for længst omdannet husets stue til arbejdsværelse. Nu troner hun midt i det hele omgivet af det, hun betragter som livets salt: bøger, bøger og bøger. Kun få andre remedier som konserverede insekter - indrammede og hængt op - samt en større samling glasbrevvægte har fået plads i det aflange lokale. Det mest moderne er en sammenfoldelig lampe udformet som en åben bog.

I denne stue flyder dagene sammen, kun opdelt af besøg fra den personlige assistent, der har fulgt forfatteren tæt i mange år, og som er den eneste, der får lov at afskrive de håndskrevne sætninger, der bliver til noveller og romaner, og som Dame Byatt sirligt noterer på en linjeret A4-blok.

Der er forbavsende få overstregninger på de papirer, hun lægger fra sig, da vi træder ind i stuen. Håndskriften er sirlig, som om hvert ord har kostet stor eftertænksomhed.

- Jeg har tænkt sætningerne færdig inde i hovedet, før jeg sætter pennen mod papiret, siger Dame Byatt.

Hendes assistent serverer sort kaffe uden mælk, ikke noget med te eller andre engelske traditioner. Litteraturprofessoren har aldrig været kendt for at lefle for omverdenens forventninger, og hun har ikke tænkt sig at ændre på det, blot fordi hun i dag giver et af sine sjældne interviews.

Det er det bedste ved at skrive romaner; at man skal researche så meget hele tiden. Alle de historiske facts gør virkelig én lykkelig.
Dame Byatt, kommende modtager af Hans Christian Andersen Litteratur Prisen 2018
Dame Antonia Susan Byatt
Dame Antonia Susan Byatt er født 14. august 1936 i Yorkshire. Hendes mor var uddannet i litteratur, hendes far var advokat.Selv kom hun på college i både Cambridge og Oxford. Efter sin litteraturuddannelse underviste hun i litteratur på London Universitet, indtil hun i 1983 blev fuldtidsforfatter.

I 1999 blev Antonia hun adlet af dronning Elizabeth, og siden har alle - inklusive hendes egen familie efter sigende - kaldt hende for "Dame Byatt".

I 2005 blev hun udnævnt som en af flere Hans Christian Andersen-ambassadører i forbindelse med 200-års fejringen af den fynske digter. Hun blev udnævnt, fordi man i mange af hendes romaner finder referencer til H.C. Andersen. De figurer, hun ofte henviser til, er enten Snedronningen eller Den lille havfrue.

28. oktober 2018 modtager hun den internationale Hans Christian Andersen Litteraturprisen netop med den begrundelse. Prisen uddeles for sjette gang og er før gået til forfattere som Haruki Murakami, Salman Rushdie og J.K. Rowling.
- Mine børns generation kan ikke huske krigen og ved ikke, hvordan det var. Derfor må man skrive om det. Det er godt at have haft dårlige tider, siger Dame Byatt med de borgerlige fornavne Antonia Susan. Foto: Peter Leth-Larsen
- Mine børns generation kan ikke huske krigen og ved ikke, hvordan det var. Derfor må man skrive om det. Det er godt at have haft dårlige tider, siger Dame Byatt med de borgerlige fornavne Antonia Susan. Foto: Peter Leth-Larsen

Mere europæer end brite

Den kunstfærdige håndskrift udgør sætninger i en ny roman, som Dame Byatt vil udgive næste år. Fortællingen begynder lige efter 2. Verdenskrig i Østrig, hvor nogle engelske kvinder er ved at forlade Wien for at rejse til Berlin, og historiske bøger om Berlin og efterkrigstidens Europa rejser sig som søjler på begge sider af forfatterens magelige stol.

- Det er det bedste ved at skrive romaner; at man skal researche så meget hele tiden. Alle de historiske facts gør virkelig én lykkelig, siger Dame Byatt, da hun peger ud på de mange stakke af bøger omkring sig. Der kommer et funklende udtryk i hendes mørke øjne.

Freud fylder meget blandt titlerne, men også H.C. Andersen og hans eventyr dukker op i stakkene. Som altid i Byatts digre romaner vil der være masser af karakterer at holde styr på, og ofte finder hun sine personligheder i den fynske digters eventyrunivers og låner fra karakterer som f.eks. den lille havfrue og snedronningen. Nutidens navlepillende selvbiografier siger hende ikke noget.

