Vores to kriser


Vores to kriser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vil man tage pulsen på dansk økonomi, skal man studere antallet af arbejdsløse og tvangsauktioner. Og pulsen er høj, patienten har feber! Ganske vist er det ikke så slemt som i firserne. Kartoffelkuren, som Poul Schlüter gennemførte i 1986, indledte syv års krise, hvor ledigheden steg med 150.000 til 350.000 i foråret 1993. Antallet af tvangsauktioner satte også rekord. I 1990 blev ikke færre end 1600 familier sat ud fra hus og hjem på grund af dårlig økonomi - om måneden.

Så galt ser det ikke ud nu, hverken når det gælder tvangsauktioner eller ledige. Men feberkurven taler sit tydelige sprog. I 2009 var antallet af tvangsauktioner over 4000 - 46 procent flere end året før og tre gange flere end i 2006.

Arbejdsløsheds­tallet er som bekendt også dystert. 5000 flere blev arbejdsløse i ­november - den sidste måned, vi har tal fra - og som omtalt i går er den fynske ledighed fordoblet i løbet af ­­ et år.

Det værste er, at Danmark ikke blot står over for en akut krise, men også en krise på længere sigt. Den nuværende er vi optaget af, og alle er enige om, at der skal gøres noget.

Meget er også gjort - i form af pakker af forskellig art. Men diskussionen går på, om staten skal stimulere endnu mere. Her er de sagkyndige uenige, ikke mindst når det gælder om at iværksætte yderligere offentlige arbejder. Oppositionen - men også vismændene - taler for at pumpe ekstra 10 milliarder i renovering af skoler og af veje, der ikke mindst i denne vinter har taget skade, og som sine steder er til direkte fare for trafikken.

Men regeringen og også Nationalbanken slår sig i tøjret, og det er naturligvis af hensyn til den stærkt øgede statsgæld, vi vil opbygge med rekordfart. Men vismændene har ret. Hvis især ungdomsarbejdsløsheden bider sig fast, kan det vise sig dyrt ikke at lade milliarderne rulle nu.

Helt uafhængig af den nuværende krise tårner en anden krise sig op i horisonten:

Hvis ikke flere kommer i arbejde, og produktionen dermed ikke stiger, vil vores velfærdssamfund smuldre. Med stadig flere ældre og om få år en drastisk nedgang i antallet af unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet - og forlader det tidligt igen - vil der komme et enormt hul i statskassen. Vi står derfor over for et valg mellem enten at skære i velfærden eller forhøje skatterne.

Det har sagkyndige sagt længe, men i den nuværende krise med stadig flere ledige tør ingen politiker tale om manglen på hænder.

Jo, De Konservative er begyndt, og den radikale Margrethe Vestager har som klassens flittige pige gjort det længe. Senest har hun fremlagt en plan, der skal skaffe 133.000 i arbejde og dermed forbedre statens finanser med 30 milliarder inden 2020. Midlerne er afvikling af efterlønnen, en forkortet dagpengeperiode og skatteomlægninger.

Problemet er bare, at alt dette er svært at føre valgkamp på. Helle Thorning-Schmidt, oppositionens statsministerkandidat, har da også allerede skudt reformer af den art ned. Venstre og Dansk Folkeparti siger også nej.

Men hvad vil man så?

Vores to kriser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce