Fyns Amts Avis mener: Værdidebat ad absurdum
Af: Nyhedsredaktør Hans-Henrik Dyssel hahd@faa.dk

Det har alt efter temperament været enten tragisk eller komisk at følge de to store værdidebatter i Folketinget den seneste tid:

Spørgsmålet om et burkaforbud (undskyld tildækningsforbud) og spørgsmålet om et forbud mod omskæring af drenge.

Der tegner sig et flertal for det første, mens det sidste ser ud til at få et flertal imod sig.

Folk, der beskæftiger sig med etiske og værdimæssige spørgsmål ved, at det er svært. At en tilsyneladende nem beslutning kan ende i noget værre noget, hvis man følger argumentationen stringent ned ad den slagne vej.

Det er svært at få de to holdninger til at mødes uden at gå kløjs i melet.

Nu får vi så tilsyneladende et burkaforbud, fordi et flertal i Folketinget mener, at det er samfundets opgave at bestemme, hvordan kvinder ikke må gå klædt. At det er så udansk, at man ikke kan få øjenkontakt med en tilfældig kvinde på gaden, at vi ligefrem skal lovgive mod det. Det er, hvad det er. Det er så klart indenfor demokratiets spilleregler, at et flertal kan bestemme det. Naturligvis under forudsætning af, at det ikke vurderes at stride mod grundloven.

Omvendt ser det ud til, at et flertal i Folketinget mener, at forældre skal have lov til at udsætte deres drengespædbørn for at få skåret det yderste af deres forhud af. Til trods for, at der efterhånden er dokumentation for, at handlingen ikke er det snuptag, som nogle hævder.

Det er svært at få de to holdninger til at mødes uden at gå kløjs i melet.

Forslaget om forbud mod omskæring er da heller ikke groet i Folketingets baghave. Det kommer fra folkehavet, hvor det har udsigt til at få så stor opbakning, at det bliver det første såkaldte borgerforslag, som tvinges igennem til debat i Folketinget.

Det er et prekært spørgsmål, forstår man. Så sensibelt, at ikke mindre end fem ministre på et lukket møde fredag skulle forholde sig til det. For hvordan vil udlandet reagere? Er der optræk til en ny Muhammed-krise? Kan det virkelig være rigtigt, at Danmark skal gå forrest i spørgsmålet og nærmest helt surrealistisk risikere at påkalde sig både jødernes og muslimernes vrede?

Er det racistisk? Eller er det lige netop ikke racistisk?

Som gøglerpolitikeren Jacob Haugaard i sin tid måtte konstatere, så er politik ikke noget, man bare leger.

Nogle gange er det svært, og ens beslutninger får store konsekvenser.

Det mindste, vi kan kræve af vores politikere, er, at de tør træffe deres valg i overensstemmelse med deres overbevisning, og at de tør stå ved dem.

Også når det kommer til at gøre ondt.