Det er sommer, det er sol, og det er søndag - det var det i hvert fald forleden - og i mangel af nyheder der rykker har dagbladet Politiken kastet sig ud i en politisk sommerserie, hvor man ikke interviewer toppolitikerne, men derimod de unge i næste geled. Den generation, der før eller siden kommer til at bestemme. Ikke nogen dårlig idé, i øvrigt, for efterhånden er de fleste partier så topstyrede, at det som regel kun er bosserne, der udtaler sig. Hvad der rører sig i anden række, bliver vi sjældent betroet.

I gårsdagens udgave af bemeldte dagblad var turen så kommet til ung-SF'eren Ida Auken, der mente, at hendes parti savner et egentligt politisk projekt, og at Socialistisk Folkeparti risikerer at ende som Villy Søvndals Folkeparti. Ida Auken var nervøs for, at SF midt i sin store moderniseringsproces glemmer at udvikle sin politik og sine mærkesager for i stedet at lade sig styre af "vælgeranalyser, populistiske budskaber og vittigheder om landets statsminister" - og i dagens løb fik hun opbakning fra mor, SF-veteranen Margrete Auken, der i sin karrieres efterår sidder hengemt i Europa-Parlamentet. Der skal skrues ned for populismen, mente hun.

Begge Auken-damer har da også fat i noget rigtigt. Villy Søvndal er kult. Som Marianne Jelved var det. Men vi har til gode at se, hvad Søvndal vil bruge sine mange mandater til. Jelved fik ikke noget ud af sine - og det er også nærliggende at drage en parallel til nyskabelsen Ny Alliance, der af alle blev spået en stor fremtid, men som nu ligger og roder omkring spærregrænsen.

Da Ny Alliance blev stiftet, var Naser Khader blandt de mest populære politikere i dette land, men valgkampen afslørede, at han havde ringe eller intet kendskab til vitale politiske spørgsmål. Det straffede vælgerne. Først nu, og måske for sent, er Ny Alliance ved at udvikle en politik, der handler om andet og mere end blot at bekæmpe Dansk Folkeparti.

På samme måde bør SF naturligvis bevise, at partiet er andet og mere end Villy, for ellers forsvinder de mange mandater automatisk igen.

Om det bedst kan gøres ved at sidde i regering, hvis det da skulle komme til et skifte, kan diskuteres. Dansk Folkeparti har større indflydelse uden for regeringen, end man ville have i den - men om SF kan få samme indflydelse ved at støtte en SR-regering, er tvivlsomt. For hvad er SF's alternativ? Vælte en sådan regering vil partiet ikke, for så får man jo bare de borgerlige tilbage. SF vil således ikke få noget særligt som tak, og derfor er det måske klogt af Villy Søvndal at satse på at komme helt ind i varmen. Hvis de andre altså vil have ham med. De Radikale vil næppe. SF'erne er økonomisk uansvarlige, mener de.

Men som sagt: Det er sommer, det er sol, og snart er det atter søndag - og et regeringsskifte ligger langt ude i fremtiden, om det overhovedet vil finde sted. Den radikale forhåndsafvisning af SF understreger indtrykket af en opposition, der ikke kan enes om ret meget - så foreløbig kan Fogh tage det roligt. Særligt, hvis SF's strateger vælger at negligere unge Idas meldinger som ren sommersnak. Det er man jo tit tilbøjelig til, når skytset fyres af uden for sæsonen. Men i så fald kan faldet fra tinderne godt gå hen og blive ret betragteligt.