Man skal som bekendt ikke forstyrre dyrene, mens de skifter ham, så måske skulle omverdenen ikke være så optaget af striden om, hvilken gruppe SF's enlige medlem af EuropaParlamentet skal tilslutte sig.

Den sørgmuntre sommerstrid rækker jo ud over den aktuelle, fordi den dybest set handler om SF's holdning til EU. Er man for samarbejdet, er man imod, eller ved man ikke rigtigt?

MARGRETE AUKEN har for længst gjort sig sin stilling klar. Hun ser ikke noget alternativ til EU - ja, hun ser endda de store muligheder, der er for at præge udviklingen, ved at være aktivt med. Særligt miljøet har hendes interesse, men også den nye forfatning er hun positiv over for.

På det grundlag vandt Auken en stor og overbevisende sejr den 13. juni, mens hendes rival som partiets spidskandidat, Pernille Frahm, led et tilsvarende nederlag. Resultatet viste klart, at vælgerne accepterede den langsomme glidning bort fra gold skepsis til helhjertet deltagelse, som Holger K. Nielsen og partiledelsen omsider er nået frem til. Men den ærlige og utraditionelle - og indimellem også øretæveindbydende - Margrete Auken fik også mange stemmer fra andre på grund af den Europapolitik, hun står for.

AT hamskiftet dog ikke er helt tilendebragt, viste weekendens hovedbestyrelsesmøde, hvor et knebent flertal på 19 mod 18 ville tvinge deres nyslåede EU-medlem til at melde sig i parlamentets såkaldte GUE-gruppe - en rød-grøn koalition af blandt andre gamle kommunister fra de nye østeuropæiske medlemslande, hvoraf mange er direkte imod EU.

Det naturlige tilholdssted for Margrete Auken, føler hun selv, er parlamentets grønne gruppe, der for eksempel omfatter repræsentanter for Joschka Fischers tyske parti, hvis medlemmer både er grønne og overbeviste europæere. Konsekvensen kunne blive en eksklusion, fordi hovedstyrelsen i SF efter lovene bestemmer, hvilken gruppe SF skal tilhøre. Men Margrete Aukens svar var befriende klart: Hun sagde nej og var parat til at nedlægge sit mandat. Herefter strakte hendes modstandere våben, selv Pernille Frahm.

DET VAR KLOGT. Både af Margrete Auken at stå fast og af SF at bøje af. At befale en nyvalgt mod hendes samvittighed at melde sig hos en gruppe, hvis synspunkter hun ikke deler - det går ikke. Margrete Auken ville ikke kunne holde til det. SF slet ikke.

Men diskussionen viser, hvor dybt et konservativt et parti SF er - og at det er sværere for partiet at ændre kurs, end det var for en gammel Storebæltsfærge.

NÆSTE og afgørende prøve kommer den dag, den nye traktat skal præsenteres for vælgere. Her skal Margrete Auken vedstå sine valgløfter, mens SF's gamle betonkrigere atter vil gå på barrikaderne. Og derfor kan der være grund til at minde pastor Auken om Brorsons gamle salmelinje:

Stå fast min sjæl, stå fast i Herrens krige...