Anker Boye, Odenses borgmester og de danske kommuners formand, har udspekuleret endnu en udvej for, hvordan den urimelige toldmur på Storebælt kan væltes.

Borgmesteren har noteret sig, at tyskerne fra 2003 agter at indføre en såkaldt kilometerskat, så tunge lastvogne fra blandt andet Danmark må slippe penge for at bruge motorvejene. Gjorde man det samme herhjemme, ville man pludselig stå med en god millard ekstra kroner om året - og da disse penge jo ikke er budgetteret, kan de passende finansiere Storebæltsforbindelsen, mener Boye.

JAJA, det er da en idé - hvis vi altså skal have en sådan kilometerskat - og alle ideer, der kan sidestille Storebæltsbroen med resten af motorvejsnettet og de øvrige danske broer, tunneler og dæmninger, som det ikke koster penge at passere, bør hilses velkomne.

Men naturligvis blev Odense-borgmesterens forslag straks skudt ned af en af bro-betalingens fædre, den tidligere konservative trafikminister Kaj Ikast, der kaldte Anker Boyes udspil for "valgflæsk og varm luft i anledning af det snarlige kommunalvalg".

Det er ikke umuligt, at Anker Boye har noteret sig, at der er kommunalvalg om en måned, og det er heller ikke umuligt, at borgmesteren, hans svegne løfter om at stoppe volden og balladen i Odense i erindring, leder efter et nyt valgtema, der symboliserer stærke visioner og stor handlekraft.

Det fritager imidlertid ikke Kaj Ikast - og andre fremtrædende faddere til den gældende Storebæltsmodel - for at forholde sig åbent til de forslag, der måtte komme, så det uhensigtsmæssige betalingssystem kan nyvurderes. Det havde klædt den tidligere trafikminister bedre, om han havde argumenteret sagligt imod Boyes idé - hvis han da ikke synes om den; det har han egentlig ikke udtalt sig om -og selv fremsat en anden.

MEN DET ønsker Kaj Ikast og hans meningsfæller selvfølgelig ikke - for hvad den magtfulde, tværpolitiske junta, som blandt andre også talte Centrum-Demokraternes Arne Melchior, i sin tid vedtog, lader sig ingensinde ændre. Politik er jo, som den franske filosof Paul Valéry så rigtigt konstaterede, den kunst at forhindre folk i at blande sig i, hvad der angår dem. Ikast og hans folk alene vide. Ugh, vi har talt!

Glædeligt er det derimod, at CDs fynske folketingsmedlem, Ebbe Kalnæs, omsider har indset det uforstandige i Storebæltstolden - nu er der jo også frit slag, efter at Melchior er forsvundet - og derfor opfordrer forligspartierne til nye forhandlinger. Ingen skal være blinde for, at Kalnæs den 20. november kandiderer til det fynske amtsråd, og at også han har brug for en sag, som kan appellere til de lokale vælgere - men derfor behøver det jo ikke at være forkert, hvad manden siger.

Det er på tide, at Folketingets øjne åbnes for nødvendigheden af med jævne mellemrum at justere gamle fejl og tilpasse sig nutiden.