Boguddrag

Næste mandag er det 25 år siden, fodboldlandsholdet vandt EM i Sverige. DBU's tidligere pressechef, Lars Berendt, tager i ny bog læseren helt med ind bag kulissen på landsholdet ved denne og andre dramatiske begivenheder. I dette eksklusive uddrag

Efter frokosten gik jeg tilbage til mit værelse. Jeg ville forberede mig på det ene af de to scenarier til dagen efter: at resultaterne flaskede sig, og vi kvalificerede os til semifinalen. Senere på eftermiddagen ringede Richard fra sit værelse.

"Det er Richard. Jeg sidder her med Lars, "Siv", Peter og "Faxe". Vi har noget, vi gerne vil fortælle dig. Kigger du ikke lige op?"

Han lød alvorlig. Men selvom jeg var forberedt på, at emnet var alvorligt, havde jeg ingen anelse om, hvad det drejede sig om. Stemningen på hans værelse var trykket. Han bad mig på sin sædvanlige høflige facon om at sætte mig ned.

"En del af det største"

25 år efter triumfen ved EM-slutrunden i Sverige giver DBU's tidligere pressechef nu et sjældent kig ind bag kulissen på landsholdet.Lars Berendt fortæller om alt fra EM-slutrunden i 1992, til "Baneløbersagen" i 2007 og spillernes boykot af pressen i 2008, "Twitter-gate" op til EM-slutrunden i 2012 og flere andre. Læserne får også mindst én historie, der aldrig nåede ud i medierne.

"En del af det største" udkommer 20. juni på Lindhardt og Ringhof.

Lars Olsen, John Sivebæk, Peter Schmeichel og John "Faxe" Jensen var tavse. Det handlede om Kim Vilfort. Kim havde kort forinden talt med sin kone, Minna, som havde fået besked fra lægerne på Københavns Kommunehospital om, at de ville foretage en ændring i de behandlinger, deres datter gennemgik for leukemi.

Richard og Kim var helt enige om, at han naturligvis måtte hjem til familien. Han var nu på sit værelse for at pakke. Konsekvensen var, at han ikke kunne spille med mod Frankrig. Derefter kom Richard frem til den egentlige årsag til, at jeg skulle involveres i beslutningen allerede på dette tidlige tidspunkt. En stor faglig udfordring for mig.

"Vi er alle enige om, at du skal orienteres om det. Men det skal ikke ud til pressen!"

Kim Vilfort havde været stamspiller på Richards succesrige OL-landshold i 1987-1988. Nu var han stamspiller på Richards A-landshold.

Kim og Minnas datter havde været i behandling gennem længere tid, og historien var i medierne blevet breaket af B.T. trekvart år tidligere. Men siden havde ingen medier fundet anledning til at skrive om situationen. Enten af moralske årsager eller i respekt for privatlivets fred, fordi Kim levede et stille familieliv. Eller fordi de ikke ønskede at tage de potentielle konsekvenser af at offentliggøre et så personligt og privat anliggende.

Trænerens og spillerrådets meddelelse gav mig få sekunder til at tænke over håndteringen. Jeg traf en instinktiv beslutning, som jeg siden udviklede til et princip for grænserne for landsholdsspillernes privatliv i forhold til medierne. Jeg svarede, at jeg inderligt forstod deres holdning og ønske om at holde det fortroligt, fordi de ville give Kim ro fra pressen. Det var både forståeligt og sympatisk.

Vi ville blive mødt af den første praktiske udfordring, når Kim nu forlod lejren. Når han blev kørt ind til Malmø i en af vores UEFA-biler og sat af ved Flyvebådsterminalen, ville han formentlig møde de første danskere.

Hvis han blev genkendt, ville han med sikkerhed blive spurgt, hvorfor han rejste hjem til København, når vi nu skulle møde Frankrig den følgende aften. Der ville være endnu flere danskere, når han steg af flyvebåden i Havnegade.

Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før pressen fandt ud af, at han var i København aftenen inden kampen og på selve kampdagen. Hvis vi helt undlod at besvare henvendelser fra medierne om, hvorfor én af landsholdets stamspillere pludselig havde forladt landsholdslejren, ville det ikke fjerne presset fra Kim og Minna. Det ville tværtimod lægge al presset over på dem, og de ville stå alene med håndteringen af medierne.

Vi måtte altså vælge en proaktiv håndtering, hvor vi tog styringen. Det ville give os mulighed for at udtrykke, hvor vores grænser gik i forhold til detaljeringsgraden i den efterfølgende dækning.

"Hvad foreslår du, vi gør?" spurgte Lars Olsen.

Vi skulle bryde den vanlige tavshed forud for kampen og orientere medierne om, at Kim ikke ville være til disposition til kampen mod Frankrig. Men eftersom vi deltog i verdens tredjestørste mediebegivenhed, var det rimeligt at gøre opmærksom på, at hans fravær ikke var sportsligt betinget, men skyldtes private årsager, og at vi anmodede medierne om at respektere familiens ønske om og behov for privatliv.

"Hvad er chancerne for, de vil gøre det?" lød det oplagte efterfølgende spørgsmål.

Så vidt jeg erindrede, havde jeg ikke set Kims datters sygdom omtalt det seneste halve år, men jeg understregede, at jeg ikke kunne garantere noget som helst og lagde op til, at det var en fælles beslutning. Der var dyb tavshed et stykke tid, inden truppens mest erfarne spiller, John Sivebæk, brød den, da han kiggede rundt på de andre og nikkede over mod mig.

"Jeg er enig med Lars. Det er det rigtige at gøre."

De øvrige gav enkeltvis deres opbakning til forslaget. Det var også vigtigt, at Richard var indforstået. Nyheden indeholdt jo en oplysning om startopstillingen til kampen mod Frankrig den følgende aften. Lars Olsen supplerede med det forbehold, at Kim lige skulle orienteres om den ændrede beslutning og være tryg ved den. Jeg var selvfølgelig enig.

Lars Olsen foreslog, at jeg skulle vente med udsendelsen af pressemeddelelsen, indtil Kim opholdt sig på flyvebåden. Hvis der var medier, der ikke ville respektere opfordringen og gættede på, han tog flyvebådene hjem, ville det være for sent for dem at møde ham i Havnegade. En god manøvre.

Kim havde kun lige forladt Richards værelse, da jeg var kommet til, og han var stadig i gang med at pakke sine private ting. "Faxe", som var Kims værelseskammerat, påtog sig at tale med ham om vores plan. Derefter satte jeg mig i receptionen og begyndte at forfatte nyheden på hotellets pc.

Jeg sad med en færdig tekst, da jeg fik bekræftet fra "Faxe", at Kim var indforstået med planen. Jeg ventede til lidt over ni, før jeg sendte pressemeddelelsen ud ved at indtaste hvert enkelt faxnummer til Ritzau, DR og TV 2 samt de seks landsdækkende aviser og Tipsbladet. Med de to aviser med seneste deadlines, B.T. og Ekstra Bladet, som de sidste.

Ritzau sendte deres telegram ud klokken 21.24. Indholdet var meget loyalt i forhold til den opfordring om respekt for familien, der eksplicit fremgik af pressemeddelelse: "Landsholdsspilleren Kim Vilfort forlod tirsdag eftermiddag den danske EM-trup i Ystad og rejste hjem til Danmark. Baggrunden for Vilforts hjemrejse, der skete i fuld forståelse med landstræner Richard Møller Nielsen, skal søges i tragiske omstændigheder i familien, meddelte DBU's pressechef, Lars Berendt, tirsdag aften. Ifølge Lars Berendt ventes det ikke, at Kim Vilfort vender tilbage til Sverige, men Richard Møller Nielsen vil ikke anmode UEFA om tilladelse til at indkalde en anden spiller."

Udmeldingen om, at vi ikke forventede, at Kim sluttede sig til truppen igen, var taktisk. Vi ville dermed forsøge at undgå kontinuerlige spørgsmål om, hvorvidt der var nyt om Kim, og dermed nærme os spørgsmål om datterens sygdom og hendes tilstand.

Der gik ikke længe efter, pressemeddelelsen var modtaget på den anden side af Sundet, før jeg havde Ekstra Bladets sportsredaktør, Kurt Thyboe, i røret. Han var en hyggelig og omgængelig fyr, men han var allermest en hardcore journalist. Han undlod aldrig at fortælle om sin respekt for Richard. Men det var ikke en respekt, man fandt gengivet på hans sportssider. Det var otte måneder siden, avisen bragte den notoriske løgn i "Ricardo fyrer Lars Olsen"-artiklen fra EM-kvalifikationskampen mod Østrig i Wien.

Kurt Thyboe mente ikke, at bladet kunne lade årsagen til Vilforts afbud ligge. Hvis ikke han satte sine egne folk på opgaven, ville chefredaktionen overtage opgaven. Jeg fastholdt vores synspunkt. Flere år efter så jeg Kurt Thyboe optræde som storyteller i et tv-program ved juletid omgivet af nissepiger, hvor han omtalte denne aften. Han påstod, han havde en lang samtale med Kim Vilfort. Det havde han ikke. Ekstra Bladet knaldede historien op på forsiden med rubrikken "Vilfort hjem til kræftsyg datter" med henvisning til artiklen "Vilfort hjem til syg datter i krise" på side 4. Byline af Kurt Thyboe.

Reaktionen i truppen udeblev ikke, da dagens aviser blev delt mellem spillerne. Spillerne var rasende. Richard var irriteret over den uro, Ekstra Bladets dispositioner skabte. På det personlige plan var jeg skuffet. På Kim og Minnas vegne var jeg trist.

Richard hev fat i mig og spurgte, om jeg havde et forslag til, hvordan vi kunne få rettet spillernes fokus væk fra Ekstra Bladet og over på den sportslige opgave. Vi blev enige om, at jeg under frokosten skulle informere spillerne om, at jeg ville udtrykke vores afstandtagen til Ekstra Bladets dispositioner ved pressemødet efter kampen. Spillerrådet bakkede op om forslaget. Der var igen opbakning fra John Sivebæk, som talte en boykot af avisen ned over for nogle af spillerne.

Det gjorde han med stort overblik med henvisning til den foranstående hverdag hjemme i klubberne, hvor de ikke kunne fortsætte en potentiel boykot, der var vedtaget i landsholdsregi. Under frokosten tog jeg som aftalt ordet og lovede hele truppen at påtale Ekstra Bladets valg under pressemødet efter kampen. Der faldt ro på.

Fokus var tilbage på kampen mod Frankrig syv timer senere. Richard stillede med de to indskiftede spillere i kampen mod Sverige, Torben Frank og Henrik "Store" Larsen, til start mod Frankrig. "Store" Larsen skød os på 1-0. Jean-Pierre Papin udlignede. I kampens slutning valgte Richard at skifte Brian Laudrup ud med Lars Elstrup, som 12 minutter før slutfløjtet tæt under målet sendte en hård, flad aflevering fra Flemming Povlsen ind bag den franske målmand, Bruno Martini, til det overraskende slutresultat 2-1.

Under kampen sad jeg ved bænkene med mit lille Sony transister farve-tv, jeg havde købt i det toldfri mekka i Dubai under ligalandsholdets træningstur i februar. Jeg fulgte Sverige-England live. Da svenskerne samtidig slog englænderne med de samme cifre, havde resultaterne flasket sig præcis, som de færreste havde turdet håbe på. Vi havde kvalificeret os til semifinalen mod Holland, mens Sverige var klar til semifinale mod Tyskland.

Begejstringen i omklædningsrummet var ekstatisk. Brian Laudrup entrede rummet med en parodi på TV 2's kommentatorboks, hvor Flemming Toft havde Preben Elkjær som medkommentator: "Så I det? Så I det? Elkjær gik før tid!" brølede Brian ud i rummet!

 

Red.: Kim Vilforts datter døde i en alder af seks år af leukæmi i august 1992.

  • fyens.dk