DET ER IKKE kun, fordi Sverige er vor store nordiske nabo, og fordi vore lande ligner hinanden, at der god grund til at følge det svenske valg i dag.

Der er det også, fordi endnu en socialdemokratisk bastion måske står for fald, og fordi flygtningepolitiken også i Sverige er en blind makker, der kan afgøre udfaldet.



I HVERT FALD er det påfaldende, at da det svenske Folkpartiet, der er en mellemting mellem Venstre og de radkale herhjemme, tog emnet op, næsten tredoblede det sin vælgermæssige tilslutning - fra godt fem procent til 13 procent.

Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at Folkpartiets leder, Lars Leijonborg, slet ikke har anslået de toner, vi har hørt fra danske borgerlige partier.

Lars Leijonborg, har ganke vist foreslået, at der stilles en række klare krav til indvandrere. For at opnå statsborgerskab skal de for eksempel kunne bestå en prøve i det svenske sprog, og hvis en indvandrer - ikke en flygtning - er ledig i tre måneder, skal han kunne sendes hjem igen.



NOK så interessant er, at disse stramninger er kombineret med en helt fri arbejdskraftindvandring og skærpede love mod diskrimination. Der er altså tale om en liberal båret politik, så man forstår, at Folkepartiet er uenig med sit danske broderparti, Venstre - for slet ikke at tale om Dansk Folkeparti. Til gengæld ligger det på linje med vore socialdemokrater, når de siger, at det afgørende ikke er indvandrernes antal, men integrationen af dem.

Alligevel har vælgerne altså belønnet Folkpartiet, hvad der rejser det gode spørgsmål, om vælgerne er glade for bare det mindste kritiske pip,eller den liberale holdning virkelig udtrykker den offentlige mening.Hvis det sidste er tilfældet, kalder det på det næste spørgsmål:Hvorfor kan vi i Danmark ikke diskutere lige så afslappet?Den ofte hørte danske forklaring, at ingen i Sverige tør sige, hvad de mener af angst for at blive kaldt racister, nærmer sig en hån mod det svenske demokrati og dets udøvere, herunder pressen.



I HVERT FALD KAN DET fastslås, at højrebølgen i Europa næppe giver sig markante udslag ved valget i dag. Socialdemokraterne får næppe fremgang, men 131 mandater i Riksdagen som nu over for de konservatives, Moderaternas, 82 er i sig selv en sejr i et Europa, hvor socialdemokraterne land efter land må sige farvel til magten.

Alligevel er det ikke sikkert, at statsminister Göran Persson klarer pyntet. Han skal støtte sig på Vänsterpartiet (svarende til SF) og Miljøpartiet. Det når måske ikke op over spærregrænsen på fire procent, og så tipper vægtskålen.Hvem der så bliver statsminister, slås de borgerlige ledere netop nu bravt om.



SELV OM der er meget, der minder om dansk politik, træder forskellene lige nu mest i øjenene. Først og fremmest, at det ikke er holdningen til indvandrerne, der afgør valget. Skal man pege på en udslaggivende faktor, må det blive sofavælgerne!