Hvor er det forstemmende at høre EU-parlamentsmedlemmer, kommissionsmedlemmer, nationale ministre og andre glødende EU-tilhængere sno sig som levende ål på en brændvarm kogeplade, når de skal forsøge at forklare irernes nej til Lissabontraktaten,

Ja, enkelte af dem nøjedes ikke med at sno sig, men overfaldt verbalt nej-sigerne med de værste ukvemsord. "Fascister" kaldte den tyske socialdemokrat Martin Schulz modstanderne, mens EU-kommissionens formand José Manuel Barroso talte med knap så blodfyldt tunge, da han forklarede krisen med "de negative kampagner mod unionen".

Bemærk hvordan det irske nej forklares med ydre påvirkninger. Det er ganske vist en helt almindelig politikerdisciplin at fortolke nederlag med "manglende PR", "vanskeligheder med at få budskabet igennem til vælgerne" eller "vi har ikke været dygtige nok til at forklare, hvad vi vil".

Det sidste har nu ikke været noget problem i forbindelse med ratificeringen af Lissabontraktaten, for de europæiske befolkninger er holdt helt uden for indflydelse på det stykke papir.

Kun irerne fik lov at tage stilling, og de sagde nej.

Men det får ingen konsekvenser for de 26 lande, som enten har eller vil ratificere traktaten. Arbejdet kører videre. Irerne må selv finde ud af, hvordan de får sig koblet på eller af.

Dette, kan man mene, er mangel på respekt for et afstemningsresultat og en afstemningsprocedure, der sort på hvidt slår fast, at alle 27 EU-medlemslande skal hæve ja-kortet for traktaten.

Og det er det også - mangel på respekt. Konsekvensen er, at endnu flere borgere vil lægge afstand til det projekt, som politikerne for mange år siden lovede udelukkende var et økonomisk handelssamarbejde, men fortiede perspektivet, nemlig det fornuftige, politiske mega-projekt, hvis formål bl.a. er at eliminere risikoen for krig i verdensdelen kaldet Europa. Og at formulere en fælles udenrigspolitik, så man kan matche stormagten USA og ikke kun udfylde rollen som tumpet sufflør i Bush-administrationens énsporede forestilling på verdensscenen.

Det budskab skulle EU-tilhængerne for længst have udbasuneret og diskuteret med befolkningerne. Men ingen har på noget tidspunkt ønsket en dialog med folket. Tværtimod synes europæiske toppolitikere at lide af en panisk angst for at skulle forklare og diskutere det europæiske projekt.

Og det er den virkelige tragedie.

I Ungdomsoprørets tid lød et slogan: "Vær realistisk. Kræv det umulige". Det fristes man til at hive frem igen, for hvor ville det være velgørende, hvis der var politikere med gennemslagskraft, som turde og ville stille sig op og sige: Vi har et fantastisk, spændende europæisk projekt, som vi gerne vil fortælle dig om og diskutere med dig.

Åbenhed, debat og respekt for den offentlighed, som trods alt er hele EU-projektets eksistensberettigelse, vil føre til en langt mere positiv indstilling til EU. Ja, måske til begejstring.

Prøv det.