PÅ mandag er det R-dag. Rapporten fra FN's hold af våbeninspektører i Irak skal afleveres. Det har fået især Tyskland og Frankrig til at kridte banen op, så ingen kan være i tvivl om deres ståsted: ingen krig mod Irak, før alle muligheder for en fredelig løsning er undersøgt.

De to europæiske stormagter, som netop i disse dage har bekræftet hinanden i deres vilje til fortsat at være EU's politiske lokomotiv, har også en sjælden mulighed for at køre parløb i Sikkerhedsrådet.

Frankrig er permanent medlem, mens Tyskland har indtaget formandsposten i kraft af den turnusordning mellem medlemslandene, der giver dem adgang til FN's besluttende organ.

DEN store forskel på Tyskland og Frankrigs indflydelse er dog, at Frankrig har vetoret. Det har Tyskland ikke. Så hvis det skulle komme til et amerikansk forslag nu i Sikkerhedsrådet om mandat til at indlede afstraffelsen af Saddam Hussein, er det kun Frankrig, der kan sige nej under afstemningen.

Det samme kan de øvrige permanente medlemmer, men altså ikke Tyskland.

Det store spørgsmål er derfor, om Frankrig og eventuelt Rusland, Kina eller Storbritannien vil afvise et amerikansk ønske om mandat til krig.

BRITERNE vil i hvert fald ikke. Derom vidner deres andel i den militære opmarch på baserne omkring Irak.

Rusland og Kina kunne godt tænkes at gøre Frankrig følgeskab, hvis der var udsigt til en resolution, som gav våbeninspektørerne mere tid til at kikke Saddam efter i kortene.

Ville USA nedlægge veto mod sådan en resolution og derpå erklære, at nu blev der altså krig, og så måtte det vise sig, hvem der var med og hvem imod?

SCENARIET er ikke utænkeligt. Præsident Bush har i den senere tid med sin retorik gjort det klart, at der skal trækkes en streg i sandet, og han har opbakning hjemme.

Men det er nok mere sandsynligt, at Sikkerhedsrådet ender med at følge USA's ønsker. For hvem vil, når det kommer til stykket, lægge sig alvorligt ud med verdens eneste supermagt på grund af Saddam Hussein?

Det er jo Iraks brutale diktator, der er problemet, ikke hans folk. Hvilket da også har fået mellemøstlige lande som bl.a. Egypten til næsten åbenlyst at opfordre Saddam til at gå i eksil for at undgå krigen.

EN KRIG er sjældent løsningen på problemerne, men kan være midlet til løsningen. Hvis den vel at mærke følges op med en massiv civil indsats for at skabe de anstændige levevilkår, der er en forudsætning for, at demokratiet kan slå rod.

Erfaringerne fra både Bosnien, Kosovo og Afghanistan giver ikke de bedste forhåbninger om USA og det øvrige verdenssamfunds vilje til at betale, når våbnene tier.

Derfor vil det klæde Sikkerhedsrådet, hvis det ikke nøjes med at bane vejen for krigen, men også indskærper pligten til at bringe et slagent Irak på fode.