- Jeg kan ikke lide bøger, der handler om det indre liv hos en person. Jeg vil have en stor verden af historiske facts og med en masse mennesker, insisterer Dame Byatt:

- Skal man forstå historien, må man skrive om den. Desuden kan man slet ikke beskrive nutid på samme måde, som jeg gør, og jeg har bestemt ikke et ønske om at skrive samtidsromaner, siger hun.

Brexit har gjort hende ulykkelig.

- Jeg var glad, da vi blev medlem af EU, for jeg følte, jeg som brite havde fået hjemme i Europa, men nu har alle de andre briter - eller halvdelen af dem - besluttet, at vi skal forlade EU. Det er en meget ulykkelig situation for mig - ikke mindst fordi min mand, der er økonom, stemte for at forlade Europa, siger hun og kigger sig over skulderen mod entréen som for at sikre, at ingen ægtemand lytter med.

Hun smiler skælmsk, men alvoren står i hendes øjne. I rækkehuset i Londons sydlige del er de politiske fløje trukket skarpt op.

De 4 vigtigste udgivelser
1. Dame Byatt har udgivet 13 bøger i Danmark, og den mest læste er romanen "Besættelse - en romance", som udkom i 1992 - to år efter hendes internationale gennembrud. Bogen, der indbragte hende "The Booker Prize", handler om to engelske litteraturforskere, der finder sammen i et lidenskabeligt, litterært detektivarbejde om forholdet mellem to 1800-talsdigtere.2. Mange af hendes hovedpersoner beskæftiger sig som hende selv med litteratur - for eksempel i "Børnenes bog", der kom på dansk i 2010. Her er Olive Wellwood både familiens stærke overhoved og en anerkendt børnebogsforfatter, og gennem hendes arbejde og historier vokser romanen frem omkring hendes fem børns oplevelser og udvikling i en glansbilledverden præget af eventyr, fantasi og poesi.

3. Synes man, de to andre romaner er for store at kaste sig over, er "Den lille sorte bog" (2007) en samling noveller, og som titlen antyder, er der tale om historier med et anslag af mystik eller mytologi.

4. Senest (2012) har hun udgivet "Ragnarok - gudernes undergang", som er hendes genfortolkning af myten om de nordiske guder. Siden debuten i 1964 har Dame Byatt udgivet 23 romaner, noveller eller antologier og en række artikler.
- Jeg kan ikke lide bøger, der handler om det indre liv hos en person. Jeg vil have en stor verden af historiske facts og med en masse mennesker, siger Dame Byatt. Foto: Peter Leth-Larsen
- Jeg kan ikke lide bøger, der handler om det indre liv hos en person. Jeg vil have en stor verden af historiske facts og med en masse mennesker, siger Dame Byatt. Foto: Peter Leth-Larsen

Barndom under krigen

Måske er det ånden fra de mange store, europæiske tænkere, der betyder, at Dame Byatt i dag føler sig mere europæisk end britisk. At skulle forlade Europa får hende i hvert fald til at føle sig formindsket og snæversynet:

- Og det er jeg ikke, men det er halvdelen af briterne åbenbart. De er stolte af vores land af præcis de modsatte grunde som jeg. De er stolte af at være små, siger hun og påpeger, at hun ikke er romantiker.

- Jeg synes ikke, mit liv har vist, at livet har lykkelige afslutninger. Vi har været gennem en frygtelig verdenskrig, og min barndom i Sheffield var mærkelig forstået på den måde, at vi måtte forlade vores hus, da det risikerede at blive bombet - og det blev bombet, det blev frygteligt bombet, fortæller hun.

Blikket bliver mørkt, da hun gør et sjældent dyk ind i sit eget univers. Da hun fortæller, hvordan familien flyttede på landet, hvor hun ikke følte sig spor hjemme. Og hvordan moren blev skolelærer, selv om det langt fra var almindeligt på den tid, hvor det ikke var tilladt gifte kvinder at arbejde uden for huset. Under krigen kom der andre regler, og så arbejdede moren på en drengeskole, hvor hun underviste begavede børn i engelsk litteratur. Hun var lykkelig.

- Da krigen sluttede, og min mors job stoppede, stoppede hendes lykke også. Jeg tror ikke, hun selv lagde mærke til det, men jeg gjorde: Under krigen kom hun hjem fra arbejde og var meget sødere, når hun kunne få lov at fortælle om grammatik og idéer, hun havde i løbet af dagen. Men da hun stoppede med at arbejde, stoppede hun også med at tale. Hun satte sig bare ned og brokkede sig, det var frygteligt, siger Dame Byatt.

