Vi skal blive bedre til at tale sammen - ellers når vi aldrig de 17 verdensmål


Vi skal blive bedre til at tale sammen - ellers når vi aldrig de 17 verdensmål

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Christian Have, kommunikationsekspert og indehaver af Have Kommunikation
Billede
Danmark Debat. 

Tirsdagstænketanken: I 1983 nedsatte FN's daværende generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar en særlig kommission, som Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland kom til at stå i spidsen for.

Indledningsvist hed den Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling med henvisning til FN's stigende erkendelse af, at det var nødvendigt med en særlig indsats for at passe bedre på miljøet.

I dag kender vi den som Brundtland-kommissionen, og i december 1987 udgav den sin skelsættende rapport, Vores fælles fremtid, som for første gang definerede begrebet 'bæredygtig udvikling': At de nuværende generationers behov kan opfyldes uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare. Rapporten og dens bæredygtighedsbegreb er den oprindelige forløber for FN's 17 Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, som blev vedtaget i september 2015.

Verdensmålene skal som bekendt sikre, at klodens og menneskehedens udvikling frem til 2030 foregår på bæredygtig vis. Når vi snakker om bæredygtighed, fokuserer vi typisk på klimaforandringerne, vores overforbrug og den sociale ulighed. Det er afgjort de rette emner at fokusere på, for det er disse udfordringer, vi som globalt samfund bør gøre alt, hvad vi kan for at komme til livs. Men der er et område, vi tilsyneladende fuldkommen har overset i kontekst af hele bæredygtighedsdebatten: Hvordan vi taler til hinanden.

Ligesom vi har brug for bæredygtig virksomhedsdrift, bæredygtigt forbrug og bæredygtig arkitektur, har vi så sandelig også brug for bæredygtig kommunikation. Det er et begreb, som bør få langt større bevågenhed i den offentlige debat om, hvordan vi bedst sikrer menneskehedens overlevelse, for det synes rimeligt at konkludere, at den mellemmenneskelige kommunikation aldrig har været dårligere, end den er nu.

I takt med, at vi har fået adgang til større og større mængder information, som vi samtidig kan tilgå lettere end nogensinde før, er vi blevet tiltagende stammeorienterede. Vi har mulighed for at gøre os selv klogere på alverdens idéer, synspunkter og filosofiske tilgange til livet, men i stedet holder vi os i helt uhørt grad til den stamme, hvor folk ligner os, tænker som os og kæmper for de samme mål. En sådan stamme kan være et uskyldigt interessefællesskab baseret på, at man kan lide det samme band, den samme tv-serie eller den samme forfatter. Men stammen kan lige såvel være et politisk parti, en bevægelse eller et helt land.

Kinesisk-amerikanske Amy Chua, der er forfatter og professor på Yale, har netop skildret stammementaliteten i sin bog Political Tribes, og i et interview med Kristeligt Dagblad sagde hun: "I løbet af de seneste år er USA og Europa begyndt at udvise destruktive politiske dynamikker, der er mere typiske for lande som Venezuela og Zimbabwe, med fremkomsten af etno-nationalistiske bevægelser, faldende tillid til institutioner, intens modvilje mod indvandrere og 'eliter' og - ikke mindst - politisk stammementalitet."

Hun opsummerer problematikken omkring stammementaliteten på denne måde: "Undersøgelser viser, at tilhørsforhold til en gruppe kan udløse positive følelser, mens vores belønningscentre også aktiveres, når vi ser medlemmer af en anden gruppe fejle."

Vejen til etableringen af den bæredygtige kommunikation går således via en opløsning af denne stammementalitet. Det er på tragisk vis blevet tiltagende legitimt at bekrige - primært verbalt, men også fysisk - andre stammer end éns egen. Trumps opfordringer til vold mod politiske modstandere under sine rallyer står som det tydeligste og mest skræmmende eksempel herpå.

Stammementaliteten kan opløses, hvis vi målrettet og bevidst erstatter fjendtlighed med imødekommenhed. Monolog med dialog. Foragt med respekt. Mistillid med nysgerrighed. Svar, der er givet på forhånd, med empatiske spørgsmål. Det er samtidig opskriften på, hvad bæredygtig kommunikation består af, og det er naivt at tro, at vi kan indfri FN's 17 Verdensmål, hvis vi ikke først bliver markant bedre til at kommunikere med hinanden. Med en parafrase af Brundtland-kommissionens kan den kommunikative udfordring opsummeres på følgende vis:

Det står klart, at de nuværende generationers behov for at bekrige hinanden bringer fremtidige generationers muligheder for overhovedet at overleve i fare.

Vi skal blive bedre til at tale sammen - ellers når vi aldrig de 17 verdensmål

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce