"Idrætten står i dag over for nye problemer såsom menneskehandel, kommercielt pres, doping, racisme, vold, korruption og hvidvaskning af penge", konkluderede Europa-Kommissionen i en Hvidbog fra 2007 om idrættens rolle i unionen.

De seneste dages pressehistorier om et dansk håndbolddommerpar, som blev tilbudt sekscifrede kontantbeløb og luderbesøg for at medvirke til at sikre Rumæniens sejr over Montenegro i en VM-kvalifikationskamp, er således ikke en sag, der kan komme bag på ret mange idræts­politikere.

For som den tidligere danske landsholdspiller Erik Veje Rasmussen har sagt til medierne:

"Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det kun er toppen af isbjerget, vi ser lige nu. Men det er imidlertid også en top, der har været synlig i mange år, men som ingen har været interesseret i at gøre noget ved. Desværre".

Nej, det er ingen interesserede i at gøre noget ved. Bestikkelse og korruption i topidrættens verden er et velkendt fænomén. Kriminelle bander i Asien har i årevis haft redskaberne til såkaldt "match fixing", altså til at bestemme udfaldet af fodboldkampe. Og de bruger dem ugenert, påviste den canadiske journalist og forsker Declan Hill i sin bog "The Fix" fra sidste år.

Og går man tilbage i historien, er eksemplerne talrige. Eksempelvis sidste års retssag mod tidligere ledere i det konkursramte sportmarketingfirma ISL, som angiveligt havde ladet i omegnen af 650 millioner kroner tilflyde topledere i nogle af verdens største idrætsorganisationer.

Og det er en kendt sag, at medlemmerne af Den Internationale Olympiske Komité i årevis har ladet sig fyrsteligt betale for at udnævne OL-værtsbyer. Eksempelvis Sydney i 2000 og Salt Lake City i 2002.

De store internationale idrætsorganisationer, de europæiske forbund og formentlig også mange nationale forbund hænger fast i korruption og nepotisme, og hvad der er lige så vigtigt: I samfundssammenhæng er de øde øer, organisationsstrukturerne er lukkede og uden for kontrol og dermed også sårbare for bestikkelse og vennetjenester. De fungerer som lukkede familier og bestemmer selv, af hvem og på hvilke værdier forretningen skal køre.

Sagen om forsøget på at bestikke det danske dommerpar er et skoleeksempel på, at et forbund, i dette tilfælde Det Europæiske Håndboldforbund (EHF), er aldeles ude af stand til at behandle sager om bestikkelse og korruption. Forbundet modtog allerede i juni 2008 en skriftlig redegørelse om sagen fra det danske dommerpar, men har her otte måneder efter intet foretaget sig.

I en organisation ledet af en lille tætsluttende gruppe mennesker i en lukket magtstruktur er egen magtpostion og personlig vinding ofte vigtigere end etik.

Det er derfor på tide, at internationale institutioner tager initiativ til at demokratisere idrætsorganisationerne og stiller krav om, at de underlægges samme lovgivning som private virksomheder - også med hensyn til aflæggelse af regnskaber.

Idrættens organisationer hævder ofte værdien af sportens uafhængighed af det omgivende samfund. Med de nuværende tilstande er den uafhængighed voldsomt truet - af idrætten selv.