Når Tour de France-feltet i eftermiddag ruller ind på Champs Elysées for at hylde vinderen, kan arrangørerne glæde sig over, at det nærmeste, tre ryttere kom den gule førertrøje, var den gule farve i den urin, der afslørede dem som dopingsyndere.

Spanieren Manuel Beltran, en ældre herre der har kørt de europæiske veje tynde i årevis, var den første, en anden spanier, Moises Duenas Nevado, et relativt ubeskrevet blad, den anden.

Mest spektakulær var politiets afhentning af supertalentet, bjergklatreren og storskryderen, italieneren Riccardo Ricco, der blev testet positiv for brug af epo.

Med sig i faldet trak han hele sit hold, Saunier Duval, et firma med speciale i varmeteknologi med afdelinger i otte europæiske lande og Kina.

Skandale, brølede medierne straks, mens cykelsportens egne ledere, udøvere og trænere beklagede, men dog glædede sig over, at Ricco blev taget med blodårene fedtet ind i præstationsfremmende midler. Det viste trods alt, at anti-dopingsystemet og testmetoderne fungerer. Og vi kan lige så godt vænne os til det.

Afsløringen af ryttere, der bruger kunstige, forbudte midler til at forbedre egne præstationer og dermed øge chancerne for at blive stjerne, er blevet en del af oplevelsen, både for de tusinder der dagligt følger med på de franske landeveje og for millioner af tv-seere.

Afsløringen af ryttere, der snyder, er blevet en del af troværdigheden.

For vi forventer det. Fra løbets start venter vi i spænding på, hvem der nu går i fælden, fordi de i grænseløs naivitet har troet det muligt at snyde dopingkontrollen, og fordi de har smarte folk i afdelingen for udvikling af nye kemikalier.

Sådan vil det være i en professionel sportsgren, hvor sejre og stjernestatus kan sikre dig og din familie økonomisk det meste af livet.

At tro det modsatte, at doping vil forsvinde ud af cykelsporten og elitesporten generelt, er naivt. Præstationsfremmende midler er kommet for at blive, og kynikerne og idrætsfolk med en ikke kontrollerbar vindermentalitet er til enhver tid parate til at løbe risikoen.

Således også Riccardo Ricco. Han og holdet Saunier Duval og dets læger og medicinmænd, har formentlig troet, at de havde så meget styr på misbruget, at kontrolinstanserne ikke kunne opdage det. For naturligvis er der ikke tale om et hændeligt uheld men om bevidst strategi.

Med andre ord har direktører og menige cykelryttere på det nu skamrøde cykelhold taget en kalkuleret risiko - og tabt. Og den risiko vil der fremover være andre, der er parate til at løbe.

Kampen mod doping kan derfor kun vindes i den forstand, at de kontrollerende myndigheder til stadighed snupper fidusmagerne.

Den dag dopingkontrollørerne i Tour de France ikke længere er i stand til at afsløre et misbrug, har de tabt.

Og det vil være ødelæggende for troværdigheden.