Endnu engang må det konstateres, at en offentlig myndighed ? denne gang Vejdirektoratet ? har projekter, som økonomisk er løbet løbsk. Og atter en gang kan det konstateres, at det reelt ikke får nogen konsekvenser for nogen af de implicerede.
Den konkrete sag handler om ikke et, men flere vejprojekter, som tilsammen er blevet over tre milliarder kroner dyrere end de budgetter, som politikerne i sin tid godkendte.

Årsagen til de markante overskridelser fortoner sig i tågen. Det er som om de blot konstateres med en selvfølgelighed, der bør vække til eftertanke. Og de efterfølges af yderligere bevillinger med den selvfølgelig udmærkede begrundelse, at projekterne er vigtige for samfundet, og at projekterne nødvendigvis må færdiggøres.

Enkelte politikere maner sig op til at pippe lidt om manglende styring, og at det ikke er rimeligt, at man gang på gang må opleve, at budgetter i offentlige arbejder skrider.

Men reelt stopper det her. Eneste undtagelse i nyere tid synes at være det skandaleramte koncerthus i Danmarks Radio. Ellers må man sige, at tingene bare får lov at køre videre.

Man kan gøre sig mange tanker om, hvorfor der ofte er tale om endog meget stor underbudgettering, når det drejer sig om offentlige projekter. En forklaring kunne i nogle tilfælde godt være, at det simpelthen handler om, at hvis de reelle tal kom på bordet, ville projekterne aldrig blive til noget. Altså at man ? og det kan både være politikere og embedsmænd ? kører efter devisen, det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse.

En anden årsag kan være noget så simpelt som udygtighed. Altså manglende evne eller sløset omgang med tingene. En tredje årsag kan også være ? sådan som formanden for Folketingets trafikudvalg, Henriette Kjær (K) forleden sagde ? at det er umuligt at finde de ansvarlige. Altså at den offentlige beslutningsproces fungerer på en sådan måde, at der er indbygget en slags ansvarsfraskrivning for de implicerede. Ironisk kan man sige, at det er da meget betryggende for de ansatte. Men bestemt ikke for skatteborgernes penge.

En ting er i hvert fald sikker. Det er, at når de ansatte i det offentliges tjeneste kan lave så store bommerter, uden at det får andre konsekvenser end et skuldertræk, så er det helt sikkert medvirkende til, at denne tingenes tilstand vil forsætte.

Derfor er der også et klart behov for at få indrettet den offentlige forretningsgang på en måde, således at ansvaret tydeliggøres, og ikke mindst at der kan placeres et ansvar, når der opstår store budgetoverskridelser, som ikke kan forklares af udefra kommende forhold.

OCJ