det globale
Allerede da Muren faldt, pegede borgerlige idépolitikere som Bertel Haarder og Per Stig Møller på, at der midt i glæden var grund til at frygte for den politiske debat.I et demokrati er det nødvendigt, at debatten holdes levende ved indspark snart fra venstre side, snart fra højre. Men hvem ville stille spørgsmål til de frie markedskræfters nødvendighed for både demokrati, velstand og fredelig sameksistens? De gamle venstreintellektuelle, der hidtil havde bidt kapitalen i benet, stak af gode grunde piben ind. Individualismen - den enkeltes projekt med sit liv - blev sat i højsædet, ikke hensynet til fællesskabet. Kompetence blev hovedordet. Kun omkring EU så man rester af den gamle politiske kamp mellem højre og venstre. Det må stadig undre, fordi der ingen andre er til at styre de markedskræfter, der med globaliseringen blev sluppet fri, end de politiske instanser. Ikke de nationale, for hvad kan de stille op mod globaliseringens uheldige følger? - men de internationale, først og fremmest EU. Den danske venstrefløj var imod, hvad der nok kan undre.Netop globaliseringen og de muligheder, som åbne grænser og ny teknik giver kapitalkræfterne, er hovedordet i en ny bevægelse, der er grund til at holde øje med. Attac hedder bevægelsen, som allerede har slået rod i 20 lande, og også er på vej til Danmark. Den ønsker, at de fattigste u-landes gæld afskrives, at den internationale handel med valuta beskattes for at forhindre, at spekulanter udnytter dem. Samtidig vil en valutaskat kunne indbringe 300 mia. dollar til globale hjælpeprojekter. Videre vil man afskaffe skatteparadiser samt begrænse pensionskassernes store økonomiske magt, så deres investeringer følger etiske retningslinjer.Måske tæller bevægelsen mest gamle socialister, der nu er blevet ny-nationalister? At Drude Dahle-rup er optaget af at være gudmoder for bevægelsen kunne tyde på det. Bevægelsen har også skadet sig selv ved at optræde voldsomt ved demonstrationer ved store internationale møder. Men den har ret i, at markedsøkonomien ikke må blive religion. Den økonomiske frihed og individets frihed må begrænses af hensyn til fællesskabet. Det er den balance, der hersker i de nordiske velfærdsstater, som vi nu er ved at justere, for derved at bevare deres bærende værdigrundlag.Der er specielt to grupper, der er optaget af globaliseringen. Den ene ser den som noget skræmmende, fordi den betyder forandringer og måske underminerer deres job. Den anden se globaliseringen som en verden af muligheder.Ét er sikkert: Vi kan ikke tale gamle dage tilbage. Globaliseringen er kommet for at blive. Den byder på muligheder og på frustrationer. Det paradoksale er, at frygten for globaliseringen ikke modsvares af et helhjertet engagement i og for det europæiske fællesskab, selv om her jo netop er det demokratiske instrument til at styre de kræfter, globaliseringen giver frit spil.Derfor vil Attacs mulighed for at blive en folkelig kraft afhænge af, hvor fordomsfrit, bevægelsen betragter EU.