Thuleboerne fik en hård medfart, da de danske myndigheder i 1953 tvang dem bort fra deres boplads til fordel for den militærbase, som København bag grønlændernes ryg havde givet amerikanerne lov til at lave.

At det var en brutal fremfærd kan alle blive enige om. Men så holder enigheden også op. Da Thuleboernes efterkommere gik til domstolene for at få den gamle boplads tilbage og en klækkelig erstatning oveni, sagde landsretten blankt nej til kravet om at vende hjem - og som erstatning fik de kun halvanden million. Det var i 1999.

I går stadfæstede Højesteret denne dom. Thuleboerne havde på ny krævet at kunne komme tilbage, og de ønskede erstatningen forhøjet til 235 millioner - men nej, svarede Højesteret. Thuleboerne kan ikke betragtes som en særskilt stamme i forhold til den øvrige grønlandske befolkning, og der var tale om en lovlig ekspropriation.

Højesteretsdommen var enstemmig - og meget klar. Hvilket normalt er godt for alle parter, for en klar dom uden dissens er lettere at leve med end en pro et-contra-dom, som kun er vedtaget med måske en enkelt stemmes overvægt.

Men det gælder ikke denne dom. Den måtte gerne have fastholdt det principielle i sagen, men også have vist lidt større forståelse for Thuleboernes naturlige fornemmelse af, at de led uret, da Danmark og Amerika handlede hen over hovedet på dem. Landsrettens erstatning var jo udtryk for, at der var en del at gøre godt igen - og derfor behøvede de juridiske argumenter ikke at blive gradbøjet, selv om de 1,5 millioner var doblet op nogle gange. Indrømmet: Dette vort argument er ikke strengt sagligt, endsige særlig juridisk. Men der er jo en årsag til det gamle ord, som siger, at ét er ret, noget andet rimeligt. Vi finder ikke dommen rimelig.



Problemet er også, at Thulesagen ikke blot er juridisk, men også politisk - og dermed følsom.

Det er derfor naivt at tro, at det sidste ord er sagt. Grønlænderne vil uden tvivl klage til den europæiske menneskerets-domstol - og dermed vil sagen både før, under og efter skabe stor opmærksomhed. Dels står vi over for det klassiske David-Goliath motiv - det lille, primitive fangerfolk kontra den store militærmagt - dels er verdens små og måske uddøende etniciteter, som det hedder, i disse år genstand for stor bevågenhed.

Så ligegyldigt, hvor uanfægtelig dommen kan være rent juridisk, vil den ikke sætte Danmark i noget gunstigt lys. Særligt ikke i Grønland. Grønlænderne er indbyrdes uenige om meget, men at de ønsker stadig større selvstændighed, er der ikke tvivl om. Heller ingen tvivl om, at de ofte finder danskerne arrogante - og uvillige til at forstå grønlænderne ud fra deres forudsætninger.

Den nye landsstyrekoalition - Grønlands regering - har sat grønlandsk selvstyre og grønlandsk ret til undergrunden og landets råstoffer øverst på dagsordenen. Lange og vanskelige forhandlinger forestår. De bliver ikke lettere efter dommen i går.