Hvis lærerne i folkeskolen mener, at de altid må stille til smæk, kan man godt forstå dem.

Ikke alene vælter forældre, der åbenbart ikke har tid eller ikke magter det selv, flere og flere opgaver over på lærerne - for det må skolen virkelig tage sig af. Men dårligt har man nået et gennemføre - undskyld: implementere - en ny lov, før den næste er på trapperne.

NU TALES der om at afskaffe den mundtlige eksamen efter 9. klasse, og karaktergivning er ikke moderne - undtagen altså for lærerne. De skal lave mere og lære mere og hele tiden stå til regnskab. Skønt lønnen stadig ikke er noget at skrive hjem om. Hverken med skøn- eller formskrift. Og anseelsen - hvor er den blevet af? Ganske vist betror vi lærerne vores børn. Men de er og bliver jo kun nogle fodformede pædagoger.

EN KONCERN. Sådan kom en departementschef engang for at skade at sige, at Undervisningsministeriet skulle være. Det skurrede slemt i Jørgen Jørgensens, Julius Bomholts, K. Helveg Petersens og K.B. Andersens gamle ministerium. Departementschefen fortrød vist - men da Finansministeriets regnedrenge holdt deres indtog, kom effektiviteten i højsædet. Alle skoleformer er de senere år blevet pisket - efterskoler og højskoler i en sådan grad, at man må spørge, om det stadig giver mening at tale om "de frie skoler".

NU HAR det muskelstærke ministerium fået en ny knude i sin nihalede pisk. Det er en OECD-rapport, der opregner folkeskolens svagheder og styrker. Mest det første:

De forventede "læringsmål" opnås ikke, der mangler "evaluering", hvilket giver en utilstrækkelig "feedback", der er "en ambivalent holdning" til skoleledelse - og meget mere. Men naturligvis er der også plussider. For eksempel en demokratisk tradition for decentralisering med plads til nyskabelse, engagerede lærere og glade elever.

NÅR MAN læser det sidste, må man spørge: Min sjæl, hvad vil du mer'? Glade elever, engagerede medarbejdere? Kan man nå højere?

Men naturligvis kan alt blive bedre. Skolen bør samle sig mere om de centrale fag, så ingen således går ud af den uden at kunne regne og læse, hvad man påstår er tilfældet i dag. Hvis Danmarks Lærerforening gav lederne lov til at være ledere, var meget også nået. Men hvad nu, hvis resultatet bliver sure elever og uengagerede lærere? Kan man forlange alt?

Til syvende og sidst er der tale om et politisk valg. Er markedets krav om effektivitet, konkurrence og præstationer det eneste saliggørende, eller er der også andet i livet, der tæller?

Det skal ikke embedsmænd, men den politisk valgte minister afgøre. I modsætning til så mange andre giver vi en rose til Ulla Tørnæs. Hun er trængt fra mange sider, men ved godt, hvorfor Grundtvig gjorde oprør mod den sorte skole - og at skolen stadig skal være for livet.

Ikke kun for erhvervslivet.