Brødtekst:Hvor meget der reelt er brug for en såkaldt bankpakke II, når det kommer til stykket, er der tilsyneladende ingen, der ved. I hvert fald synes der at være lige så mange meninger, som der er eksperter og politikere.

Men ikke desto mindre tyder meget i skrivende stund på, at et bredt flertal i Folketinget indenfor få dage har forhandlet sig frem til en pakke, som vil betyde, at staten stiller 100 mia. kroner til rådighed for banker og muligvis også realkreditinstitutioner. Ikke som tilskud, men som lån til rimelige renter.

Det interessante bliver så ikke alene, om der er behov for at forstrække pengeinstitutterne med statslån, men også om pakken bliver skruet sammen på en sådan måde, at den overhovedet kan bruges.

Det første er måske knap så stort et problem. For hvis pengeinstitutterne ikke har behov for at låne penge, så de igen kan låne ud til deres kunder, vil ordningen blot komme til at fungere som en slags kassekredit, som man bare har i beredskab. Og det er vel ikke så dårligt i en tid, hvor pengemarkedet i høj grad styres af psykologiske attituder.

Det andet ? altså om pakken overhovedet kan bruges til noget ? er et mere delikat spørgsmål. Lige i øjeblikket kan man have sine bange anelser om, hvad politikerne får strikket sammen.

På den ene side er det naturligvis godt, at et bredt flertal i givet fald kommer til at stå bag redningsaktionen. Men på den anden side kan man med god grund have berettiget frygt for det endelige resultat, når mange forskellige partier hver især skal have sat deres mere eller mindre relevante fodaftryk på projektet.

Alene de mange ? ofte besynderlige udmeldinger ? før partierne gik ind bag lukkede døre, tyder ikke godt. Man må håbe, at projektet ikke bliver det samme stykke makværk, som forliget om TV2. Men at politikerne i stedet besinder sig og finder frem til noget, som pengemarkedet kan bruge, og ikke noget som tilfredsstiller snævre politiske og ideologiske interesser.

I den sammenhæng kan man ikke just sige, at socialdemokratiets leder Helle Thorning Schmidts udmeldinger om, hvad hun mener bankdirektører må tjene i de kommende år, er særligt befordrende. Bortset fra det usmagelige i forsøget på at score et par billige point i offentligheden på det urealistiske forslag, er det også et godt eksempel på den ubændige trang, som nogle politiske partier har for at komme ind og blande sig i bankernes drift.

Men sagt ligeud: Det har de samme politikere ingen som helst forstand på. Og det vil være ganske invaliderende, hvis staten, som i et andet totalitært styre, skal ind og blande sig i den daglige drift.

Det er forståeligt, at politikerne gerne vil prøve at undgå den kritiske situation, som uduelige bankchefer i løbet af 2008 satte deres aktionærer og kunder i. Men det må kunne lade sig gøre, uden at den lovgivende magt direkte går ind og blander sig i bankernes daglige drift.

OCJ