I Ringkøbing bor en gammel læge. Han har gennem det sidste halve århundrede blandet sig i mere end sine patienters trivsel, selv om det altid var den, der lå bag hans engagement i samfundsforholdene. Vagn Christensen hedder han, han blev en af landets første socialmedicinere, og han har som sådan gang på gang blandet sig i det politiske liv med råd om, hvorledes vi giver andre, først og fremmest børnene, et bedre liv. Han var blandt de første til at påpege boligforholdene som helt afgørende for familiernes trivsel. Senere blev han, der oprindeligt var landmandsbarn fra Fyn, dybt engageret i landbofamiliernes trivsel, og nu sidder han, pensioneret og just fyldt 80, og filosoferer over det at have et godt liv som gammel i Weekendavisens serie om alderdommen.

En bemærkelsesværdig og højst beskæmmende udtalelse i Ina Kjøgx Pedersens interview med ham er hans opgør med utilfredsheden. Han mener, Ældresagen lever af at gøre folk utilfredse, og når det rammer dybt, er det naturligvis fordi det i det hele taget gælder, at hvis man vil høres og hverve medlemmer, så skal man brokke sig.

Der er ikke meget appel i at er-klære, at de gamle har det strålende, men det er just, hvad Vagn Christensen gør. De fleste har det glimrende. De sundhedsmæssige problemer vedrører 15-20 procent. Fem procent har brug for plejehjem, 10-15 procent for hjemmehjælp, men det er ikke salgbart i øjeblikket at sige, at vi har et godt samfund.

Vagn Christensen nævner sundhedsplejen som det største sundhedsmæssige fremskridt, vi har haft de seneste 20 år, og mener, det er synd og skam at hænge medarbejderne ud, for de har et hårdt arbejde, og de gør det godt. Kvaliteten er i top hos sygeplejersker, ergoterapeuter og hjemmehjælpere.

Men når han er ude at holde foredrag, er det ikke dette budskab, folk vil høre. Han nævner et møde, hvor tilhørerne blev direkte utilfredse, fordi han sagde, at der blev passet utrolig godt på de gamle. Tilhørernes udgangspunkt var, at gamle fik alt for få penge .... selv om de efter tøjet at dømme klarede sig udmærket.

Det er ikke populært at sige sådan, for man skal jo varetage sin gruppes interesser, sagde Vagn Christensen, men som rådgiver for samfundet gennem 30 år ved jeg jo, at man prioriterer. Hvis man bruger penge på det gamle, så er der ingen til børnene. Forhåbentlig medvirker han til at gøre de gamle mere tilfredse. Rigtigt er det jo, at hvis man spørger hver enkelt ældre - lad os blot sige over 70 år - om de som unge havde forestillet sig, de i dag ville have så gode levevilkår, er svaret et blankt nej. Det havde de ikke drømt om. Og spørger man hver enkelt om, hvad det er vigtigst for samfundet at satse på, svarer de også samstemmende ”børnebørnene”.

Vi skal bestemt ikke holde op med at drage det frem, når der er elendig hjemmepleje, fordi der mangler folk, når der er dårlig hygiejne og elendig trivsel der, hvor det offentlige har ansvaret. Men sådan et lille hip om, at ”de stakkels gamle” er en myte, og at alderdom faktisk ikke er nogen sygdom, er ikke nogen ringe ballast at tage med sig ind i alderdommen.