Tyrkiske ting skal blive
Af: Marie Jung mju@fyens.dk

Museet Davids Samling i København, som huser en meget stor samling af islamisk kunst fra 7. til 19. århundrede, har haft besøg af en tyrkisk delegation. Tyrkerne mener at have krav på en lang række af museets genstande og henviser til, at der er tale om tyvekoster. Museer i andre lande har haft tilsvarende besøg.

Verdens museer vrimler med genstande, hvis vej til udstillingsmontren ganske rigtigt kan skyldes tyveri. Men de kan også være krigsbytte, hvilket i tidligere tider ikke var ulovligt, eller de kan være købt helt regulært af samlere eller hjembragt som gaver og datidens souvenirs. Artefakternes vej kan altså være nærmest umulig at påvise. Derfor ligner det tyrkiske krav umiddelbart halsløs gerning, baseret på et indenrigspolitisk spil til støtte for præsident Erdogans nationalisme.

Dræner vi verdens museer for andre end indenlandske effekter, mister vi muligheden for at stifte bekendtskab med andre folkeslags kulturer.

Men diskussionen er større end som så. Den findes verden over, på kryds og tværs mellem lande. Grækenland har for eksempel i årevis krævet de dele af Parthenon-frisen, der findes på British Museum i London, tilbage, mens Frankrigs præsident Emmanuel Macron vil returnere en lang række kulturgenstande til det afrikanske land Benin: Krigsbytte, som Frankrig tog under sin erobring af landet i 1892-94.

Præsidentens beslutning er al ære værd, men dræner vi verdens museer for andre end indenlandske effekter, mister vi muligheden for at stifte bekendtskab med andre folkeslags kulturer. En af de kulturhistoriske museers vigtigste roller er at fremme den internationale, mellemfolkelige forståelse. I stedet for dannelsesrejser verden rundt, som de færreste har råd til, har vi museerne til at give os indsigt og overblik. Som Kjeld von Folsach, museumsdirektør for Davids Samling har formuleret det: "Alle oplyste samfund bryder jo sammen, hvis ikke man har adgang til informationer om andre lande."

Når det er sagt, kan der være kulturgenstande, som har så stor betydning for et lands nationale selvforståelse og identitet, at de bør være i deres hjemland. Det var for eksempel tilfældet med de islandske håndskrifter: Her leverede Danmark de vigtigste sagaer tilbage til Island, mens andre stadig findes på Den Arnamagnæanske Samling i København. En salomonisk løsning, som det dog krævede flere år, to lovvedtagelser, to højesteretsdomme og hårdt arbejde for tilhængerne at nå frem til.

Parthenon på Akropolis er altafgørende for den græske identitet, og Akropolis står i øvrigt på Unescos verdensarvsliste. Derfor burde englænderne få British Museum til at returnere delene af templets frise, som den britiske ambassadør i Grækenland i sin tid fik tilladelse til at fjerne af den daværende besættelsesmagt i landet - Det Osmanniske Rige, nu Tyrkiet.

Men de tyrkiske effekter i Davids Samling bør som udgangspunkt blive i Danmark, medmindre der er virkelig overbevisende argumenter for, at de har stor, national betydning for tyrkerne. Det kan næppe være tilfældet med samtlige de op til ca. 200.000 genstande, landet samlet gør krav på fra Vesten.