Der har næsten ikke været grænser for, hvor meget den radikale leder, Margrethe Vestager, har måtte høre for sin kommentar til terrorangrebet på den danske ambassade i Islamabad. Nok blev ordet landsforræder ikke udtalt, men det hang i luften. I stedet sagde man: Hun går terroristernes ærinde.

Det er jo ret beset stærke ord.

Hvad sagde hun da?

Hun sagde, at vi står skulder ved skulder med regeringen, når det gælder kampen mod ekstremisme og terror - men vi vil have ret til at sætte spørgsmålstegn ved, om vi ønsker et billede ude i resten af verden som et land, der står på krigsfod med 1,3 milliarder muslimer.

Man kan diskutere timingen - den var ikke særlig heldig - men det er en overreaktion at taksere disse bemærkninger til forræderi. Ikke mindst fordi De Radikale - i som uden for regeringen - siden 90'erne har støttet den aktivistiske udenrigspolitik og dermed været med til at sende danske soldater til fjerne slagmarker, senest Afghanistan.

Den brede enighed om den aktivistiske politik blev først brudt, da George W. Bush gik i krig i Irak - uden om FN, NATO og andre internationale fora - og Danmark fulgte ham.

Stærkt tilskyndet af Dansk Folkeparti har regeringen bevidst gjort vores indsats i Irak til en forlængelse af den proklamerede værdikamp herhjemme. På samme måde blev de herostratisk berømte Muhammedtegninger set - og da Anders Fogh både politisk og personligt yderligere knyttede sig nært til Bush, blev Danmark gjort til et hadeobjekt i dele af den muslimske verden på linje med Israel og Amerika.

Det synes Dansk Folkepartis Søren Espersen er en hæder, mens mange andre - blandt vælgerne og altså også blandt De Radikale - finder det betænkeligt. Derfor har vi den nuværende diskussion, som ikke drejer sig ikke om et for eller imod en aktivistisk udenrigspolitik. Fraset Enhedslisten ønsker ingen, at Danmark igen skal være en neutral småstat. Men den drejer sig om den aggressive politik, som regeringen har ført, og som har ødelagt vores omdømme og gjort danske ejendom til bombemål.

Det burde være muligt stille og roligt at udarbejde en samlet strategi for, hvad vi vil i for eksempel Afghanistan. Hvad er vores succeskriterier? Hvor længe skal vi være der? Har vi resurser til det?

Kritikken er bredere, end regeringen tror. Nogle eksperter mener således, at regeringens politik har ført til grænserne for, hvad Danmark kan bære, mens andre peger på, at Danmark ikke i længden kan klare de omkostninger - økonomiske som menneskelige - som linjen fører med sig.

Der er således god grund til at slappe lidt af - og i stilfærdighed at drøfte mål, midler og omkostninger. Og de, der i disse dage tager det nationale høje C, skal huske på, at man godt kan bevare hovedet koldt, selv om hjertet er varmt.