I MERE END én uge har diskussionen bølget om Günter Grass, Tysklands berømte Nobel-prismodtager i litteratur, efter at han har vedgået, at han i krigens sidste år en kort tid gjorde tjeneste i Waffen-SS.

Det er mere end 60 år siden, og Grass var kun 17 år gammel. Et års tid forinden havde han søgt at virkeliggøre en drengedrøm om komme i flåden og fra en u-båd affyre torpedoer mod Hitlers fjender. Som de fleste andre tyskere dengang var han optaget af at forsvare fædrelandet mod bolsjevikker og jøder...

SIN FORTID I SS har han siden i de mange år gemt godt og grundigt til side. Og var han ikke i et interview og om kort tid i en bog gået til bekendelse, var han formentlig gået i graven med et uplettet minde.

Men gemt var ikke glemt - for ham selv. Han kunne ikke længere leve uden at gøre rent bord. Samvittigheden måtte lettes.

Det har vakt en sjælden set opstandelse på det litterære parnas, og også i det politiske, fordi Grass igennem mange år har været den moderate venstrefløjs talsmand og ofte revset sine landsmænd - også for ikke at have vedkendt sig fortiden.

DER ER derfor mange, der i deres stille sind godter sig over, at de nu "har noget på"  den kendte forfatter med den store moralske pegefinger.

Nogle vil frakende ham al ære og alle priser, herunder Nobelprisen, hvad dog Nobelkomiteen venligt afviser at høre tale om.

OMVENDT ER GRASS' mange venner i fuld gang med at bagatellisere unge Günters vildfarelser.

Nøgternt set hører hans forbrydelse også hjemme i småtingsafdelingen. Han var kun en stor dreng og næsten alle i Tyskland, ikke mindst de unge, var bjerg- og voldtaget af nazismen. Vildfarelsen er også mere undskyldelig end den, som tilsvarende unge danske gerådede i, for de unge danske var ikke blevet indoktrineret af hele det omliggende samfund. Det var ikke deres fædreland, der kaldte, men tværtimod sirenetoner fra besættelsesmagten, der forlokkede dem.

Desuden meldte Grass sig ikke selv til SS. Han blev indkaldt fra Arbejdstjeneste, som han var henvist til, da han var for ung til at komme i Marinen.

MEN HANS VENNER gør ikke Grass en tjeneste ved at bagatellisere, at han var indrulleret i det berygtede korps. Man tager ham ikke alvorligt ved at ville slå en streg over den periode i hans liv, så kort den var.

Men Günter Grass' egentlige problem er ikke hans SS-fortid, men at han først nu vedgår den. Har han været tavs de mange år, fordi skyld og trang til at moralisere hænger sammen? Eller det fordi, at en tilståelse er sværere og sværere at aflægge, jo længere den holdes tilbage?

ÉT ER VIST: Som debattør har Grass mistet troværdighed. Men med sin frivillige bekendelse er han vokset som menneske. Og som forfatter er han ubestridt blandt Europas største.