Fjernelser
”Kommunerne er blevet dygtigere til at skride tidligere ind,” sagde Lillian Vaaben fra familieafdelingen i Fyns Amt til avisen i går om den kendsgerning, at der er sket en stigning i tvangsfjernelserne på Fyn på 25 procent siden 1997. Alene sidste år er der tvangsfjernet 204 børn.

Men ikke alene er kommunerne blevet dygtigere. Der er også vedtaget en lovgivning, som nu gør sagsbehandlingen smidigere for de udvalg, der beslutter sig til at fjerne børn.

Så nu er det hele sådan set sat på skinner. Nu er det bare med at se at komme i gang. Eller...?De sidste mange ugers debat i avisen omkring den 12- årige Marias tvangsfjernelse, hendes familie og venners kamp for hendes hjemgivelse, hendes gåen-under -jorden-, og endelig rådmand Ruth Larsens kapitulation: hjemgivelse til moderen, burde mane til nogen eftertanke.

Hvis myndighederne beslutter sig for en fjernelse, må man formode, det ikke er på skrømt. Det bør betyde, at fjernelsen heller ikke kan trækkes tilbage, fordi familiemedlemmer og andre gør ophævelser -også ganske grovkornede-. Ikke desto mindre bøjede myndighederne sig på forunderlig vis, så man må spørge sig, om fjernelsen var en rigtig beslutning.

Derudover kan det undre, at man fjerner en ung på 12 år uden tilsyneladende at have fået barnets egen accept. I dag er et barn på 12 år ikke mere bare et barn, man flytter rundt med mod sin vilje. Naturligvis, havde vi nær sagt. Hvis barnet i den alder ikke selv vil medvirke, bliver der naturligvis ikke pølser af det skind.Sagen kunne være anledning til at stille spørgsmålet, om sagsbehandlerne er dygtige nok til at vurdere, hvad der i det givne tilfælde er godt for et givent barn.

Svaret vil af naturlige årsager ofte være et nej. Mange kan have en forestilling om, hvad der er bedst for andre børn. Det er naturligvis derfor Lillian Vaaben glæder sig over, ”at kommunerne nu er dygtigere til at skride ind tidligt”. Men dermed bliver faren for, at der begås fejltagelser/overgreb også større.

Noget af det vanskeligste i denne verden er at vurdere, hvad der er godt for andre. Vi er tilbøjelige til at sætte vores egen etiske model for et godt liv ned over andre. Den fare står en sagsbehandler i socialforvaltningerne i hver eneste dag.

Derfor er det spørgsmålet, hvor velsignelsesrigt det er, at det nu er blevet muligt med en smidigere sagsgang i den slags sager.

Skal det ikke være svært? Er der ikke tale om en så voldsom indgriben i andres tilværelse, at vi til det yderste skal være på vagt overfor det, vi gør? I den aktuelle sag er det spørgsmålet, om de oplevelser, pigen har været udsat for under myndighedernes omsorg, ikke forbliver det mest traumatiske for hende. Kendsgerningen er også, at børn har en langt større overbærenhedstærskel med deres forældre, end andre har. Det betyder, at de har en tilknytning til deres forældre, som er langt stærkere, end den udefrakommende kan begribe. Der er eksempler på børn, der holder sammen på både forældre og en søskendeflok og har det bedre med det, end hvis myndighederne greb ind, hvor berettiget det umiddelbart kunne se ud.