Debatten om en kommunalreform vil nå sin foreløbig kulmination i eftermiddag. Her skal den fremtidige forvaltning af samfundets opgaver, fordelt mellem stat, amter og kommuner, drøftes på Venstres landsmøde.

Og da spørgsmålet, paradoksalt nok, har forårsaget størst ståhej i det parti, der satte debatten i gang - altså Venstre - så vil bølgerne gå højt.

Venstres reformparate top, det vil sige statsministeren og hans inderkreds, vil møde massiv modstand fra mange af partiets kommunal- og amtspolitikere.

Hvor omfattende aversionen mod markante ændringer i virkeligheden er i Venstres bagland, skal blive interessant at se. Men de borgmestre og fremtrædende amtspolitikere, der vil sætte hælene i, bør passe på, at deres modstand ikke opfattes som bagstræb og taburetklæberi.

Deres omsorg for demokratiet - færre kommuner, færre folkevalgte, uha, uha - er umiddelbart sympatisk, men er en stor kommune i dag mindre demokratisk end en lille, fordi borgmesteren ikke bor henne om hjørnet?

Nej - den påstand er der ikke mange, der vil slås for.

Dertil kommer, at den side af sagen efter alt at dømme ikke spiller nogen større rolle for den almindelige dansker.

Som kommunalforsker Ulrik Kjær, Syddansk Universitet, for kort tid siden sagde i denne avis, så vil samfundsborger Hansen gerne have både nærdemokrati og service. Men skal han vælge, så foretrækker han god service til tiden.

Med andre ord: Han ønsker en nem og enkel adgang til det offentlige, samt en moderne betjening, hvor bl.a. it-teknologi udnyttes bedst mulig.

Rimelige krav som opfordrer til, at der bør ses kritisk på det frem-og-tilbage-bureaukrati, der i dag finder sted mellem kommuner og amter. Det er heller ikke længere afgørende for borgeren, at hans rådhus ligger i nabolaget.

Anders Fogh bebudede for få dage siden, at en reform under ingen omstændigheder kan bremses, og at udgangspunktet vil være, at borgeren skal i centrum.

Det er en klar melding, som kredsen af modstræbende borgmestre formentlig får svært ved at argumentere imod.

Men hvorhen pilen præcist peger i statsministerens optik, ville han naturligvis ikke afsløre, fordi det vil tage brodden af Strukturkommissionens betænkning, der lægges frem til nytår.

Men at de nuværende amters dage er talte, er der ingen tvivl om. Et centralt spørgsmål bliver derfor, om amternes hovedopgave, sygehusdriften, skal overlades til indirekte valgte bestyrelser eller folkevalgte regionsledelser.

Netop det spørgsmål er en grundig debat værd. Mange vil hævde, at sygehusområdet er så vigtigt, at det vil være rimeligt, at vælgerne kan smide de ansvarlige på porten, hvis de ikke gør det godt nok.

Under alle omstændigheder betyder reformen, at der bliver mange taburetter til overs. Og det forestående slagsmål har Venstre til fælles med Socialdemokraterne.