Et skolefyrtårn, jamen det er jo gevaldigt! Hvis det af amtsavisen udpegede ekspertpanel på skoleområdet for fem år siden havde fremsat forslag om at omdanne skolestrukturen i Svendborg fra uhensigtsmæssig opdeling til en ny storskole, der på den åbenbart af hele Sydfyn højt elskede Frederiksø kunne være hævet til landskendt standard som center for et vældigt kulturhus midt i den gamle havn, ja så havde planen muligvis fundet tilhængere fra både den ene og anden side. Nu bliver den et kig ind i Aladins hule, til hvis indgang stenen atter er rullet uhjælpeligt for. For hvorfor lægge skjul på den eneste grund til, at der fremlægges skoleplaner indholdende nedlæggelser af eksisterende skoler. Det handler om penge! Om penge, som kommunen ikke har og derfor skal spare sig til. Og det er iøvrigt situationen i langt de fleste af landets kommuner.

Men det er som om danskerne har svært ved at begribe, at situationens ændring, fra man troede at det gik ufattelig godt til dagens bratte opvågnen til realiteternes verden, er virkelig. Men se blot på boligsektoren, der er et følsomt barometer, når det gælder den økonomiske udvikling. Siden finanskrisen fik pengeinstituterne til at smække kasselåget i, har hele boligomsætningen sløjet kolossalt af, og det gælder ikke mindst i udkantsdanmark, til hvilken hele Sydfyn med øer synes at høre. Men det er faktisk ikke så længe siden, at købere til byggemodne grunde i Svendborg kommune stod i kø natten igennem for at sikre sig et sted at bygge og bo. Og på samme tidspunkt kritiserede man lokale politikere for, at de ikke i tide havde sørget for passende byggemodning til nye sydfynboer.

Det var baggrunden, da Svendborg byråd efter kommune-sammenlægningen besluttede at projektere et helt nyt boligkvarter, Tankefuld, og da man samtidig tilsluttede kommunen det internationale cittaslow-samarbejde, blev nogle af dette samarbejdes principielle tanker om bl.a. naturnærhed nedlagt i kravet til en arkitektkonkurrence blandt byplanlæggere om den nye bydel. Planerne blev – gud ske lov – gennemført, før sparetiderne slog igennem, og at der siden den festlige afslutning på idékonkurrencen og kommunens køb af jord til det første skridt imod udstykning af byggegrunde, ikke er sket nogetsomhelst, kan man faktisk ikke bebrejde nogen lokalpolitiker. Men man kan glæde sig over, at forudsætningerne nu er på plads, når udviklingen atter går fremad.

Hvornår gør den det? Det er virkelig et tusind-dollars-spørgsmål! Og det skal nok netop besvares med den amerikanske valuta, for det er mere amerikansk, end det er lokal politik, der afgør vore økonomiske vilkår. På samme måde som vor lokalpolitiske økonomi er stærkt afhængig af den danske regerings og folketingsflertallets planlægning og beslutninger, er dansk økonomi stærkt forbundet til hele den vestlige og til amerikansk økonomi. Og dermed har vi foretaget det kvantespring, der tilsyneladende er mellem lokal skolepolitik og international økonomi, og den tilsyneladende ansvarsforflygtigelse, der er i hele dette system, hvor ansvaret hele tiden kan skubbes fremover.

Der er imidlertid næppe nogen tvivl om, at de nære beslutninger om at administrere såvel besparelser som økonomisk dynamik er nærpolitikernes. Det er her på det lokale plan, man afgør, hvordan smerten skal fordeles, eller hvordan fremskridtet skal komme den ene eller anden til gode.