VI HAR EN AFTALE, proklamerede statsministeren, da han sidste år i BellaCentret kunne konstatere, at aftalen om EUs udvidelse var i hus. Og med rette var han stolt.

Ved Venstres landsmøde i Herning Hallerne i går kunne han på ny konstatere, at en aftale var hjemme. Finansloven kom om sider på plads efter en maratonforhandling mellem regeringespartierne og Dansk Folkeparti.

DET STOD PÅ forhånd klart, at det var regeringen og dens støtteparti, der skulle bære finansloven hjem. For tredje gang har det unge parti bevist sin parlamentariske duelighed og afgørende præget finansloven. Partiets hovedforhandler, Kristian Thulesen Dahl har på ny vist, at han mestrer det politiske spil.

Mere overraskende var det, at dele blev forhandlet på plads med andre partier. Først og fremmest er der grund til at hæfte sig ved de radikales holdning. Partiet brød musketéreden med Socialdemokraterne og venstrefløjen, både da det gjaldt kultur og trafik. Finansministeren imødekom på afgørende punkter partiets politik, så det ikke kunne sige nej. Til gengæld gjorde Thor Pedersen det næsten umuligt for Socialdemokraterne at stemme for trafikforliget, skønt de ikke var særlig imod indholdet. Finansieringen, derimod kunne partiet ikke leve med. Det vidste Thor Pedersen, så foruden et forlig med Marianne Jelved opnåede han at drive en kile ind mellem hende og Mogens Lykketoft - ret flot politisk håndværk.

SOM ANDRE finanslove er den nye hverken så god, som dens underskrivere vil sige, eller så ringe, som de partier vil hævde, der ikke har del i den. Striden stod om nogle få milliarder af de mere end 500, den omhandler, og vi skal henved 10 år frem for at se nogle af de vigtigste resultater realiseret. Således de ekstra spor på den fynske motorvej og det store nye fængsel.
Det er de politiske signaler, som forligene sender, der er mest interessante.
Forløbet viser, at regeringen på afgørende felter er dybt afhængig af Dansk Folkeparti, og at den med blikket stift rettet mod næste valgdag ikke vil åbne flanker i forhold til Dansk Folkeparti og dets populistiske politik. Derfor tilgodeses de populære krav om mere politi, flere i fængsel og penge til de gamle.Tryghed prioriteres højere end frihed i Danmarks liberale parti.

MEN DET ER EN vigtig politisk sejr, at de radikale er med et stykke af vejen. Øjner det lille parti en mulighed for efter næste valg at blive lige så uundværligt for regeringen som Dansk Folkeparti og dermed vende tilbage i sin ønskeposition: At trække den til enhver tid siddende regering mod midten? Sker det, vil mange gamle Venstrevælgere drage et et lettelsens suk.
På Venstres landsmøde vil man foreløbig sige: Så langt, så godt. Men større ting står på dagsordenen: Et nyt Danmarkskort skal tegnes og et nyt EU tage form. Her er der ingen hjælp at hente hos Pia Kjærsgaard. Forhåbentlig lykkes det alligevel statsministeren at få en aftale.