Udlicitering er navnet på en hellig ko, som tilsyneladende får lov at stolpre rundt på det frie marked uden at blive antastet af noget eller nogen som helst med en Venstrepartibog i lommen eller et V-kryds i blyantspidsen.

Regeringspartiets erhvervsordfører Jacob Jensen kælvede forleden med forslaget om, at alle offentlige opgaver bør sendes ud i licitation eller udbud, "målsætningen er, at 100 procent skal i udbud, intet skal være fredet", sagde han.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har senere blødt lidt op på den bastante udmelding, men målet er stadig, som Jacob Jensen sagde, at få løst opgaverne bedst for borgerne.

Forslaget fik medvind fra en OECD-analyse, som viser, at får kommunerne konkurrence fra private virksomheder, så opper man sig, effektiviserer og rationaliserer og får dermed lavere omkostninger.

Også den borgerlige tænketank CEPOS havde i ugens løb fokus på udlicitering, og en undersøgelse, som Cepos havde fået lavet af Rambøll Management, viste en besparelse på hele 15 milliarder kroner over en række år ved en øget udlicitering.

Der er da heller ingen grund til at have berøringsangst overfor at lade private virksomheder løse opgaver, som traditionelt er blevet håndteret i og af den offentlige sektor. Det sker allerede i rigt mål og kan sagtens udbygges, således at målsætningen om, at 25 procent skal være sendt i udbud i 2010, kan nås uden problemer.

Men det er ikke nok for Venstre, der både vil have øget hastigheden og omfanget af udliciteringen.

Og her er det, at den hellige ko burde, om ikke slagtes, så i hvert fald behandles for den volumensyge, som tilsyneladende er ved at få den til at eksplodere og spærre for udsigten til fornuften.

Ét er at få en lokal anlægsgartner til at passe og pleje kommunens græsplæner, og ét er at lade den lokale slagter levere maden til forstadens plejehjem, men noget helt andet er at lade private virksomheder overtage driften af sygehuse, børnehaver og skoler.

Uanset hvor stor en tilhænger man er af det frie marked og slagord som "borgernes frie valg", så er det en kendsgerning, at ikke alt i denne verden lader sig måle og veje og prissætte.

I forvejen har moderne management med sine effektiviseringer, skemaer, stopure, taxametre og kontrol, kontrol, kontrol, forpestet store dele af den offentlige sektor ved at fratage de ansatte glæden og stoltheden ved arbejdet. Ikke mindst inden for omsorgsområdet.

Et privat firma, hvis øjne er fastnaglet til tallene på bundlinjen, vil næppe kunne lave om på det, men bare gøre ondt værre.

At erstatte den ene hellige ko ved navn "det offentlige skal tage sig af det, det altid har gjort", med en anden hellig ko ved navn "udlicitering" vil derfor være visionsløst og ufornuftigt.

Derimod er det fremsynet at lade det private komme til der, hvor konkurrencen med det offentlige er målbar. Og det er den ikke på syge-, sundheds-, uddannelses- og socialområdet.