Studerer man Anders Fogh Rasmussens ordvalg de talrige gange, han efterhånden har kommenteret situationen i Irak, er det tydeligt, at han har indledt en ny strategi. Statsministeren er nu på elastisk tilbagetog.

Hvor Fogh så sent som i åbningstalen i Folketinget i oktober brugte store ord om, at Danmark skulle være med til at skabe et frit, samlet og demokratisk Irak, der kunne danne forbillede i hele Mellemøsten, er han nu anderledes lavmælt.

DET BLEV ikke mindst tydeligt, da han forleden kommenterede præsident Bush's proklamation af, at krigen i Irak skulle optrappes og yderligere 22.000 amerikanske soldater sættes ind i Bagdad. Hvor Fogh før altid hilste Bush's politik "velkommen" og erklærede "varm støtte" til den, var han nu fåmælt. Hans eneste kommentar var i virkeligheden, at han havde "noteret sig", at den amerikanske styrke skulle udvides. "Det tager vi til efterretning".

DER ER ALTSÅ ikke tale om, at Danmark vil følge Amerika "hele vejen", som Poul Nyrup Rasmussen kom til at love i de hektiske dage efter 11. september 2001, og som Anders Fogh også hidtil har villet. De danske styrker skal ikke støtte amerikanerne i Bagdad, som man logisk kunne have forventet. De skal hjem.

Fogh knytter sig dermed ikke længere til Bush. Han lægger tværtimod forsigtig afstand til ham og læner sig i stedet op ad Tony Blair, der også vil ud af Irak.

Men hvordan kommer man det uden at miste ansigt?

FOR FOGH RASMUSSEN er det ved at glemme alle de store ord om et frit, samlet og demokratisk Irak. Nu er målet meget mere beskedent. De danske tropper skal hjem, når situationen i Sydirak, hvor de befinder sig, er så fredelig, at irakerne selv kan tage ansvaret for den videre udvikling.

Det kan blive småt for enhver, som den gamle vending siger. Hvis målet er et samlet, frit og demokratisk Irak, er det så i orden, at kun et hjørne af landet er nogenlunde fredeligt? Det spørgsmål har vi ikke fået svar på. Heller ikke, hvordan regeringen på samme tid kan erklære sig enig med Baker-rapporten og Bush's seneste udmelding, der på afgørende punkter ikke følger rådene fra Baker.

MEN STATSMINISTEREN skal ikke høre en lyd for sit elastiske tilbagetog - for der er ingen nemme løsninger i Irak.Til gengæld bør han se bort fra sin egen stædighed og følge rådet om at samle et bredt flertal bag en dansk exit-strategi. Det kommer fra Helle Thorning-Schmidt, der før har efterlyst en nationalt Irak-kompromis - måske fordi hendes parti har haft svært ved at finde sine egne ben i denne sag. Men nu er både Socialdemokraterne og regeringspartierne enige om, at de danske tropper skal hjem. Den ene part siger snarest; den anden håber, det kan ske i løbet af 2007.

NÅR SÅ LIDT i realiteten skiller, og når 450 danske soldaters skæbne står på spil, burde det ikke være så svært at finde hinanden.

Sandheden er, at kun stædighed og prestige er i vejen for det.