Naturligvis bliver skattereformen ikke helt og aldeles, som Carsten Koch og hans skattekommission har foreslået. Nok har Koch politisk næse - han har jo selv prøvet håndværket - og ville derfor ikke drømme om at fremlægge et forslag, der er politisk uspiseligt, og som kunne risikere samme skæbne som Velfærdskommissionens udspil i 2006. Det fejede statsministeren af bordet i løbet af tyve minutter. Men principielt er Skattekommissionens indstilling kun et forslag - og de af de politiske partier, som ender med at stå bag en reform, skal også have deres fingeraftryk på den. Følgelig er der stadig lang vej hjem, før vi ved, hvad det hele ender med.

I enhver forhandling lægger man ud med nogle bud - og nogle overbud - så man selv har lidt at fire af, og så modparten også kan få en luns.

Nu deltager Skattekommissionen ganske vist ikke i de politiske forhandlinger - men taktikken er den samme. Carsten Koch har indlagt nogle forslag, der betyder mindre for den samlede reform, og som i det endelige regnestykke godt kan undværes eller erstattes af andre og bedre. Forslag, som ikke nødvendigvis er beregnet til vedtagelse - men som politikerne efterfølgende kan tage æren for at have fjernet. Samtidig afledes opmærksomheden fra nogle af reformens virkelige knaster.

Et eksempel er dagbladenes momsfritagelse, som kommissionen foreslår afskaffet. Men det bliver den ikke, for politikerne vil gerne stå sig godt med pressen. Så er der befordringsfradraget, som foreslås reduceret, men det vil jo gå ud over arbejdskraftens frie bevægelighed og ramme dem, der er tvunget til at pendle, så det bliver der næppe heller noget af.

Fradraget for faglige kontingenter bliver sikkert heller ikke nævneværdigt rørt - i hvert fald ikke, hvis S og SF skal være med - og andre tvivlsomme elementer, alt efter navnene på forligspartierne, er loftet over pensionsindbetalingerne, skatterabatten for ansattes sundhedsforsikringer og ikke mindst forslaget om at begrænse de studerendes ret til SU til fire år. Det vil få nogle til at vælge de lange uddannelser fra - eller forlænge studierne for at tage et arbejde ved siden af - og forslaget harmonerer dårligt med statsministerens udtalelser om, at en god uddannelse skal kunne betale sig. Da det tilmed vil frastøde de unge vælgere, er et godt gæt, at også SU’en bliver reddet.

Tilbage bliver så reformens store, springende punkt: boligejernes rentefradrag, der foreslås beskåret fra 33 til 25 procent. Uanset om S og SF går med i skattereformen eller ej, er det oppositionens håb, at statsministeren ene mand vil få skylden for dette påståede løftebrud - akkurat som Nyrup i sin tid fik al balladen for efterlønnen, skønt indgrebet blev aftalt med Fogh.

Bliver det tilfældet, kan boligfradraget i den yderste konsekvens risikere at føre til Foghs fald, lige­som efterlønnen i 2001 førte til Nyrups. Og dét er skattereformens mest spændende sidevinkel. At fradragsretten bliver beskåret, er der ingen spænding om. Det bliver den. Spørgsmålet er med hvor meget - og hvordan statsministeren vil bære sig ad med at forklare det. Om han overhovedet kan.