Når statsministeren i dag går på Folketingets talerstol for at holde sin åbningstale, er det forståeligt, hvis han ikke er utilfreds med sig selv.

Siden han for godt ti måneder siden dannede sin regering, er der ikke indtruffet alvorlige begivenheder hjemme ellere ude, der har kunnet ryste den. Yderligere tyder meget på, at de fleste af de store problemer, der knytter sig til samlingen af Europa - den største af alle opgaver for denne politikergeneration - at kunne løses med Danmarks statsminister for bordenden.

Afgørende for enhver regering er ro på hjemmefronten. Og den ro har regeringen haft. Naturligvis har der været strid om et så kontroversielt indgreb som skattestoppet og om den liberale signalpolitik, som regeringen på visse områder har fundet det nødvendigt at gennemføre. I frisk erindring står kritikken af beskæringerne af nævn og råd og besparelserne efter grønthøstermetoden.

Der er fortsat megen vrede og frustration i kulturlivet, i det sociale arbejde og inden for uddannelsessektoren. Men trætheden over den forrige regering har båret over med meget. Skulle nogle ønske sig den tilbage, vil de fleste komme på andre tanker, når de betragter det uskønne rivegilde, der siden valget har været i gang hos socialdemokraterne.

Det er på denne baggrund, at den seneste Gallup - offentliggjort i søndags i Berlingske Tidende - fortsat gør Venstre til landets største parti med næsten samme tilslutning som ved valget.

Sammen med Dansk Folkeparti, der synes at have vendt det sidste halvårs negative tendens, råder regeringen over 92 mandater og har hertil i reserve et par af de nordatlantiske samt Kristeligt Folkepartis fire. Herover for står oppositionens 79.

Det betyder ikke, at regeringen sejler ind i et folketingsår uden miner.

Skattestoppet har en positiv pyskologisk effekt, men det er et stramt korset, som skaber stadig større problemer, ikke mindst for kommuner og amter. Desuden forhindrer det den nytænkning på skatteområdet, som stadig flere i og uden for regeringen ønsker.

Statsministeren maner til besindighed. Han ønsker, at Venstre skal være det store folkeparti, der ikke lover mere, end det kan holde, og som ikke efterlader nogen på skatteslagmarken. Troværdighed er blevet hans mantra.

Men paradoksalt nok kan netop denne linje skabe Venstre problemer - for hvad bliver der af de liberale visioner, af ønsket om at forny og forandre, når stabilitet og tryghed for alle sættes i højsædet?

I de kommende måneder bliver det integrationspolitikken, arbejdsmarkedsreformen og en ny skolelov, der samler opmærksomheden. Regeringen ønsker brede forlig, men ønsker Dansk Folkeparti det samme? Og vil regeringen i givet fald sætte sit faste forhold over styr for at få andre med? Det bliver interessant at følge i den nye samling.