Danskerne skal påtage sig et større personligt ansvar, lyder det fra regeringen. Formaningen, der især er rettet mod den velstillede del af befolkningen, blev serveret af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), og hvem kan være uenig i, at det er en god idé?

Der er tale om én af de skåltalefloskler, som alle automatisk nikker bejaende til: Det er så sandt, som det er sagt! Ingen tager ansvar nu om dage!

Og så videre.

Ikke desto mindre er der flere problemer ved udspillet.

Det er så bredt formuleret, at det er ukonkret og dermed uforpligtende. Ordene peger ikke imod handling.

Dertil kommer et skær af en moraliserende pegefinger. Befolkningen forventer meget af en regering, men næppe at blive belært og opdraget.

Og skal der læsses mere på den vogn, så nærmer Hjorts melding sig det patetiske - en dansk udgave af Kennedys bevingede ord: Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land.

Det smålatterlige er ikke så langt væk. Hvis ikke årets revynumre allerede var skrevet, så inviterede Hjorts udsagn til en satirisk vinkel.

Men i stedet for at skyde udspillet i sænk skal regeringen få et par konstruktive råd:

Mobilisér lidt mod. Meld klart ud. De velbjergede skal droppe krævementaliteten, javel, men hvor er det, at de høje indkomster skal vise samfundssind?

Skal de erhvervsaktive i 60 års alderen i ikke-fysisk krævende job skrinlægge eventuelle planer om at gå efterløn, fordi de kan forsørge sig selv nogle år endnu?

Bør forældre med børn i førskolealderen og tilstrækkelig god økonomi lade være med at sende afkommet i privatskole, fordi folkeskolen med overvægt af socialt svagere elever risikerer at blive undermineret?

Eller hvad?

Skønt Socialdemokraternes vrede unge dame, Mette Frederiksen, for kort tid var inde på samme tema med teser om rettigheder og pligter, så bunder regeringens appel om større personligt ansvar i liberale tanker, og derfor må det ligge på den flade hånd at finde nogle eksempler, som befolkningen kan forholde sig til.

Endelig kan regeringen gå foran og begynde med sig selv - og her tænkes ikke på finansministerens ansvar for egne bilag og for fornøjelsesudgifter, der ikke vedrører skatteyderne.

Her tænkes på de befolkningsgrupper, der ikke mærker det økonomiske opsving, som Fogh-­regeringen har været begunstiget af, siden den tiltrådte i 2001.

Hvis der bag opfordringen til større personligt ansvar ligger filosofien om, at offentlige ydelser skal gå til dem, der reelt trænger, så har regeringen adskillige muligheder for at være det gode eksempel.

Masser af socialt udsatte børn vantrives. Ikke alle steder er kommunernes hjælp noget af prale af. At støtten og foranstaltninger bliver mere skrabet, efterhånden som månederne går, og beholdningen i socialkassen svinder ind, dokumenterer, at der er behov for en større indsats.

Værsgo at tage ansvar!