Fyns Amts Avis mener: Soldater fortjener tak
Af: Nyhedsredaktør Hans-Henrik Dyssel hahd@faa.dk

Krig har det med at gøre verden meget sort og meget hvid.

Som den amerikanske præsident Bush sagde i kølvandet på terrorangrebet på World Trade Center, som hurtigt viste sig at være optakten til Irakkrigen:

"Enten er du med os, eller også er du mod os."

Så var fronterne trukket op. Så skarpt som fronter næsten kan trækkes op.

Et splittet dansk folketing valgte som bekendt, at Danmark skulle være med USA. Så tog den ene krig den anden. Og så er resten historie.

Kan man være modstander af krigen og samtidig bakke op om de danske soldater?

En historie, som stadig skrives, men der er trods alt gået så lang tid, at vi kan drage nogle konklusioner på krigene.

Rent militært er det gået nogenlunde som forventet.

Politisk er det endt i kaos. Hverken Irak, Afghanistan eller Libyen er i dag blevet bare de spirende demokratier, der blev drømt om.

Der er stadig en masse ubesvarede spørgsmål om den danske krigsdeltagelse. Mange af svarene ligger skjult i stadig hemmeligholdte dokumenter og i erindringen hos politikere, hvoraf kun nogle nølende er begyndt at fortælle.

Senest daværende politisk ordfører i Venstre Jens Rohde, som i en kronik i Weekendavisen har beskrevet sin opfattelse af forløbet op til beslutningen om Irakkrigen.

I hvert fald et spørgsmål kan vi imidlertid alle besvare: Kan man være modstander af krigen og samtidig bakke op om de danske soldater, som deltog i den?

De færreste af os har nogen som helst fornemmelse af, hvordan det er at være i krig.

At se sine kammerater blive skudt og i 50 tilfælde i Irak og Afghanistan blive dræbt.

At begå sig i en verden, hvor vejsidebomber og bagholdsangreb lurer konstant.

Det ligger hinsides den menneskelige fatteevne at kunne sætte sig ind i en sådan hverdag.

Det ligger dog helt fast, at vi sendte danske soldater ned til den hverdag. Det ligger desværre lige så fast, at en meget stor andel af dem i dag lever med mere eller mindre alvorlige følgevirkninger.

Nogle presset så langt ud, at spørgsmålet om en bare nogenlunde almindelig hverdag må anses som utopisk. Andre lever på kanten, hvor det kræver en til tider næsten umenneskelig stor indsats at bevare balancen.

Uanset ens holdning til den danske krigsdeltagelse, så bør det være muligt at møde veteranerne med empati og varme.

Man kan godt både være modstander krigene og nikke anerkendende til krigsveteranen og sige "tak".