Hun filosoferer lidt over, om hun burde have skrevet om kvinder, der ikke kunne få lov at arbejde og som blev bitre i stedet for at skrive om kvinder, der vælger deres arbejde frem for kærlighed.

- Mine børns generation kan ikke huske krigen og ved ikke, hvordan det var. Derfor må man skrive om det. Det er godt at have haft dårlige tider. Yngre mennesker - mine døtres generation - kan vælge både at have børn og arbejde, men det var anderledes i min generation. Hvis man arbejdede, forventedes man ikke at have børn. Enten eller. I dag er kvinderne virkelig trætte, men de klarer begge dele. Og det gjorde jeg jo også selv på en eller anden måde.

- Jeg kan ikke lide bøger, der handler om det indre liv hos en person. Jeg vil have en stor verden af historiske facts og med en masse mennesker, siger Dame Byatt, der den 30. oktober 2018 kommer til Odense for at modtage den sjette internationale Hans Christian Andersen Litteraturpris. Foto: Peter Leth-Larsen
- Jeg kan ikke lide bøger, der handler om det indre liv hos en person. Jeg vil have en stor verden af historiske facts og med en masse mennesker, siger Dame Byatt, der den 30. oktober 2018 kommer til Odense for at modtage den sjette internationale Hans Christian Andersen Litteraturpris. Foto: Peter Leth-Larsen

Skuffelsen og håbet

Mens Dame Byatts mor blev billedet på kvinden, der ikke kunne få en karriere, hun havde fortjent, blev hendes far billedet på håb. Han var advokat og ansat i Royal Airforce allerede før krigen.

- Under krigen flyttede han meget rundt i Europa, og jeg tror, han nød det, for han så mange forskellige lande. En af de to-tre bedste øjeblikke i mit liv var, da han kom tilbage til os en mørk aften. Han listede op til soveværelset for at se mig og min søster, og jeg sprang over to senge for at komme hen til ham, siger hun og gør med ét anstrøg til at løfte kroppen fra stolen. "Wup". Sådan et spring har jeg aldrig kunnet foretage igen, siger hun med et barns glæde.

- Der har selvfølgelig været andre vigtige øjeblikke i livet - som da mine børn blev født og sådan - men det her var ekstraordinært. Når jeg ser tilbage, forstår jeg, at det var fordi jeg havde mistet håbet om, at min far kom tilbage. Da han pludselig var her, var det som en fantasi, der blev levende foran mine øjne.

Dame Byatt gemmer barndomsminderne i hovedet. Siden hun første gang fandt ud af at holde om en blyant, har hun skrevet historier, men hun kunne aldrig finde på at skrive dagbog om sig selv.

- Måske hænger det sammen med, at jeg blev opdraget af kvækerne på den skole, hvor jeg gik. De er meget nøjsomme mennesker, og på skolen lærte vi, at det ikke var godt at tænke på sig selv, og det faldt mig meget naturligt, siger hun.

Hun forstår ikke, hvorfor alting i dag handler så meget om enkeltindividet. Som om alle er verdens navle.

- Jeg er ikke verdensmester i børneopdragelse, for jeg har gennem hele mit liv altid haft en bog, jeg var ved at skrive og dybt optaget af, men jeg er glad for at kunne sige, at ingen af mine døtre opfatter sig som verdens centrum, siger hun.

To af døtrene bor i London, mens den ældste datter bor i Californien. Det er hende, der har sendt sin mor den lampe, der ligner en lysende, åben bog, og som hun nu folder sammen, så den slukker.

- Jeg havde også en søn, men han blev dræbt af en bil, da han var 11 år. Jeg får lyst til at nævne ham, for ellers kan det lyde, som om min verden udelukkende består af kvinder, og det er ikke tilfældet, siger hun.

Dødsoplevelsen sidder i hende hver eneste dag.

- Den bliver ved at komme tilbage. Du går igennem den cirka seks gange om dagen, og tiden healer ikke, den ændrer højest ens måde at reagere på, siger Dame Byatt.

Hun vender sit blik ud mod villavejen. Der er stille.

Eksklusivt interview med britisk forfatterstjerne: Skal man forstå historien, må man skrive om den

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce