DA ERHVERVS- OG økonomiminister Lene Espersen efter det brede politiske forlig om Bankpakke II skulle kommentere resultatet, faldt bl.a. bemærkningen: Det er ikke nogen gavebod.

OG DET KAN man kun give hende helt ret i. Vilkårene for at få del i den statslige lånepakke er så skrappe, at man godt kunne forestille sig, at bestyrelser og direktioner rundt omkring i landets pengeinstitutter vil tænke sig en ekstra gang om, inden man giver sig de stramme statslige betingelser i vold. Og mange vil givetvis hellere sige nej til udlån, end at underkaste sig de statslige betingelser. Det må tiden vise.

MEN ELLERS BLEV Bankpakke II en godt sammenkogt ret med en masse ingredienser. Sådan som det naturligt må blive, når alle Folketingets partier ? på nær Enhedslisten ? skal forene vidt forskellige synspunkter. Ikke mindst derfor er det også vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at vurdere, om pakken vil virke efter hensigten.

BLANDT DE TING, som vækker bekymring er, at de første lånepenge fra staten først kan ventes til sommer. Det er ifølge mange erhvervsfolk alt for sent. Påstanden er, at mange i øvrigt sunde virksomheder risikerer at være gået konkurs til den tid, fordi de mister deres sædvanlige finansiering. Hvis det er korrekt, så forekommer dette tidsperspektiv helt forkert.

BLANDT INGREDIENSERNE i den sammenkogte ret er også en lettere afglans af Socialdemokratiets populistiske krav om et loft på 2,5 mio. kroner over bankdirektørernes lønninger. Det blev til en besynderlig bestemmelse om, at de banker, som ønsker at gøre brug af pakken, kun kan trække halvdelen af bankdirektørernes lønninger fra. Man kan med en vis ret spørge Helle Thorning Schmidt, om hun mener, at denne jantelovsregel kun skal gælde for bankdirektører.

HVIS DER SKAL være logik i denne tankegang, så må det vel også være sådan, at andre virksomheder, som beskæftiger lønmodtagere, der har forhandlet sig til langt højere lønninger end lavtlønsgrupperne, kun får delvist skattefradrag. For eksempel at de ikke må trække mere fra end det, en lavtlønnet får.

OM PRISEN FOR statens lån til bankerne er for høj, vil kun fremtiden kunne vise. En låneprocent på mellem ni og 11 procent i rente om året forekommer umiddelbart af meget, uanset hvad politikere og andre eksperter måtte mene.

I det hele taget fornemmes usikkerheden omkring låneprojektet meget tydeligt. Og man kan vel næppe afvise, at den egentlige årsag til Bankpakkens tilblivelse mere er, at en række interesseorganisationer med baggrund i bank- og erhvervsverdenen har råbt op, og at en række politikere har set det som en mulighed for at profilere sig.

I HVERT FALD kan det være svært at se, om et betrængt erhvervsliv vil få gavn af pakken.

OCJ