Vilje og vej


Vilje og vej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FÆRØERNE

Der er noget helt forkert i, at forhandlingerne om Færøernes selv-stændiggørelse skal ende som et højstemt drama. Ganske vist er det rigtigt, at graden af hjemmestyre og en egentlig løsrivelse ofte skaber konflikt og krige. Det er blot nødvendigt at kaste et enkelt blik på Balkan for at se det.

Men i Norden har ikke alene den kulturelle, men også den politiske selvbestemmelsesret været sat højt, og både Norges selv-stændighed fra Sverige i 1905 og siden Islands fra Danmark i 1918 foregik uden sværdslag. Danmarks strid med Norge om Grønland var bitter, men afgjordes ved Den internationale Domstol i Haag - og er i dag glemt af de fleste.

Naturligvis er der fejl på begge sider. Det færøske landsstyre er svagt og kunstigt, og det har meget på spil på den hjemlige politiske scene.

Men har den danske statsminister brug for at spille stærk mand, som han fra forhandlingernes start har gjort? En rolle som den faderlige og venlige storebror ville have klædt ham bedre.

Formelt har Danmark naturligvis ret. Færøerne er ikke i dag en suveræn nation, men et selvstyrende samfund inden for det danske rige.

Men det er et helt uantageligt juristeri at hænge sig fast i denne formelle ret. Det afgørende er, at Danmark bestragter færingerne som et selvstændigt folk med eget sprog, kultur og flag og i øvrigt med et vidtgående selvstyre.

At færingerne nu ønsker en større grad af selvstændighed, må helt naturligt accepteres i Danmark.

Hvis denne vilje er til stede - og hvorfor skulle den ikke være det - kan det ikke være så vanskeligt at finde en vej, som det tilsyneladende er.

På mange måder minder situationen om situationen ved sidste århundredes begyndelse, da Island ønskede at gå sine egne veje. Det havde fået en vis selvstændighed en menneskealder tidligere, nu ønskede de fuld suverænitet, men dog med en personalunion og fælles forsvar med Danmark. Det lykkedes uden de helt store sværdslag at finde en løsning, der førte frem til Islands totale selvstændighed i 1943.

Skal man tro den færøske forhandlingsdelegation, er det den islandske model af 1918, som færingerne nu ønsker. Hvorfor bruges den så ikke som model?

Naturligvis er der betydelige indenrigspolitiske forklaringer på den færøske delegations stædighed. Glemmes skal heller ikke, at statsministeren formentlig har fået et nyt og bedre forhold til socialdemokraternes leder, Johannes Eidesgaard. Han er i opposition hjemme, og har derfor også meget på spil.

Økonomien spiller også sin store rolle. Der er et gab mellem, hvad færingerne ønsker, og Danmark vil give.Men det er ikke den første handel i verdenshistorien, hvor parterne står langt fra hinanden og ender med at give håndslag. Sådan bør det også gå i den færøsk-danske strid. Færinger er frænder, og vi har fra dansk side pligt til ikke at gå i små sko og surmule over de motorveje og tunneler, vi har betalt.

Der er ingen hæder forbundet ved at spille stor og stærk over for en, der er lille.

Det er derfor ikke kun Færøerne, der har noget på spil i denne sag.

Vilje og vej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce