Et hastigt kig på årets 1. maj-taler viser, at der blandt de talrige udfald mod regeringens ugerninger tilsyneladende ikke var noget angreb på dens ønske om flere penge til forsvaret. Måske fordi samtlige partier, Enhedslisten undtaget, fortsat sidder med ved forhandlingsbordet. Selv SF, der tidligere ikke havde for vane at deltage i den slags. Men SF er jo i gang med at systematisk opbygge sin nye, regeringsduelige profil - og så må man også forholde sig seriøst til forsvaret.

Forhandlingerne begyndte med, at Helle Thorning-Schmidt gik i pressen og erklærede, at forsvaret må klare sig for de penge, man har. Er der brug for flere midler til indsatsen i Afghanistan, må økonomien ses grundigt efter og pengene findes internt.

Det kan hun selvfølgelig have en god pointe i. Økonomi har aldrig været forsvarets stærke side. Fejlinvestering på fejlinvestering har kendetegnet de seneste mange år, også mens Thorning-Schmidts eget parti var regeringsbærende. Under skiftende forsvarschefer er udgifterne løbet løbsk i et uskønt rod. Det er ikke umuligt, at et grundigt eftersyn, helst forestået af andre end forsvarets egne folk, vil kunne fremtrylle en hel del penge.

Men omvendt kan man sige, at hvis rammen på forhånd ligger fast, er der jo ikke meget at forhandle om. Og selv om Helle Thorning-Schmidt sikkert kan skaffe sympati for sit synspunkt om, at det er bedre at bruge penge på sundhedsvæsenet end på forsvaret, og selv om hun givetvis har ret i, at økonomien sejler, risikerer hun også at kaste sig selv ud i et farligt politisk spil, som hun let kan tabe.

Ikke alle danskere synes, at indsatsen i Afghanistan er omkostningerne værd. Hverken de økonomiske eller de menneskelige. Til gengæld er alle enige om, at de soldater, der nu engang er der, fortjener fuld støtte. Bloed returDe skal have den bedst mulige uddannelse, og sikkerheden skal være så optimal, som den nu kan blive.

Og hvis regeringen kan overbevise vælgerne om, at det ikke lader sig gøre inden for det nuværende forsvarsbudget, har Helle Thorning-Schmidt et problem. I så fald vil hun få skylden for at være den, der har svigtet de danske soldater i udlandet.

Tilmed vil hendes direkte modpart i den sag være et af regeringens bedste kort, den populære forsvarsminister Søren Gade, der politisk er sluppet helskindet fra alle de danske tab, og som kun på grund af sin private situation som enlig familiefar ikke har ønsket at rykke længere op i regeringen. En sådan konfrontation vil blive endog meget svær for Helle Thorning-Schmidt at vinde.

Sagligt set burde det være muligt at indgå et bredt forsvarsforlig. Bloed returAt mødes et eller andet sted på midten. Det er at håbe, at det ender sådan. At regeringen ikke vil falde for fristelsen til nok en gang at udstille oppositionens leder som uansvarlig og dermed uegnet til at lede landet - og at Thorning-Schmidt vil finde en udvej, så parterne kan enes.

Men risikoen for, at det ikke sker, og at forsvarsforliget bliver smalt, er absolut til stede.

De nationale kompromisers tid - brede forlig om store emner - er forbi og har været det længe. Nu gælder det kun om ét:

At bevare magten - eller at erobre den.